03.02.11 | Fjerde Internationales Forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Udtalelse: Revolutionen på vej i Tunesien og Egypten

Det tunesiske og egyptiske folk er ved at skrive de første sider i historien om det 21. århundredes revolutioner. De sender chokbølger gennem den arabiske verden, fra Algier til Ramallah, fra Amman til Sana'a i Yemen. Disse revolutioner er, indenfor de specielle historiske vilkår, der gælder for hvert enkelt samfund, resultatet af den krise, der ryster det kapitalistiske system. Opstandene mod fattigdom bliver kombineret med en overvældende mobilisering for demokrati.

Det mest afgørende træk ved en revolution er massernes direkte indgriben i de historiske begivenheder. Til almindelige tider hæver staten - uanset om det er et monarki eller et demokrati - sig over nationen, og historien bliver skabt af specialister i den slags - konger, ministre, bureaukrater, parlamentsmedlemmer eller journalister. Men i disse afgørende øjeblikke, hvor den gamle orden bliver uudholdelig for masserne, bryder de gennem de barrierer, der udelukker dem fra den politiske scene (....) En revolutions historie er for os, først og fremmest historien om, at masserne med magt gør sin entre på magtens scene for at tage herredømmet over sin egen skæbne"

Leon Trotsky, Forord til Den russiske revolutions historie.

Som i enhver anden revolution er situationenen den, at den ændrer sig fra time til time. Enhver vurdering vil utvivlsomt bliver overhalet af begivenhederne indenfor få timer eller dage. Men allerede nu kan vi sige, at det tunesiske og egyptiske folk er ved at skrive de første sider i historien om det 21. århundredes revolutioner. De sender chokbølger gennem den arabiske verden, fra Algier til Ramallah, fra Amman til Sana'a i Yemen.

Disse revolutioner er, indenfor de specielle historiske vilkår, der gælder for hvert enkelt samfund, resultatet af den krise, der ryster det kapitalistiske system. Opstandene mod fattigdom bliver kombineret med en overvældende mobilisering for demokrati. Konsekvensen af den verdensøkonomiske krise kombineret med de undertrykkende diktaturer, gør disse lande til de svage led i den imperialistiske dominans i den nuværende situation. De skaber betingelserne for at åbne en proces, der fører til en social og demokratisk revolution.

Demonstrationer, strejker, massemøder, selvforsvarskomiteer, mobiliseringer gennem fagforeninger og civile sammenslutninger, mobilisering af alle sociale klasser, "dem i bunden" og "dem i midten" som slutter sig til opstanden, "dem ovenover, der ikke mere kan regere som før", tilnærmelser mellem partier fra den radikale opposition mod systemet. Det er alt sammen elementer i en førrevolutionær eller en revolutionær situation, som i dag er klar til at eksplodere.

Det er i dag Egyptens tur til at se hundredtusinder af arbejdere, unge mennesker og arbejdsløse rejse sig mod Mubaraks diktatur.

I Tunesien blev et blodigt diktatur væltet. Det var målet for et helt samfunds had, i de folkelige klasser og især blandt ungdommen. Ben Alis regime, dets undertrykkelse, dets korruption, et system, der er støttet af alle de imperialistiske magter, Frankrig, USA, EU, skulle smides på porten.
Det er den samme bevægelse, der fejer hen over Egypten i dag.

Der er selvfølgelig historiske forskelle mellem de to lande. Egypten er det mest folkerige land i den arabiske verden. Det har en afgørende geostrategisk placering i Mellemøsten. Strukturen i staten, dens institutioner og hærens rolle er anderledes. Men det er grundlæggende den samme bevægelse, der rammer de to lande.
De tunesiske masser kunne ikke længere udholde det økonomiske system - ifølge Strauss-Kahn (direktør for den Internationale Valutafond IMF, red.) ”en af verdensøkonomiens velopdragne elever" - der udsultede dem. Priseksplosionen på de basale fødevarer, en arbejdsløshed på næsten 30 procent, og hundredetusinder af veluddannede og kvalificerede unge mennesker uden arbejde giver grobund for en social revolte der, kombineret med en politisk krise, fører til en revolution.

Der var dramatiske prisstigninger på alle nødvendige varer, blandt andet ris, hvede og majs, fra 2006 til 2008. Prisen på ris er tredoblet på fem år, fra omkring 600 dollar per ton i 2003 til mere end 1800 dollar per ton i 2008.

