13.08.10 | Falle Hjorth

Tip en ven       |     Print  

Antikapitalistiske krav: Profitstyringen af energiforsyningen skal stoppes

Hvis klimakatastrofen skal afværges, kræver det en dramatisk ændring af energipolitikken. En sådan ændring nødvendiggør indgreb i den markedsstyring af energiforsyningen, som regeringen og EU har etableret.

 

Artikelserie om
antikapitalistiske krav

 I foråret arbejdede en arbejdsgruppe i SAP med udviklingen af antikapitalistiske krav. Gruppen bestod af Anders Hadberg, Falle Hjorth og Michael Voss. I første omgang resulterede arbejdet i et arbejdspapir, som er udsendt blandt SAP’s medlemmer, og som er diskuteret i SAP’ Landsledelse.

Arbejdspapiret indgår også i arbejdet i den arbejdsgruppe under Enhedslistens hovedbestyrelse, som skal producere en Krisepjece 2 med fokus på kriseløsninger.

På baggrund diskussionerne i SAP har arbejdsgruppens medlemmer omarbejdet arbejdspapiret til fire artikler, som vil blive bragt i Socialistisk Information.

Denne artikel handler om antikapitalistiske krav i forhold til energisektoren. Tidligere er bragt en generel artikel om metoden i antikapitalistiske krav. De sidste to artikler bliver om finanssektoren og medicinalindustrien.

Artiklerne skal ikke læses som ét samlet program, heller ikke som færdigudviklede sektorprogrammer, men som eksempler på, hvordan vi kan gribe udviklingen af antikapitalistiske krav an.

Vi håber, at diskussionerne i Enhedslisten, SUF og på andre dele af venstrefløjen kan udvikle og forbedre dem.
 

I 2008 erklærede den dengang siddende statsminister Rasmussen, at en grøn omstilling af vores energiforbrug var vor tids store udfordring og nødvendig for at forhindre en klimakrise. Denne rigtige konstatering blev imidlertid knyttet tæt sammen med ”Danmarks” – læs aktionærernes – store muligheder for at tjene penge på denne omstilling.

I dag, to år efter, kan man først og fremmest konstatere, at Danmark fortsat er et af verdens mest CO2-udledende lande målt pr. indbygger, og at Danmark med den nuværende kurs først vil være CO2 neutralt i år 2175... Eller sagt på en anden måde: Danmark yder en solid indsats for, at vi styrer direkte mod en klimakatastrofe.

På den anden side kan man konstatere, at energiforsyningen mere end nogensinde før er lagt i hænderne på selvstændige virksomheder, hvis forretningsmæssige interesser styrer udviklingen. Den eneste offentlige styring er de såkaldte CO2-kvoter, som via EU dels er blevet uddelt med rund hånd, dels kan købes og sælges, så de har været stort set uden effekt. Bortset fra dette har regeringen har valgt at lade udviklingen styre af markedskræfterne, dvs. profitinteresser, på alle væsentlige områder.

Og det er der, vi finder roden til problemerne.

 

Nordsøolien

Nordsø-olien er fortsat i hænderne på private interesser (Mærsk-Møller/DUC), der har fuld drøn på oppumpningen af de fossile brændstoffer – naturligvis for fortsat at kunne hente en profit på tocifrede milliardbeløb hjem hvert år. Staten har fået en beskeden del (som end ikke er blevet brugt til f.eks. udvikling af vedvarende energikilder, men til alt muligt andet). Kapitalinteresserne, der har fået nordsøolien til spotpris, har naturligvis ingen anden interesse end at maksimere deres profit indenfor de nærmeste få år. Dette står i direkte modsætning til en langsigtet energipolitik, der taler for at bruge noget olie og gas lokalt i en omstillingsperiode – og så lade resten ligge.

Hvis skuden skal vendes på det klimapolitiske område, er udviklingen af energiforsyningen – sammen med boligopvarming/isolering, transport og landbrug – helt afgørende at få styr på.

 

Undergrunden tilhører samfundet

Derfor skal der ikke tage udgangspunkt i, hvad erhvervslivet ønsker eller forlanger, men i, hvad der faktisk skal til for at løse klimaproblemet på en økologisk og socialt forsvarlig måde.

Det betyder, at regeringen skal presses til at gennemføre nogle stramme rammer for, hvordan alle de virksomheder, der har med energi at gøre, skal opføre sig.

Det vil sige:

- Nordsø-olien skal ikke pumpes op hurtigst muligt. Hvor hurtigt, hvor meget og hvornår der skal pumpes, er et politisk spørgsmål, som der skal tages politiske beslutninger om. Danmarks undergrund tilhører ikke hr. Møller, men samfundet.

- Så længe private firmaer står for oppumpningen, skal det ske for en fast takst, der dækker dette arbejde. Men her taler vi om et helt andet (dvs. mindre!) beløb, end det den nuværende aftale indbringer Mærsk Møller m.fl.

- Ejendomsretten til olien og gassen bør naturligvis tilhøre samfundet, så hvis og når (!) priserne for disse råstoffer bliver stadigt højere, er det samfundet, der skal indkassere denne ekstra-bonus.

- For at sikre fuld gennemskuelighed med hensyn til betalingen for oppumpningen hhv. råstoffernes værdi, skal alle regnskaber m.v. lægges åbent frem i offentligheden.

Hvis de private firmaer ikke vil affinde sig med disse betingelser, må et statsejet selskab baseret på de nuværende ansatte og det nuværende materiel overtage jobbet.

 

 

En succes?

Den danske vindmølleindustri er en meget omtalt succeshistorie, ikke mindst VESTAS. Og ligesom tilfældet er med Mærsk, er det VESTAS, der stiller krav til den danske regering – aldrig omvendt.

Aktuelt har industrien krævet vindmølle-test-parken i Østerild gennemført, uanset de relevante protesterne mod netop denne placering fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening. - Ellers må vi investere forskningsmilliarderne i et andet land, truer virksomhederne.

Alene sidste år var der f.eks. et overskud på 6 mia.kr. i koncernen, og for kort tid siden fik man den største ordre nogensinde. Alligevel er VESTAS en usikker arbejdsplads. I 2008 blev der outsouced 3000 arbejdspladser, og i 2009 blev der fyret 1275 på Lolland. Samtidig blev der fyret 600 arbejdere på VESTAS’ Isle of Wight-fabrik. Her besatte arbejderne fabrikken og krævede, at staten fortsatte dén vindmølleproduktion, som der jo i høj grad er brug for – både i England og i Danmark.

Lige nu er der gode udsigter til, at den nye kæmpeordre også giver flere arbejdspladser på VESTAS-fabrikker i Danmark. Men som privatkapitalistisk firma styrer VESTAS målrettet efter det størst mulige overskud. Så hvis vindmøller til Nordsøen pga. lønniveauet kan produceres billigere i et andet land, så bliver de produceret dér. Og hvis ordrebogen er slunken, bare en kort periode – og sådan er det jo ofte i en markedsøkonomi – så er der fyringer, først og fremmest i Danmark, hvor lønnen er relativt høj og fyringerne billige.

At den danske vindmølleproduktion udelukkende har aktionærernes overkud for øje, har altså den konsekvens, at produktionsapparatet ikke udnyttes optimalt, men skiftevis gløder og kører på halv kraft, så medarbejderne skal leve med jævnlig arbejdsløshed.

En anden konsekvens af privatejet er, at det årlige milliardoverskud ikke betyder flere vindmøller, men bare havner i aktionærernes lommer.

 

Mølleproduktion som vinden blæser

Der skal fuld knald på vindmølleindustrien!

- Men det betyder ikke, at private firmaer f.eks. skal have lov at diktere, at deres testpark skal ligge midt på trækfuglenes rute, når der kan findes andre og bedre placeringer.

- Og det betyder da slet ikke, at kortvarige konjunkturer eller konkurrence på lønområdet skal gøre vindmølleproduktion i Danmark til en usikker branche.

- Det må kræves, at vindmøller, der skal stilles op i Danmark, i det væsentlige også skal produceres i Danmark. Det er alene af miljømæssige grunde helt sygt at køre Europa tyndt med de tonstunge og kæmpestore dele, en moderne mølle består af.

- Der skal være forbud mod fyringer i den danske vindmølleindustri. Tvært imod skal der ansættes flere folk. Der er masser af ledige hænder – og påtrængende brug for møllerne. Der må startes en offentlig vindmølleproduktion, der med de ansatte som ledelse kan sikre en hurtig og effektiv produktion af den enorme danske vindenergi-produktion, der skal etableres – uden at der skal skrives milliardprofitter på regningen.

 

Hvis private firmaer kan konkurrere, er de selvfølgelig velkomne til det. Men hvis de agter at lukke deres produktioner i Danmark, f.eks. pga. outsourcing, vil der være god brug for at overtage produktionsanlæggene til en offentlig produktion.

Privat strømforsyning

Privatiseringen af el-markedet har – til trods for, at den største aktør, DONG, stadig er ejet af staten (men fungerer som et kommercielt selskab, hvilket er første trin i en planlagt privatisering) – også underlagt produktion og salg af el en rendyrket profitstyring. Resultaterne er, forudsigeligt nok, at selskaberne vælger de mest rentable produktionsformer, som ofte er afbrænding af fossile brændstoffer (herunder nabolandenes a-kraft), mens den helt afgørende udbygning af vindkraften og andre former for vedvarende energi er gået næste i stå. DONG har endda været aktive for at forhindre kommuner i at omstille til vedvarende energi, fordi dette kom på tværs af deres kommercielle interesser.

DONG har også brilleret ved en prispolitik med en tårnhøj grundafgift og lav forbrugsafgift, som absolut ikke stimulerer energibesparelser, men til gengæld har kunnet bruges til dumping i forhold til erhvervskunder. Mens priserne for almindelige husholdninger siden privatiseringen af området, dvs. i perioden 1998-2010, er steget med 107% (langt mere end de grønne afgifter), er den for erhvervskunder kun steget med ca. 60%.

De største aktører i Danmark, DONG, svenske Wattenfall og tyske EON, er fulde af grøn mundsvær, men deres forretningsinteresser driver dem konstant i den stik modsatte retning. Selv deres generøse tilbud om køb af ”grøn strøm” til overpris er en klam reklamefidus, da regnskabet hele tiden ender i kvotehandler, hvor CO2-udledningen så bare flyttes et andet sted hen.

 

El fra vedvarende energikilder

Elselskaberne skal ikke fungere efter kommercielle principper. Deres mål skal være: at sikre hurtig omlægning til vedvarende energikilder, et generelt meget lavere forbrug, og at denne udvikling også kommer almindelige forbrugere til gode (lavere elregning, fortsat stabil forsyning).

- Elpriserne skal fastsættes politisk – både den del, der går til elselskaberne, og de grønne afgifter. Grundafgiften og betalingen af et passende lavt elforbrug pr. person skal sættes lavt, hvorimod et stort forbrug skal være dyrt. Målet er på en gang sociale hensyn og klimavenlig adfærdsregulering.

- Elselskaberne skal hurtigst muligt afvikle al kul- og oliebaseret elproduktion i Danmark. Der skal i stedet produceres el vha. vindmøller, solceller og bølgeteknologi. Folketinget skal beslutte en plan for omlægningen – med et procentmaksimum for fossil energi, der falder år for år. Der skal selvfølgelig betales CO2-afgift for al fossil el-produktion, men ikke for el produceret ved vedvarende energi.

- Der indregnes et overskud i de aftalte priser, men dette skal anvendes til investeringer i den ovenfor omtalte omlægning til vedvarende energi.

- Elselskaberne skal give al mulig hjælp og gunstige betingelser (modregning og køb af strøm) for lokale vindmøllelaug, baseret på kommunal investering og/eller lokale beboere/boligforeninger, der køber andele i forhold til deres forbrug. Det kan både være vindmølleparker på land, i lokalområdet, eller i havet, der på den måde kan sikres folkelig opbakning og engagement.

 

For at sikre, at DONG fuldt ud lever op til sådanne retningslinjer, er det oplagt, at DONG ikke skal privatiseres, men tvært imod være statsejet og styres demokratisk – af brugere, ansatte, politiske repræsentanter og miljøorganisationer.

Hvis de øvrige aktører på det danske marked ønsker at fortsætte på de ovennævnte betingelser, skal der etableres fuld åbenhed om deres regnskaber, produktionsforhold m.v., og der skal nedsættes en kontrolgruppe med samme sammensætning som ovennævnte, der kan påse, at retningslinjerne overholdes.

Det er ganske sandsynligt, at Wattenfall, EON m.fl. vil finde sådanne krav ikke bare horrible, men også i strid med EU-direktiver om liberalisering af el-markedet, EU-retten mht. fri konkurrence osv. osv.

Til det må svaret være, at ligesom børnenes sundhed kommer før legetøjsfabrikanternes frie konkurrence, så kommer forebyggelsen af klimakatastrofen før energiselskabernes frie konkurrence. Så hvis de ikke kan finde ud af at lave det hårde, men nødvendige kursskifte, så må vi overlade det til nogle andre, mere demokratiske organisationer.

 

Sol og bølger – en samfundsopgave

Endelig har den markedsstyrede energiforsyning betydet, at vi er et af Europas mest tilbagestående lande mht. solceller, og at udviklingen af den potentielt store produktion af bølgeenergi er gået helt i stå. Begge teknologier rummer enorme muligheder, og forskere på danske universiteter er fint med. Men regeringen har lænet sig tilbage og ventet på, at nogle private firmaer skulle få lyst til at gå i gang.

Udviklingen af såvel solceller som bølgeenergi er en blanding af energiproduktion og forskning.

- De private firmaer har åbenbart ikke endnu fundet solenergien profitabel nok til at få den udbredt. Derfor må de tvinges til at spytte i bøssen med en energi-særskat, der sammen med statslige investeringer bruges til at etablere et offentligt ejet, medarbejderstyret produktions- og forsknings-selskab, som kan producere og forske i solceller – herunder etablere realistiske testprojekter med nye former for solceller, der kan bringe forskningen videre. I første omgang kan man jo forsyne alle offentlige byggerier med solceller.

- Tilsvarende må staten f.eks. i samarbejde med en vesterhavs-kommune etablere et storstilet forsøg med bølgeenergi – og medvirke til at få denne teknologi gjort anvendelig, så den kan blive sat i egentlig produktion.

- Gennem den ovenfor omtalte politisk besluttede plan for energi-omlægningen skal det sikres, at der hele tiden er afsætning for den energi, der produceres i disse udviklingsprojekter.

Hvis og når disse energiformer – og dermed disse selskaber - for alvor bliver konkurrencedygtige, skal de hverken sælges eller foræres til private profitmagere. Et medarbejderstyret non-profit-selskab vil kunne fokusere på udbredelsen af produktet – og dermed nedbringelse af CO2-forbruget – som mål, frem for maksimering af profitten.

Og dét er der brug for.

 

Debat i bevægelserne

Derfor er der også brug for, at socialister tager sådanne krav op til diskussion i klimabevægelsen. Ikke for at gøre dem alle til en del af det fælles grundlag i dag – hvis det er på bekostning af bredden i bevægelsen. Men fordi sådanne krav er nødvendige for faktisk at løse problemerne på længere sigt. Derfor er det nødvendigt at vinde større og større opbakning bag dem, så der efterhånden kan udvikles en bevægelse på grundlag af den slags krav.

Også i fagbevægelsen må jorden gødes for angreb på kapitalens skalten og valten med energien. Ud over den fælles interesse i at afværge klimakrisen, har fagbevægelsens medlemmer oplagte interesser i en energipolitik, der reelt skaber grønne jobs, ikke bare grønne - eller oftere sorte - profitter.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: Xm8dmE
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk