13.03.10 | Erik Sjöberg

Tip en ven       |     Print  

Ny sektion: Russerne kommer!

Selv om russeren Trotskij var en af Fjerde Internationales betydeligste stiftere, har Fjerde Internationale - bl.a. pga. den massive forfølgelse af ”trotskijster” helt frem til murens fald - ikke haft en sektion i Rusland. Men nu er en lille russisk gruppe, Vpered, blevet optaget.

Man klapper ikke på Fjerde Internationales verdenskongresser. Grunden til dette er, at talere med store retoriske færdigheder ikke skal have flere fordele, end de har i forvejen, og at usikre talere ikke skal føle sig endnu mere usikre. Samt at det ikke skal være særligt svært at udtrykke synspunkter, som man ved ikke har flertallets opbakning. Man klapper ikke, fordi det er de logiske argumenter, som lægges frem, der skal vurderes, ikke de medrivende floskler eller de retoriske greb.

Da Ilya Budraitskis går på talerstolen og erklærer, at den russiske gruppe, som han er medlem af, har bestemt sig for at søge om optagelse i Fjerde Internationale, brydes denne regel, og de ca. 200 delegerede rejser sig op og klapper.

Situationen i Rusland er ikke let, fortæller Ilya. Staten er repressiv og langt fra demokratisk. Samtidig bliver det regerende parti med Medvev og Putin stadigt mindre populært, hvilket beror på deres nyliberale politik, som rammer mange hårdt. Men der findes for de fleste intet rigtigt alternativ, selv om mange også stemmer på det gamle kommunistparti, som endda stiller visse krav om sociale reformer. Heller ikke de står for en demokratisk politik, men snarere for en stalinistisk influeret nationalisme, siger Ilya. Men det handler om andet og mere end at folk ikke ser noget alternativ, mener Ilya. Det handler også om, at det i Rusland som mange andre steder er lykkedes eliten at afpolitisere samfundet.

– Jeg lever i et afpolitiseret samfund, en afpolitiseret kultur; folk ser intet alternativ, og de fleste er efterhånden ligeglade.

Bevægelsesarbejde
Den nyliberale kurs ligger altså fast; noget som gør krisen endnu værre. Sådan noget som arbejdsløshedsunderstøttelse eksisterer knapt nok. Den er i hvert fald så lav, at Ilya mener, at den er meningsløs at søge om. Man kan få omkring 100 euro om måneden, hvilket man absolut ikke kan leve af. Boligspørgsmålet er også et af de spørgsmål, som den socialistiske gruppe Vpered (’Fremad’) arbejder mest med, gennem de forskellige sociale bevægelser, de er aktive i.

Det område, som organisationens 60 medlemmer arbejder mest med, er det faglige, hvor de forsøger at opbygge kæmpende fagforeninger. Organisationen arbejder også aktivt med antifascisme. Den russiske fascistiske bevægelse er i de senere år blevet kendt for sine brutale angreb på indvandrere og venstreorienterede, men det er dog ikke lykkedes fascisterne at opbygge en stærk bevægelse, tilføjer Ilya.

Da jeg spørger Ilya, hvorfor Vpered bestemte sig for at gå med i Fjerde Internationale, svarer han, at de har diskuteret spørgsmålet i flere år og lagt mærke til, at Fjerde Internationale lå tæt på dem politisk på mange måder. De mener også, at et medmsskab kan styrke både dem selv og hele den i øjeblikket svage russiske venstrefløj.

Så lad os byde de russiske kammerater i Vpered velkommen i Fjerde Internationale!
 

Oversat fra Internationalen (svensk) af Falle Hjorth

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: vn0Q7V
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk