26.06.10 | Bjarne Thyregod

Tip en ven       |     Print  

Anmeldelse: Frihed næste gang

Denne bog handler om Imperiet og dets facader samt om menneskers vedvarende kamp for at vinde friheden. Den indeholder en modgift til samtidshistoriens af konsensus vedtagne versioner, der censurerer ved at udelade og benytter sig af dobbeltstandarder.

Således indleder den australske journalist John Pilger bogen Frihed næste gang, som udkom i foråret i en dansk oversættelse. Den består af 5 kapitler, som hver beskriver situationer i et land, hvor den amerikanske og historiske engelske imperialisme krydser baner og indgår i et nutidigt fællesskab.

John Pilgers styrke ligger i de mange interviews med alle parter i de historier, han undersøger og beskriver. Når Pilger interviewer er det meget velforberedt, og den interviewede kan ikke sno sig udenom – så resultatet bliver en vedkommende historie. Statsledere, militærfolk, torturofre, oprørsledere, bønder og storkapitalist er– alle kan Pilger få til at tale, så hemmeligheder, løgne og fordrejninger kommer på bordet.

Første Kapitel – At stjæle en Nation
Dette er den hidtil ubeskrevne historie om, hvorledes en hel befolkning på øen Diego Garcia i Chagos-øgruppen blev fordrevet fra deres hjem og deporteret til Mauritius uden erstatning for deres stjålne hjem og jord, og dette helt uden at nogen fik kendskab dertil.

I starten af 1960'erne indgik USA og Storbritannien en aftale om, at amerikanerne kunne overtage øen Diego Garcia til at etablere en fremskudt flybase i det Indiske Ocean til brug for deres fly i Vietnamkrigen. Problemet var, at øen allerede var beboet. Derfor var det nødvendigt for politikerne og embedsmændene at opfinde en ny ”sandhed”, nemlig at øerne var ubeboede.

Denne sandhed har embedsmænd og politikere så stædigt insisteret på helt frem til, at Højesteret efter mange års kamp gav de tidligere beboere ret i deres ejerforhold til øen.

Pilger beskriver situationen for den oprindelige befolkning og i samtaler med nogle tidligere Chagos-indbyggere gives et indblik i fordrivelsens historie og den ufattelige fattigdom og ydmygelse, de har gennemlevet, bl.a. regeringens benægtelse af deres britiske statsborgerskab, ejerskab til øerne osv.

Selv efter at have vundet i Højesteret oplevede chagonierne politikernes bedrag, da Blair-regeringen gennem ”et kongeligt dekret” fik højesteretsdommen om tilbagevenden tilsidesat.

Trods bedrag og nederlag kæmper chagonierne videre, og kapitlet afsluttes med, at gyldigheden af Blair-regeringens dekretet er under vurdering af Højesteret.

Knivskarpt udstiller Pilger hykleriet og dobbeltmoralen – ved at drage paralleller mellem på den ene side bortgivning af Chagos-øerne og fordrivelsen af 2000 britiske sorte statsborgere og på den anden side Falklandskrigen om en øgruppe med 2000 hvide briter.

Andet kapitel – Det sidste tabu
... handler om Israel – Palæstina konflikten. Tabuet er at erkende konflikten og den vedvarende besættelse af Palæstina som en historisk uretfærdighed.

Med få ord får vi præsenteret en demontering af en række myter. Osloaftalen og sammenbruddet bliver lagt frem, så det planlagte sammenbrud og dets årsager står fuldstændig klart, og det er ikke det som mainstream-medierne normalt beskriver.

Den israelske propagandamaskine og den zionistiske medielobbys indflydelse på medierne og dens påvirkning af den almene holdning til konflikten bliver eksemplificeret med en række konkrete eksempler omhandlende BBC. Mediernes ensidige pro-israelske beskrivelser har betydet, at undertrykkeren fremstilles som offeret. Israelske overgreb og krigsførelse bliver beskrevet som en del af ”krigen mod terror”.

Israels massive besiddelse af masseødelæggelsesvåben nævnes ikke, hverken nukleare sprænghoveder, biologisk eller kemiske våben.

De mange involverede i krigen møder vi i Pilgers mange interviews og samtaler med palæstinensere fra Gaza, familien til en selvmordsbomber, familien til en selvmordsbombet israelsk pige, fredsaktivister, politikere, militærfolk m.fl.

Disse interviews er en af Pilgers styrker og giver bogen en meget stor grad af nærvær og indlevelse.

Tredje kapitel - Det strålende Indien
Er et kort kapitel, hvor der ses på globaliseringens betydning for Indiens fattige. Pilger konkluderer, at de fattige stort set ikke har mærket nogen fremgang, men at en hel række bønder er blevet drevet ud i fattigdom af det frie marked og pengeudlånerne. I det socialistiske Vestbengalen er situationen anderledes med både større produktion og en organisering og registrering af alle småbønderne.

Fjerde kapitel – Apartheid døde ikke
Dette er måske bogens mest kontroversielle kapitel. Pilger, som 30 år tidligere blev smidt ud af Sydafrika som uønsket, vender tilbage og har samtaler med en række tidligere og nuværende ANC-ledere, heriblandt Mandela.

Udviklingen i Sydafrika fra ANC's magtovertagelse har ikke ført til forbedringer for de sorte, ja faktisk er gennemsnitsindkomsten for sorte faldet med 19 procent, samtidig med at den er steget med 15 procent for hvide.

Pilger beskriver tiden op til apartheidsystemets fald, hvor der foregik forhandlinger mellem ledende apartheidpolitikere, forretningsfolk, amerikanske embedsmænd og ANC-ledere. I denne periode valgte en række ANC ledere, herunder Mandela at forkaste ANC's Frihedscharter og i stedet tilslutte sig en række neo-liberalistiske tiltag.

ANC lederne fraskrev sig nationaliseringerne, de fraskrev sig tilbagegivelse af jord og gennemførte i stedet nedsættelse af lønningerne for de dårligst lønnede offentligt ansatte. Mandela kritiserede endda en række apartheidmodstandere for at føre retssag mod firmaer, der var involveret i apartheidsystemet.

Til gengæld blev en hel række ANC-ledere en del af et samarbejde med storkapitalen – det skaffede dem direktørposter og masser af millioner i personlige formuer. De såkaldte WaBenzier er opkaldt efter deres store Mercedes Benz biler, forrådte ANC og den sorte befolkning, men trods tilbageslaget viser Pilger en række bevægelser, der nu kæmper mod ANC's ledelse for forandringer. Med Mandelas egne ord:”Hvis ANC ikke leverer varen, må folket gøre det samme med det, som det gjorde med apartheidstyret.”

Femte kapitel – Befrielsen af Afghanistan
I dette kapitel får vi en beskrivelse af USA's samarbejde med fundamentalistiske kræfter i kampen mod russerne i Afghanistan. Vi hører om opbygningen af mujahedinerne, om radikaliseringen og samarbejdet mellem Taleban og olieindustrien.

Vi får tilbagevist mainstream-mediernes historier om Afghanistan, bl.a. hvordan stort set alle bistandsmidler fra USA går til ”den militære koalition”, og at kun 3 procent går til opbygning.

Jeg kan kun opfordre til at læse bogen, som er både velskrevet og giver masser af ny viden. Trods sit dystre tema er Pilger også fuld af håb. Det går som en rød tråd gennem de fem kapitler, at trods bedrag og modstand er der altid kræfter, der kæmper mod uretfærdighederne.

"Frihed næste gang" af John Pilger, udgivet på det Poetiske Bureau. 334 sider, 150 kr.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: 9vR3RP
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk