12.11.10 | Michael Voss

Tip en ven       |     Print  

Lars Hedegaard (2): Gør SAP til sympatisør af Blekingegadebanden

Lars Hedegaard påstår, at SAP og venstrefløjen sympatiserede med Blekingegadebanden. Den vanvittige anklage kan ikke alene forklares med uvidenhed. Der er tale om rendyrket løgn og manipulation.

Afsløringen af Blekingegadebanden og debatterne om Informations dækning af sagen blev ”vendepunktet i mit liv” skriver Lars Hedegaard sine erindringer. Så betydningsfuldt har det været, at han har afsat et helt kapitel til emnet, selv om det foregår ni år efter den periode, bogen ifølge undertitlen skal omhandle 1942-80.

Hemmelig hovedkilde
Da Blekingegadebanden i 1989 blev anholdt, var Lars Hedegaard redaktør på Information. Kort efter anholdelserne bragte avisen en række artikler, der beskrev gruppens baggrund i Gotfreds Appels mini-organisation Kommunistisk Arbejderkreds (KAK). Artiklerne, skrevet af avisens rockmusik-anmelder, var en blanding af anonyme kilder, referat uden kildehenvisning og direkte citater af udtalelser, som var op til 25 år gamle.

Nogle uger efter offentliggørelsen kom det frem, at forfatteren, Lars Villemoes, selv havde været en del af miljøet omkring KAK, og at store dele af artiklerne var ”personlige erindringer”. Det havde Information ikke oplyst.

Artiklerne vakte stor opsigt, fordi det var første gang, at politiets påstand om en politisk motiveret kriminel gruppe blev støttet af andre. De vakte kritik på venstrefløjen af forskellige grunde. Nogle mente, at de kriminaliserede mistænkte, inden de var dømt. Andre beskyldte Villemoes for politistikkeri. Men den mest gennemgående kritik handlede om, at kilderne var anonyme, og at Villemoes ikke havde redegjort for, at han selv var en af hovedkilderne.

Lars Hedegaard forsvarede Villemoes – i modsætning til mange andre på Information. Det er denne konflikt, der tilsyneladende har mærket Hedegaard så dybt.

Beundring for Blekingegadebanden?
I stedet for at analysere KAK’s forhold – og mangel på samme – til resten af venstrefløjen, og i stedet for at tage en seriøs diskussion om journalistisk moral, bruger Hedegaard begivenhederne til at rette et frådende angreb på venstrefløjen og på hans tidligere kolleger. Den insinuerende og udokumenterede form genkendes fra resten af bogen og i det hele taget fra Hedegaards del af højrefløjen. En anden Informations-redaktør, Lasse Ellegaard, ville af med Lars Villemoes, skriver han. Dokumentation er noget, Ellegaard - ”efter, hvad der bliver fortalt” - skulle have sagt på en julefrokost.

Venstrefløjens kritik af artiklerne får ham til at konkludere: ”Det, der virkelig gik dem på, var, at Information ikke ville anerkende Blekingegadebandens bedrifter som beundringsværdige udslag af venstreorientering.”
At enkeltpersoner med den holdning eksisterede, er korrekt, men det er dybt useriøst som beskrivelse af 99 % af venstrefløjen.

Mod bedre vidende
Helt grotesk bliver det, når han inkluderer den organisation, han selv havde været medlem af indtil begyndelsen af 80’erne, SAP. Her kan uvidenhed ikke være forklaringen. Hedegaard ved bedre.
Selv har jeg den ære at blive citeret, fordi jeg som journalist på SAP’s ugeavis, Klassekampen, forsøgte at få Villemoes og Hedegaard til at udtale sig om artiklerne (se artiklen i Klassekampen her)
Et andet medlem af SAP, Frede Jakobsen, bliver ”hængt ud” for at have sagt, at der ikke fandtes dokumentation for, at de anholdte var terrorister. Det gør der sådan set stadig ikke den dag i dag, og de blev da heller aldrig dømt for terrorisme.

I forlængelse af en længere argumentation for, at Blekingegadebandens aktiviteter ikke havde noget med socialisme og venstreorientering at gøre, skriver Hedegaard, at hans argumentation ikke gjorde det ringeste indtryk ”heller ikke blandt de danske trotskister, der burde have vidst bedre”.

Efter – i et senere kapitel om hans politiske arbejde i SUF - at have forklaret, hvordan SUF blev til RSF og senere til SAP, skriver han totalt umotiveret: ”Det var også i SUF, at nogle af de senere medlemmer af Blekingegadebanden tog deres første spæde skridt på samfundsomvæltningens vej.” At stort set alle dele af det, der blev til 70’ernes virvar af venstrefløjsorganisationer, havde deres udspring i SUF, og at trotskisterne og KAK-gruppen intet havde med hinanden at gøre, er ligegyldigt, når Hedegaard mod bedre vidende skal antyde en forbindelse mellem SAP og Blekingegadebanden.

Skarp kritik af Blekingegadebanden
Sandheden er, at ganske få dage efter arrestationerne, den 11. maj, bragte Klassekampen en lederartikel, ”SAP mener”, med overskriften ”En kniv i ryggen på palæstinenserne” (se artiklen her). Dette er før både Villemoes’ artikler og Lars Hedegaards analyser i Information.

I artiklen fastslog vi, at man ikke kunne vide, om politiet havde ret i, at der var tale om en gruppe venstreorienterede, som havde begået røveriet for at sende pengene til PFLP. Men vi skrev også, at man ikke kunne udelukke det.

Vi skrev, at det var nødvendigt at åbne diskussionen om, hvordan venstrefløjen kan være solidarisk med palæstinensernes kamp – for det tilfælde, at politiets sigtelser var korrekte.
I lederen skrev vi bl.a.: ”At kvæste postbude, slå bankbude ned og udsætte andre lønarbejdere for fare efter en bevidst plan, kan aldrig gavne solidaritetsarbejdet eller noget andet socialistisk arbejde.”

Vi refererede den permanente kampagne mod venstrefløjen for at være voldelige uromagere og terrorist-sympatisører og skrev: ”Denne kampagne har fået en uvurderlig håndsrækning af bankrøvergruppen… Effekten af røverierne har også været at støde en masse danskere fra sig – folk, der ellers kan overbevises om anti-imperialistiske og socialistiske synspunkter.”

Som omtalt skrev vi også senere kritisk om Lars Villemoes-artiklerne, men kritikken var rettet mod det faktum, at forfatteren ikke havde redegjort for sin egen involvering i KAK-miljøet, og at hans artikler blev utroværdige, når han citerede 25 år gamle udtalelser efter egen erindring.

Utroligt og usandsynligt
Andre på venstrefløjen formulerede ikke en så direkte politisk kritik af Blekingegadebanden, og mange var overbeviste om, at Villemoes var fuld af løgn og gik politiets ærinde.

Men hvad Hedegaard ikke vil forstå, er, at disse mennesker, ligesom det meste af venstrefløjen, ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at der var venstreorienterede, der ville handle sådan. De havde knap nok mødt dem, de havde aldrig diskuteret med dem, og røverier lå så milevidt fra de aktiviteter, som venstrefløjen stod bag, at mange var overbeviste om, at der måtte være tale om et ”frame-up” fra politiets og Villemoes’ side.
Hvad forløbet illustrerer, er altså ikke en ideologisk, holdningsmæssig eller praktisk sammenhæng mellem Blekingegadebanden og resten af venstrefløjen, men den enorme kløft mellem dem.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: Zr7xER
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk