12.03.10 | Falle Hjorth

Tip en ven       |     Print  

SAP-landsmøde: Med Helle ved roret

Udtalelse fra SAP's landsmøde om Enhedslistens udfordringer i forhold til et regeringsskifte.

Krisen, muligheden for et regeringsskifte og for en skærpelse af klassekampen stiller Enhedslisten over for nye udfordringer og muligheder. Strategien må være, mener SAP, stædigt at organisere bevægelser for reelle forandringer – og afvise ’mindste onde’-fælden: at blive medansvarlig for en borgerlig krisepolitik med Helle ved roret.

Resolutionen ”Enhedslisten på venstrekurs” blev vedtaget på SAP’s landsmøde den 23.-24.januar, men pga. vedtagelsen af et stort antal ændringsforslag har den siden gennemgået en redigering, som nu er blevet endeligt godkendt af SAP’s landsledelse.

Analysen
Udgangspunktet i resolutionen er, at klassekampssituationen i de seneste år har ændret sig. På den ene side et begyndende opsving i folkelige mobiliseringer og en vis venstredrejning, på den anden side vækst i højrepopulisme, indskrænkning af demokratiske rettigheder, og ikke mindst økonomisk krise og hastigt voksende arbejdsløshed. ”Denne politiske situation stiller arbejderklassens partier overfor svære udfordringer. S og SF i Danmark har desværre valgt at besvare de udfordringer med på den ene side venstrepopulisme – ofte med racistiske under- og overtoner – og på den anden side en fortsat glidning mod økonomisk liberalisme.”

Enhedslisten har ikke deltaget i denne bevægelse mod højre – men der er iflg. resolutionen alligevel behov for: ”at vi bliver bedre til at formulerer en politik og en strategi, der bidrager til arbejderklassens og andre undertryktes kampe, og at vi bliver bedre til at udnytte kapitalismens problemer til at præsentere et grundlæggende alternativ til den nuværende samfundsorden.”

Kritik
Sidstnævnte svaghed afspejlede sig bl.a. i, at Enhedslisten iflg. resolutionen ikke i tilstrækkeligt omfang har fremført systemoverskridende krav, som angriber kapitalens magt. Omvendt fremhæves det som positivt, at Enhedslisten klart og tydeligt har afvist bankpakkerne.

Mere hårdhændet er kritikken af linjen i København:
”Hvor galt det kan gå, hvis Enhedslisten fokuserer på at få ”indflydelse” inden for rammerne af et system, der ikke giver plads til selv små forbedringer, har vi set i København. (…)Hvor katastrofal denne linie er, blev tydeligt i forbindelse med budgettet for 2010. Enhedslisten gik med i et budgetforlig, der indebar store nedskæringer.” Det grundlæggende problem var, at Enhedslisten ikke havde ”som udgangspunkt, hvordan vi skaber mobilisering blandt ansatte og brugere.”

Indflydelse og illusioner
I resolutionen er der også kritik af den vægt, Enhedslisten i øjeblikket lægger på ”at love vælgerne, at Enhedslisten får indflydelse.” Dette kædes sammen med, at ”det seneste årsmøde afviste et ændringsforslag, som præciserede, at uden et stærkt udenomsparlamentarisk pres vil en S-SF-regering ikke føre til forbedringer”.

Herved risikerer Enhedslisten ”at bidrage til illusioner om, hvad S-SF vil gennemføre på egen hånd – i stedet for at skabe forståelse for, at der skal lægges et pres på dem”. Og hvis Enhedslisten for alvor vælger rollen som indflydelsesrig partner for S-regeringen, vil det kunne ”bidrage til en omfattende langvarig politisk desillusion, når S-SF ikke skaffer forbedring og forandring, men snarere lader sig kue af den økonomiske krise og angriber arbejderbefolkningens forhold – samtidig med at der ikke eksisterer det synlige politiske alternativ til venstre, som Enhedslisten bør være.”

Mobilisering, organisering
Det, Enhedslisten iflg. SAP skal stå for - også under en S-ledet regering – er ”en ubetinget ansvarlighed over for arbejderbefolkningen og en parlamentarisk linje, der tager udgangspunkt i, hvad der styrker den folkelige mobilisering – i modsætning til budgetansvarlighed og indflydelse i form af deltagelse i administrationen af nedskæringspolitik.”

Organisatorisk såvel som politisk må Enhedslisten bruge alle kræfter på ”en mobilisering af et folkeligt, udenomsparlamentarisk pres omkring konkrete krav til S-SF i dag og en kommende S-SF-regering.” Dvs. ”kollektiv deltagelse i opbygningen af bevægelser på et bredt grundlag”, men samtidig også en udvikling og præsentation af ”egne marxistiske analyser af problemerne og klassebaserede, antikapitalistiske løsninger.”
I dette arbejde er det afgørende, at organiseringen af medlemmernes arbejde i bevægelserne fortsat udvikles, bl.a. for at kunne ”kollektivisere et reelt billede af, hvilke ønsker og forventninger S og SF’s bagland har til en ny regering og derudfra lægge en taktik.”

Resolutionen slutter med en opregning af, hvordan SAP vil fortsætte debatten - og med at udtrykke håb om, at vi ”i det mindste kan blive enige med mange om, at Enhedslisten faktisk har brug for en politisk-organisatorisk strategi, som går ud over det parlamentariske – også selv om ikke alle er enige i den strategi, vi foreslår. ”

Læs hele resolutionen her

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: RTNbLD
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk