RELATEREDE ARTIKLER

Hjælp vores kammerater i den værste flygtningekrise i nyere tid Baba Jan for Højesteret Alternative nyheder fra Indien og Kashmir Kammerat Ruben er død Smædekampagne mod Baba Jan og hans parti Med rigsretsdommen mod Park Geun-hye har ”stearinlys”-bevægelsen vundet en vigtig sejr Verdens største generalstrejke Baba Jan og hans kammerater dømt til 40 år i fængsel Filippinernes nye stærke mand Fanget i Kinas klapjagt på faglige aktivister Nationalisme og krigsmageri vandt valget Fra lokomotiv til bremsevogn "Jeg er marxist" Anti-terrordomstolene terroriserer arbejdere, fagforeningsledere og aktivister i sociale bevægelser Støt Hong Kong-borgernes kamp for frie valg Hvorfor regeringen ikke stopper højrefløjens sabotage Hayian-Yolanda: Klimaets budbringer 40.000 demonstrerer mod atomkraft i Tokyo Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Støt asiatiske kammeraters regionale samarbejde En højreorienteret sejr Sabelraslen eller trussel mod mange millioner? Den tabte krig Det 21. århundredes socialisme i Pakistan? Stop de territoriale konflikters onde cirkel Høj bølgegang i den indonesiske arbejderbevægelse Baba Jan løsladt Arbejderkampe angriber elitens magt Terroranklage mod aktivister Den filippinske stat i stormens øje Fjerde Internationale går stærkt frem i Asien Update: Socialister frigivet Et år efter katastrofen på Fukushima atomkraftværket International aktionsdag mod atomkraft Hvilke nye vinde blæser i Burma? Sociale bevægelser i Mindanao har brug for hjælp efter stormen Venstrefløjen og de sociale bevægelser kæmper i Bangladesh Et slag mod Pakistans fagbevægelse Brutal undertrykkelse i det nordlige Pakistan Jaitapur: en ny nuklear tåbelighed Appel om solidaritet med malaysiske socialister Hævnfølelsen stopper ikke med Osamas død Økonomisk solidaritet med ofrene og de evakuerede fra jordskælvet, tsunamien og atomkatastrofen i Japan Katastrofen i Japan og dens konsekvenser Ikke med godgørenhed alene Stræben efter sindsro i en krigshærget region Den internationale situation sommeren 2010 Det ødelagte Pakistan venter på hjælp Hjælp "Labour Relief Campaign" med at hjælpe folk i Pakistan Ny fase i klassekampen Alcatel på oprørt hav Militære operationer styrker fundamentalisterne Fra valgfiasko til eskalerende krig Bryd tavsheden om krigen Militæret holder hånden over Taliban Socialistisk revolution, kapitalistisk genopretning Støt kampen mod Taleban og det pakistanske militær Den religiøse fundamentalisme, militæret – og befolkningen De første ni måneder med Pakistan Peoples Party Indiens ledere bør søge i egen baghave Den nye kinesiske kapitalisme Den gode krigs blændværk Afvis imperialistisk indgriben i Georgien! En besejret diktator

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Pakistan | Asien

01.01.11 | Pierre Rousset

Tip en ven      |    Print  

Et lille masseparti: Erfaringer fra Labour Party Pakistan

LPP blev grundlagt i 1997 og har udviklet sig bemærkelsesværdigt gennem de sidste få år. Det være sig i form af medlemstilgang (i dag mere end 7.000), geografisk udbredelse (nu i alle landets provinser) og social forankring (blandt bønder, arbejdere, kvinder mv.).

Denne udvikling er så meget desto mere betydningsfuld set i lyset af, at partiets oprindelige kerne for ikke så længe siden blot var en politisk ”smågruppe” (Kampen) med trotskistiske rødder. Gruppen havde base i Punjab, og en håndfuld kommunistiske kadrer, især i Sind, meldte sig ind med henblik på dannelsen af en ny organisation.

Dynamikken i LPP står i kontrast til inertien på den traditionelle venstrefløj i et land, som har oplevet en lang række af militærregimer, er blevet splittet af konfrontationen mellem sunnier og shiiters religiøse fundamentalisme og som er blevet destabiliseret af NATOs krig i Afghanistan og af Talibans morderiske handlinger. Erfaringen med LPP i denne situation er meget interessant.

 

En historisk svag venstrefløj

 

To opdelinger
I 1947 var arbejderbevægelsen svag i de provinser af det britisk-indiske imperium, som i dag kaldes Pakistan. Delingen af landet og de enorme folkevandringer, der fulgte (12 millioner forflyttede personer under forfærdelige forhold) afskar venstrefløjen fra dens bastioner på sub-kontinentet (som f.eks. Bengalen). To årtier senere førte krigen i 1971 til splittelsen mellem Vestpakistan og Østpakistan. Denne anden opdeling svækkede også den pakistanske kommunisme. Derfor var venstrefløjen på det tidspunkt faktisk bedre forankret i det, der blev Bangladesh, især fordi store hindu-befolkningsgrupper blev boende der, frem for at udvandre til den indiske side. Mere overordnet førte de traumatiske opdelinger i 1947 og 1971 efterfølgende til bølger af fremmedhad og racisme mellem forskellige befolkningsgrupper (inklusiv anti-bengalsk racisme i Punjab). Det udgjorde et dårligt klima for progressive bevægelser.

I 1947 accepterede det indiske kommunistparti princippet om en opdeling af landet. Derfor gik dets muslimske medlemmer til Pakistan og vice versa, så der blev dannet to kommunistiske partier: Det indiske (CPI) og det pakistanske (PCP). Dengang håbede de, at de muslimske referencer i den nye stat ville få mere kulturel end religiøs karakter. I starten blev dette håb opmuntret af de sekulære forestillinger, som Pakistans ”fader” Muhammed Ali Jinnah stod for. Men de kunne ikke modstå den stadige islamisering af landet.

Undertrykkelse
Det kommunistiske parti blev hurtigt genstand for undertrykkelse. Det blev forbudt første gang i 1951 og igen i 1955. Til gengæld havde det højst sandsynligt kun omkring 2000 medlemmer i 1951 (i Vestpakistan). For at genskabe sig selv indgik de i forskellige omgrupperinger og deltog i skabelsen i 1957 af det Nationale Folke (Awami) Parti.. Det kommunistiske parti havde hverken den solide programmatiske ramme eller den organisatoriske sammenhængskraft, der skulle til for at overleve den slags ”entristiske” erfaringer uden skrammer. De kommunistiske aktivister befandt sig i en underlegen position i forhold til en ledelse, som var nationalistisk, reformistisk og også ofte borgerlig.

Den kinesisk-sovjetiske konflikt
Den pakistanske kommunistiske bevægelse måtte stå ansigt til ansigt med yderligere problemer. Den kinesisk-sovjetiske konflikt forårsagede dybe splittelser i dens rækker, ligesom den gjorde mange andre steder. Men den politiske krise på venstrefløjen i Pakistan førte til et særligt alvorligt tilfælde af lammelse. I Indien gav den første splittelse i det (pro-sovjetiske) CPI anledning til dannelsen af et parti, der ønskede uafhængighed fra både Moskva og Beijing – CPI-Marxist (CPI- M). Den anden bølge af splittelser førte til fremkomsten af et maoistisk parti på den yderste venstrefløj, kendt som ”naxaliterne” (efter stedet for en bondeopstand i 1967), der deltog i væbnet kamp. Selv om den indiske venstrefløj var dybt splittet, fastholdt den en betydelig styrke.

Tingene faldt meget anderledes ud i Pakistan. I betragtning af den prestige, der var forbundet med den kinesiske revolution, blev maoismens indflydelse vigtig. Fra 1965 støttede Beijing dog militærregimet – imod Indien, som var allieret med Sovjet. Under de omstændigheder manglede de pakistanske maoister ikke bare den radikale karakter som deres indiske kolleger havde, de støttede sågar general Ayub Khans diktatur for en tid – i den ”progressive” udenrigspolitiks navn.

Det sovjetiske bureaukrati var allieret med den indiske stat, og det kinesiske bureaukrati med den pakistanske stat – altså med to stater, som var i krig med hinanden. Det pakistanske kommunistparti betalte en meget høj pris for dette fatale spil.

Den tabte chance i 1968-69
Den pakistanske kommunistiske bevægelse havde også arvet CPI’s stalinistiske strategiske vision, ”etape-teorien”: det vil sige vente på en borgerlig-demokratisk revolution, fordi det ville være håbløst at forsøge at skabe et socialistisk perspektiv for de folkelige kampe inden da. Ikke bare var de svage på det organisatoriske niveau, bevægelsen var også politisk og ideologisk magtesløs, da en kolossal bølge af arbejder, bonde- og studenterkampe skyllede hen over landet i 1968-69 og skabte en situation med dobbeltmagt i adskillige måneder. De pakistanske kommunister ønskede ikke at gribe chancen og vidste heller ikke hvordan.

Chancen var ellers så meget mere vigtig, fordi 1968 var samme år som Tet-offensiven i Vietnam, studenternes barrikader og generalstrejken i maj i Frankrig, foråret i Prag og mange andre kampe i verden. Amerikansk imperialisme ville ikke have haft let ved at intervenere militært i Pakistan, hvis det havde været nødvendigt.

Pakistans Folkeparti
Under de omstændigheder kunne Pakistans Folkeparti (PPP), som blev dannet i 1967, profitere af bølgen af sociale radikaliseringer og vinde valget i 1970. De fik støtte og tilslutning fra mange progressive miljøer og mange fagforeninger, som blev opmuntret af den socialistiske retorik og de økonomiske tiltag, partiets leder, Zulfikar Ali Bhutto talte for. Så da PPP kom til magten i 1972, var kommunisterne med i regeringen. Reformer – også til tider radikale af slagsen – blev faktisk gennemført (f.eks. nationaliseringen af nøglesektorer), men det var ikke noget exceptionelt i denne periode. Eftersom Bhutto-familien selv repræsenterede en stor feudal-kapitalistisk familie i Sind, var det håbløst at tro, at de ville angribe den etablerede orden, og venstrefløjen i partiet viste sig ude af stand til at bryde med den kontrol, som denne klan havde over PPP.

Da nogle arbejdere gik på gaden i maj-september 1972, besluttede regeringen at drukne denne folkelige bevægelse i blod: den efterfølgende undertrykkelse førte til adkillige dræbte i havne- og industrimetropolen Karachi. Bhutto havde allerede støttet krigen imod bengalerne i 1971 og undertrykkelsen af baluchi-folket. I 1973 indskrev han for første gang en islamistisk definition af den pakistanske stat i grundloven. Selv om den pakistanske venstrefløj var desillusioneret, var den ude af stand til at præsentere et alternativ til PPP.

Der var åbnet op for væksten af radikale religiøse strømninger på den yderste hørefløj. I 1977 indsatte general Zia Ul Haq et nyt militærdiktatur og starteden en proces, der førte til systematisk islamisering af landet. Efter Zulfikar Ali Bhutto blev hængt i 1979, fremstod PPP atter i et progressivt skær for fagforeningerne og de progressive aktivister, som gjorde modstand mod diktaturet. Bevægelsen for Genoprettelse af Demokratiet så dagens lys i 1981 med alle PPP’s fløje, højre, venstre og midten, som deltagere.

 

1980’erne: fra gruppen Kampen til LPP

 

Kampen blev dannet i 1980. På det tidspunkt var grundlæggerne i eksil i Holland. De tilhørte den trotskistiske strømning organiseret omkring den britiske Militant-strømning, hvis leder var Ted Grant (Isaac Blank): Komiteen for en Arbejder-Internationale (CWI, Committee for a Workers’ International). I alle lande arbejdede dens sektioner med en entristisk taktik, dvs. man arbejdede inden for et stort parti, f.eks. i Labour Party i Storbritannien. I Pakistan var det i PPP på grund af det håb, arbejderklassen nærede til dette parti, fordi man stod overfor et militærdiktatur, som gjorde kampen for demokrati til den mest presserende opgave på dette tidspunkt.

I 1986, efter 8 år, vendte den ledende kerne fra Kampen tilbage til Pakistan, hvor de udgav månedsbladet Mazdoor Jeddojuhd (Arbejderkamp). Den blev meget hurtigt konfronteret med en generel krise på den etablerede pakistanske venstrefløj. Illusionerne om PPP gik igen i opløsning, efter Benazir Bhutto kom til magten i 1988. Sammenbruddet i Sovjet skabte en dyb følelse af håbløshed og mangel på perspektiv i ret brede lag. Efter to gange at være blevet hjemløse (først fra PPP og så fra ”den socialistiske lejr”) mistede partierne med stalinistisk oprindelse det meste af deres styrke. Start-’90erne var en periode med ideologisk reaktion, som opmuntrede udviklingen af fundamentalistiske bevægelser.

Klasseselvstændighed
I denne situation med generel politisk og ideologisk forvirring fastholdt gruppen, som senere grundlagde LPP, sin socialistiske programmatiske kurs. I 1991 afsluttede den sin entristiske politik, da den helt rigtigt vurderede, at arbejderklassen ville tage afstand fra PPP. For at kunne opbygge et alternativ søsatte man i 1993 perspektivet om, at fagforeningerne kunne skabe et arbejderparti. Til dette formål dannede man det følgende år Jeddojuh Inqilabi Tehrik (JIT - Kamp Revolutionær Bevægelse), som fokuserede på det fundamentale spørgsmål om arbejderklassens politiske uafhængighed. Som vi allerede har noteret, havde de traditionelle kommunistiske organisationer allerede forladt dette princip gennem alliancer med forskellige borgerlige kræfter og dermed undermineret deres identitet og systematisk placeret sig i en underlegen position inden for de nationalistiske fronter, blokke og partier.


Det projekt, som LPP udsprang af i 1997, kan først og fremmest defineres på denne måde: at genoptage kampen for klasseselvstændighed i dens sociale, politiske og programmatiske former. På den måde lykkedes det ”de militante” som kom fra ”Kampen” at vinde fagforeninger og medlemmer fra PPP, som var utilfredse med, at deres parti ikke længere talte om socialisme.

Bruddet med CWI
Bruddet mellem det, der senere blev LPP, og dets rødder, kom i to omgange. CWI blev splittet i 1991 på grund af uenighed om at afslutte entrismen eller ej. Ted Grant og hans støtter var i mindretal, men havde støtte fra flertallet i Kampen. Mindretallet grundlagde i 1992 De Unge Kæmpere, som dannede grundlag for en uafhængig organisation. Det følgende år startede de JIT, hvis succes banede vej for opstarten af LPP.

Det endelige brud med CWI kom i 1997-98 på grund af modstand fra det internationale lederskab mod dannelsen af LPP og i det hele taget ideen om, at nationale sektioner kunne afgøre deres egen taktik.

Indflydelsen fra Militant-strømningen synes at have været meget reel i en periode i Pakistan, hvor der blev refereret til Ted Grant fra intellektuelle og journalister. Et af PPP’s parlamentsmedlemmer tilhørte deres organisation. Men det er temmelig svært at måle sammenhængskraften og implanteringen af en entristisk strømning: Hvis den ikke overtager ledelsen i det parti, den opererer i (hvilket kun sker i helt særlige tilfælde), kommer sandhedens time, når den går i gang med at opbygge en selvstændig organisation. Ved at udskyde dette øjeblik og på grund af splittelser (denne internationale strømning har været ude for adskillige splittelser) ser det ud til, at grupperne, der kom fra ”Militant” - med undtagelse af LPP - har mistet deres substans, og at deres velmagtsdage er ovre.

En usikker situation
I slutningen af 1990’erne var LPP stadig i en meget følsom situation. Den ideologiske forvirring på venstrefløjen var på sit højeste. Da man ikke længere kunne vende sig til Moskva eller Beijing, og tvunget til at erkende, at der ikke var en ”national, borgerlig” dynamik blandt de pakistanske herskende klasser, begyndte progressive intellektuelle at håbe på en modernisering af landet takket være den kapitalistiske globalisering og under vejledning fra verdenshandelsorganisationen WTO. Så mens man systematisk forsøgte at opmuntre til alliancer omkring konkrete politiske kampspørgsmål, måtte LPP således gennemføre en temmelig ensom kamp på den politiske bane.

 


Stabilitet i kampen

 

Når LPP har været i stand til at udvikle sig, som det er sket de seneste år, er det tydeligvis, fordi der eksisterede et rum for demokratisk og social modstand. Succesen i 2006 for World Social Forum i Karachi – som jeg havde mulighed for at deltage i – var et konkret udtryk for dette rum, hvor der deltog demokratiske, sociale og politiske bevægelser - et rum for frihed i et land, som levede under et militærregime og mærkede presset fra religiøs fundamentalisme. Ikke desto mindre var det ikke nemt at gribe chancen for at slå igen politisk. Hvordan gjorde LPP det?

Forsvare sin eksistensberettigelse
For det første nægtede LPP at lade sig lamme af undertrykkelse. De fleste af partiets ledere (inklusiv de kvindelige) blev arresteret på et eller andet tidspunkt i løbet af Musharrafs diktatur. Partiets kadrer i fagforeninger og bondeorganisationer risikerer dødstrusler fra godsejernes og kapitalisternes håndlangere – og nogle er blevet dræbt eller fængslet af en politistyrke, som bare følger ordrer. I Nord-Vest kan de blive mål for talibanerne (tre medlemmer er allerede blevet myrdet). Indtil nu har LPP ikke desto mindre haft succes med at bevare sit politiske råderum, dets ret til at eksistere ved at svare på undertrykkelsen med demokratisk moblisering og ved at nægte at blive drevet i skjul. På samme måde har de kvindelige medlemmer ikke givet efter for fundamentalismens stigende pres.

Fornemmelse for initiativ
LPP har også vist stor evne til at tage initiativer. De har hjulpet med den faglige organisering af særligt undertrykte sektorer af arbejderklassen, som arbejderne i teglværkerne, som tit henlægges til landlige områder. De har givet ubetinget støtte til bondekampe til trods for visse ”arbejderistiske” forbehold. De har taget initiativ til eller deltaget i mange feministiske kampe med det mål virkelig at møde de folkelige sektorers behov. De organiserede en intens solidaritetskampagne med Kashmir efter jordskælvet i 2005. De har været fuldt involveret i processen op til de sociale foraer, både i Pakistan og på internationalt niveau. De spiller en aktiv rolle i anti-krigsnetværk på begge sider af den indisk-pakistanske grænse og imod krigen i Afghanistan. De mobiliserede alle deres kræfter da advokatbevægelsen tog opgøret med general Musharraf i 2007. De udvidede deres intervention så langt som til Swatdalen midt i konflikten mellem hæren og talibanerne og mobiliserede til fordel for befolkningerne af ”internt fordrevne flygtninge”, fordrevet af krigen.

En lille anekdote kan illustrere denne sans for initiativ. En delegation fra LPP deltog i Verdens Sociale Forum i Nairobi, Kenya i 2007. Da de kunne se, at organiseringen af forummet for en stor del var i hænderne på store selskaber(!), og at restaurantpriserne var ubetalelige for de fleste deltagere, købte de ind på de lokale markeder og stillede en hjemmelavet biks op og solgte hver eftermiddag en ”anti-kapitalistisk curry”, som var en stor succes. Så på trods af et meget begrænset medlemstal dækker LPP alligevel et bredt spektrum af aktiviteter og reagerer hurtigt på politiske begivenheder.

Politisk stabilitet
LPP har også været meget politisk stabil i sin orientering. I jagten på det mindste onde har de progressive pakistanske kredse ofte haft tendens til at svinge fra den ene position til den anden alt efter omstændighederne. Da de stod ansigt til ansigt med den ineffektivitet og korruption, som det parlamentariske regime affødte, var der mange, der mere eller mindre åbent støttede militæret, som i 1999 i forbindelse med Musharrafs statskup – blot for senere at sætte deres lid til, at korrupte civile partier afløste militærdiktaturet. På samme måde kan de støtte militæroffensiven mod Taleban efter at have udvist en hel del tolerance overfor de fundamentalistiske bevægelser i anti-imperialismens navn.

LPP har altid nægtet at vælge mellem to onder: mellem de ”klientelistiske” partiers korruption og militærregimerne, mellem militæret og de religiøse fundamentalister, mellem NATO og talibanerne… I realiteten er der desuden også en høj grad af indspisthed, som forbinder disse formelt set modsatte poler.

Ved altid – i ”alt slags vejr” – at holde på den samme linje: ”hverken militæret eller fundamentalisterne”, ”hverken NATO eller talibanerne”, er LPP mere end en gang blevet forholdsvis isoleret blandt de venstreorienterede organisationer (for øjeblikket får de meget kritik, fordi de fortsætter med at sige fra over for militærets urimelige udbytning i stedet for at tie med henvisning til faren fra Taliban). Men ved at gøre det på den måde har de – på langt sigt – lagt en uundværlig linie for klasseselvstændighed. Uden den er det umuligt at genopbygge venstrefløjen. Det er det, som er vigtigt.

Mod
Lad os sige det helt enkelt: Man har brug for mod for at mangedoble de politiske initiativer i et land som Pakistan. Ikke det mod, der er nødvendigt til undergrundsarbejde eller væbnet kamp, men det mod, der skal til for at arbejde åbent på de varmeste politiske og sociale ”fronter”. Så som at demonstrere sin solidaritet med kristne landsbyboere, der bliver angrebet af islamister. Så som at holde med bønderne på et militært landbrug, der i tre måneder blev udsat for en total blokade af militæret (bondeorganisationen AMP fik dræbt 11 medlemmer mellem 2002 og 2009). Så som de kvindelige aktivister, der trodser fundamentalisterne og deres moralske orden. Så som beslutningen om at organisere sig i grænsekonfliktzonen.

 

Et nyt stadium


I løbet af de seneste år har LPP oplevet en vigtig regional udvidelse og styrket sin sociale forankring. Derfor er partiet i gang med en forvandling, og det er dét, som gør erfaringen særlig interessant. ”Kampen” startede ud som en ideologisk kompakt kerne af aktivister. Selv om partiet stadig er lille, udviser LPP i dag visse af de træk, der kendetegner et masseparti. På lignende vis havde de oprindelige kræfter i partiet hovedsageligt base i Punjab. Selv om det er ujævnt fordelt, er partiet nu til stede i hele landet. Som en konsekvens heraf er Pakistans mangfoldighed også reflekteret i partiet.

 

Parti og bevægelser
LPP forsøger sig med et originalt eksperiment med hensyn til forholdet mellem partier og sociale bevægelser. Det slutter sig sammen med bondeorganisationer og med fagforeninger i initiativer, som kombinerer sociale krav og politiske budskaber på en måde, som ikke er særlig almindelig i Frankrig. Det var f.eks. tilfældet med det store folkelige møde i Faisailabad, som blev afholdt lige efter LPPs kongres (se afsnittet herunder).

Ikke desto mindre nægter LPP at reproducere de ”organiske” relationer, der er så almindelige i det sydlige Asien mellem partier og ”deres” massebevægelser. De ”ejer” ikke en fagforenings- eller bondefront. Hvis det kun – i deres øjne – er en fælles front mellem de venstreorienterede partier og de sociale bevægelser, som kan sikre, at kampene styrkes, så må denne alliance skabes på en gennemsigtig måde, der respekterer de sociale bevægelsers uafhængighed. Allerede i 1994 støttede JIT dannelsen af den Pakistanske Arbejdersammenslutning, ligesom LPP støttede den Nationale Faglige Landsorganisation, dannet i 1998. Mere aktuelt hjalp de med etableringen af Anjaman Mozareen Punjab (AMP, Punjabs Bondesammenslutning) – især i landbrug ejet af militærinstitutioner. I 2003 bidrog de med at skabe forbindelse mellem de 22 organisationer fra landdistrikterne, som dannede den Pakistanske Koordineringskomite for Bønder. På samme måde støtter de den Faglige Fællesorganisation i Faisailabad.

Fra 1993 havde JIT besluttet sig for, med støtte fra institutioner, fagforeninger og socialdemokratiske bevægelser i Sverige, at hjælpe med udviklingen af folkelige sociale organisationer: skoler for arbejdende børn, centre til støtte for fagforeningerne, kampagner for fred… I Pakistan spillede Fonden for Faglige Uddannelser (LEF, Labour Education Foundation) en ledende rolle i disse initiativer, især fra 2000. Samme år støttede LPP dannelsen af Kvindelige Arbejderes Hjælpelinje og den Nationale Studentersammenslutning, og i 2003 den Progressive Ungdomsfront. LPP og dets forgængere har deltaget i mange enhedskoalitioner: fra 1991 den Pakistanske Anti-krigskomite, i 1992 den Fælles Aktionskomité for Folkets Rettigheder i Lahore, og i 2005 Anti-Privatiserings-Alliancen. De har også deltaget i forskellige samlingsbestræbelser mellem politiske partier på venstrefløjen, i 1997 og 2006 og gør det stadig i dag.


Denne korte opsummering af partiets historie viser en umiskendelig politisk kontinuitet mellem Kampen og det nuværende LPP: en forpligtelse til at styrke sociale bevægelser på alle områder. Den viser også, hvad der er nyt: den stigende betydning af fagforeninger og bondeorganisationer sammenlignet med foreninger og NGO’er i den tidlige periode. Med et kvalitativt spring i begyndelsen af 00’erne. Denne proces er stadig undervejs. En ny landsdækkende kvindesammenslutning bliver snart lanceret (hvor Kvindelige Arbejderes Hjælpelinje blev dannet i Punjab). Genfødslen af en radikal studenterbevægelse er stadig i sin spæde start. Når det kommer til fagforeningerne og bondebevægelserne, forbliver de splittede og meget ujævnt rodfæstet alt efter sektor og regioner.


Nye medlemmer

I dag er rekrutteringen til LPP meget mindre ”ideologisk” end i før: Den afhænger først og fremmest af aktiviteterne i partiet, både politiske (forskellige kampagner, kampen mod Musharrafs diktatur) og sociale (støtte til kampe). Altså er det ikke kun kadrer, der slutter sig til, men også medlemmer af fagforeninger og bondesammenslutninger, som dermed giver partiet dets folkelige base. På LPP’s kongres var tilstedeværelsen af fagforenings-, bonde- og kvindeledere meget mærkbar.

Denne folkelige rekruttering til LPP (stadig ujævnt fordelt efter regioner, nogle steder er der stadig kun en håndfuld medlemmer) er en kilde til styrke. Men rekruttering til partiet forbliver ofte tilfældig. Antallet af kadrer, som er teoretisk skolede, er begrænset. LPP ønsker ikke at lægge en dæmper på sin fremgang: Man må smede, mens jernet er varmt. Men det vil blive nødvendigt for dem at kunne kombinere vækst med konsolidering, hvilket er lettere sagt end gjort.

Føderalisme
En anden betydningsfuld udvikling skete på den sidste kongres, da LPP ikke længere valgte en landsledelse, men en føderal ledelse. Pakistan er et puslespil af provinser, og efterhånden som partiet udvikler sig, må det tage mere højde for dette. For første gang kom de 140 delegerede fra alle provinserne: Sind, Punjab, Baluchistan, Gilgit Baltistan (tidligere Nordlige Områder), Sareiki Waseeb, Puktoonkhawa (tidligere Nord-Vest) og Kashmir. Hensigten er at etablere et uafhængigt parti i det af Pakistan besatte Kashmir – Kashmirs Arbejderparti – samtidig med at dem fra Kashmir forbliver medlemmer af LPP. Som en indikator på denne situation foregik diskussionerne på LPP’s kongres nogle gange mellem provinsdelegationer.

Punjab er stadig den stærkeste base med 3.500 medlemmer. Men det pashtunske Nord-Vest er den region, hvor LPP har haft størst vækst for nylig (2.000 medlemmer) med hjælp fra en lille afghansk organisation. Sind, hvor en hel del ”kadrer” kommer fra PCP, er den tredjestørste provins med hensyn til medlemmer. Den føderale ledelse har 31 medlemmer, heraf 9 kvinder.

Det er så meget desto vigtigere at tage højde for de nationale realiteter og særlige fornemmelser, eftersom Punjabs elite (sammen med pashtunerne) for en stor del dominerer militæret og administrationen, hvilket stimulerer harmen fra de andre provinser. Historisk set, til gengæld, er de grundlæggende strukturer i LPP og dets partnerorganisationer også lokaliseret i Punjab. Den nuværende geografiske spredning af partiet bidrager til en mere afbalanceret forankring, men denne proces er stadig langt fra at være fuldført.

Fra et stadie til et andet
Et første stadium er blevet – i hvert fald delvist – gennemført gennem de sidste ti år. LPP er ikke en større udgave af ”Kampen”. Det er et parti som er kvalitativt bredere både i sin opbygning og i sin politiske profil: Derudover definerer det sig selv som ”marxistisk” og ikke specifikt ”trotskistisk” (selv om en programmatisk arv af anti-stalinistisk marxisme stadig er tydelig). Især dets forhold til det omgivende samfund er begyndt at forandre sig.

Selvfølgelig starter en ny fase af opbygning, samtidig med at den foregående endnu ikke er helt afsluttet. LPP vil stå overfor nye problemer og blive nødt til at løse nye vanskeligheder. Ingen sejr er sikret for altid, men vejen, som er blevet tilbagelagt har allerede givet mange lektioner. Vi må tage denne erfaring med i vores vurdering for at kunne forstå dem.

 


På venstrefløjen

 

Under mit første ophold i Pakistan gav min deltagelse i Karachi Social Forum et glimt af Pakistans progressive kræfter og forskellige sociale bevægelser, så som Pakistans Fiskerforum. Men under mit følgende besøg i 2006 (til Lahore, Rawalpindi, Murdan og Kashmir) og denne gang på mit andet besøg (til Lahore, Faisalabad, Kasur, Okara og Gurjranwala) var det min ”søsterorganisation” LPP, som bød mig (meget varmt) velkommen. Selv om jeg havde lejlighed til at møde repræsentanter fra andre strømninger, havde jeg ikke rigtig tid til at få et ordentligt indtryk af den pakistanske venstrefløjs tilstand – eller bare besøge LPP i alle provinser. Så jeg hævder ikke at præsentere et udtømmende billede af situationen og vil undgå at komme med endelige konklusioner.

Det ser dog ud til, at at den drejning i situationen, som den seneste udvikling i LPP er udtryk for, begynder at kunne mærkes længere ud. Illusionerne om globaliseringens moderniseringspotentiale og WTO bliver opløst af den kapitalistiske krise. Marx og marxismen tiltrækker en ny læserskare. De gamle strategiske forskelle, som delte stalinister, maoister og trotskister, er i gang med at blive overvundet. Adskillige grupper fra den traditionelle venstrefløj har netop dannet Pakistans Arbejderparti (WPP, Workers Party of Pakistan) – i håbet om at denne omgruppering vil holde længere end nogle af dens forgængere.

Bredden af advokatbevægelsen og den massemobilisering, som fulgte med før og efter Musharrafs fald, var virkelig exceptionel. Sociale kampe som tekstilarbejdernes i juni 2008 i Faisalabad og kampen blandt bønderne fra den militære mælkefarm i Okara er også bemærkelsesværdige, både på grund af deres varighed og på grund af deres evne til at stå op mod undertrykkelsen.

Samhørigheden mellem bondeorganisationer og fagforeninger – en samhørighed, som sikrede succes for mødet i Faisailabad kort efter LPP’s kongres – har et meget stort potentiale. Awami Tehreeks (Folkebevægelsen) lange march i Sind udtrykker dynamikken i regionale bevægelser. Afvisningen af både talibanerne og militæret, som styrkes i Nord-Vest viser, at der også der eksisterer et rum for en uafhængig venstrefløjspolitik, mens NATO’s intervention i Afghanistan synker ned i dyndet. En ny bølge af radikalisering ser ud til at tage form i studentermiljøet. I dette land, som er underlagt et meget stærkt islamistisk pres, er eksemplerne på kvinders modstand mod ”normalisering” og den rolle, kvinder spiller i mange sociale kampe (fra fiskere til bønder), imponerende. Jeg vil helt sikkert ikke påstå, at situationen i Pakistan er god! Men der har åbnet sig en sprække, som kan gøre en radikal, aktiv og principfast venstrefløj i stand til at genopbygge sig på et niveau uden sidestykke i dette land.

 

Internationalister!

 

LPP gør sig meget store anstrengelser for at konkretisere sit engagement i internationalisme. Ud over deres aktivistiske netværk og kampagner (sociale fora, antikrigsbevægelse m.v.) har de smedet vigtige forbindelser i Sverige, plejer adskillige politiske forbindelser og tager del i Fjerde Internationales liv som en permanent observatør. De ønskede så stor en udenlandsk tilstedeværelse som muligt på deres kongres og ved det massemøde, som fulgte. Der var kun seks aktivister, der besvarede deres henvendelse – og tre af dem blev nødt til at opgive rejsen, da de ikke kunne få visa: en nordamerikaner og to indere. Så der var tre til stede – en afghaner, en australier og mig – hvilket var for lidt.

Allerede i 2006 var den internationale deltagelse på WSF i Karachi et godt stykke under det niveau, som burde have matchet det, der er på spil i Pakistan og i denne del af verden. I en tid, hvor USA's imperialisme opfatter ”Afpak” som en samlet scene for krig, er det på tide, at vi bliver opmærksomme på vigtigheden af den kamp, som vores kammerater i LPP og på den pakistanske venstrefløj fører. Og også på de trusler, som hænger over dem. Vi har allerede været nødt til at gennemføre solidaritetskampagner for at beskytte dem mod undertrykkelse, og vi kommer til at skulle gøre det igen i fremtiden. Ligesom vi må hjælpe dem med at opbygge deres parti i et land, hvor der hersker sådan en voldsom fattigdom.
Det bliver sværere og sværere for pakistanere at få visa til Europa. Det er nemmere for europæere at tage til Pakistan. Opholdet der er fængslende, fordi Pakistans krigsteater også er Pakistans scene for politisk kamp. Dette er en invitation til at tage turen.


 


Fakta om Pakistan


Pakistan blev grundlagt i 1947 i forbindelse med den blodige splittelse af det britisk-indiske imperium. I starten bestod det af Vestpakistan (det nuværende Pakistan) og Østpakistan (som blev Bangladesh). Splittelsen mellem disse to lande, delt i Indiens bredde, skete efter krigen i 1971.

 

Med sine 180 mio. indbyggere (2009) er Pakistan det sjette-mest befolkede land i verden og det næststørste muslimske land efter Indonesien. Befolkningen er beregnet til at være mere end 70 procent sunnier og 20 procent shiiter, med små mindretal af muslimer (sufister, ahmadiyya-islamister, kristne, hinduer, sikher, parsister (zoroaster). I denne føderale stat, placeret ved nogle kryds mellem mange kulturelle indflydelser, er vægten af provinserne, regionerne og nationaliteterne meget stor især i Punjab og Sind ved grænsen til Indien; Kashmir under pakistansk administration og Gilgit (i Himalaya området) på grænsen mellem Indien og Kina; pashtunerne i Nord-Vest, stammezonerne på den afghanske grænse; Baluchistan på den iransk-afghanske grænse.

Som allieret med USA og Kina indtager Pakistan en geopolitisk nøgleposition der, hvor Mellemøsten, Centralasien og Sydasien mødes. Det udmøntes meget direkte på landets vestlige grænse i krigen i Afghanistan. På landets østlige grænse forbliver spørgsmålet om Kashmir en situation af latent krig med Indien, hvor begge lande er udstyret med atomvåben.

Som et landbrugsland (bomuld, ris, sukkerrør) eksporterer Pakistan især tekstiler og mad. Udover tekstiler er der kemisk industri, miner og jern- og stålindustri, byggeindustri… Servicesektorens vægt er vigtig. På landet har sociale relationer ofte stadig et særligt brutalt og ulige ”feudalt” tilsnit.

Pakistan har oplevet en islamiseringsproces – som begyndte primært i slutningen af 1970’erne – og en række klientelistiske parlamentariske regimer og militære regimer. Islamabad er hovedstaden, Lahore det bedst kendte historiske centrum, og Karachi er den største by med havn og udgør en industriel metropol.



Pierre Rousset er medlem af ledelsen i Fjerde Internationale og især engageret i solidaritet med Asien. Han er medlem af NPA i Frankrig og deltog under et to-ugers ophold i Pakistan i Labor Party Pakistan (LPP)’s 5. kongres, som blev afholdt den 27-28. januar 2010.

Oversat af Bodil Olsen fra webmagasinet International Viewpoint

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.