Den seneste stigning i kornpriserne kan illustreres med et prishop på 32 procent, registreret i løbet af den anden halvår af 2010 i indekset for basisfødevarer.

De voldsomme prisstigninger for sukker, korn og planteolieprodukter hævede de internationale fødevarepriser til et rekordniveau i december, og overskred de priser fra 2008, som udløste fødevareopstande over hele verden.

På samme tid kræver IMF og WTO ophævelse af alle toldgrænser og fjernelse af alle fødevaresubsidier.
Den seneste spekulative stigning i fødevarepriserne fremmede i et hidtil uset omfang en verdensomspændende udvikling af hungersnød, som rammer en række lande i Afrika og den arabiske verden.
Egypten har også oplevet resultatet af disse eksplosioner i fødevarepriserne. Økonomien skaber ikke nok jobs til at dække befolkningens behov. Den neoliberale politik, der er blevet gennemført siden 2000, har skabt en eksplosion i ulighed og forarmelse af millioner af familier. Næsten 40 procent af de 80 millioner egyptere lever stadig for under to dollar om dagen. Og 90 procent af de arbejdsløse er unge mennesker under 30.

Den anden bemærkelsesværdige ting er, at den egyptiske faglige landsorganisation - der ledes af medlemmer af regeringen - delvist har trukket støtten til regeringen tilbage i de to uger, der er gået siden den tunesiske opstand. De vil have priskontrol, lønforhøjelser og et system med støttet fordeling af fødevarer for folk, der ikke er i stand til at skaffe sig de basale fornødenheder som te og olie. Det er uden fortilfælde, at de faglige ledere stiller sådanne krav, for de har været overbeviste tilhængere af neoliberalismen. Det er påvirkningen fra begivenhederne i Tunesien.

I Tunesien har denne revolution dybe rødder. Den aktuelle sociale bevægelse er et resultat af en periode med mobiliseringer og bevægelser, som henter sin styrke fra de historiske kampe, som er blevet kæmpet af det tunesiske folk og dets organisationer, især forskellige bevægelser for menneskerettigheder og demokratiske friheder samt fagforeninger tilknyttet UGTT(den faglige landsorganisation i Tunesien) :

• de intellektuelles kamp for ytringsfrihed og retten til udrejse i 1999
• gymnasielevernes bevægelse i 2000
• mobiliseringen mod krigen i Irak i 2001
• den anden Intifada i 2002-2003
• strejker og demonstrationer i Gafsa i 2008
• Ben Guerdane i juni 2010
• Sidi Bouzid, som i slutningen af 2010 banede vejen for revolutionen.

Det er en historisk bevægelse, der begyndte med en kombination af et socialt oprør og afsættelsen af diktaturet, men som i dag stræber efter at gå endnu videre. Det er en radikal demokratisk revolution, som stiller antikapitalistiske sociale krav.

Ben Ali måtte flygte, men kernen af hans gangstervælde er stadig ved magten. Mobiliseringens styrke har tvunget de tidligere Ben Ali-støtter til gradvist at forlade regeringen, men mens vi skriver denne erklæring, er statsministeren stadig Ben Alis støtte Ghannouchi.

Revolutionen vil gå endnu længere: "Ud med RCD", "Ud med Ghannouchi". Bag disse krav er det hele det politiske system, alle dets institutioner, hele det undertrykkende apparat, der skal rykkes op med rode. Det er nødvendigt at gøre op med hel Ben Ali-systemet, og etablere fulde demokratiske rettigheder og friheder, ytringsfrihed, strejkeret, demonstrationsret, frihed til at danne foreninger, fagforeninger og partier, afskaffelse af præsidentembedet og indsættelse af en midlertidig revolutionær regering.

Når man er sluppet af med diktaturet og alle de virksomheder, der ønsker at beskytte den herskende klasses magt, betyder det, at man lukker op for en proces med frie valg og en grundlovgivende forsamling. Denne proces må bygge på organiseringen af komiteer, råd, koordinering og folkelige råd som er opstået i den proces, hvis det ikke skal ende med at bliver generobret af et nyt oligarkisk regime.

I denne proces vil antikapitalisterne forsvare de centrale krav i et program, der bryder med imperialismen og den kapitalistiske logik, en opfyldelse af de folkelige klassers vitale behov – brød, løn, jobs, omorganisering af økonomien med udgangspunkt i grundlæggende sociale behov, gratis og tilstrækkelig offentlig service, skoler, sundhed, kvinderettigheder, radikale jordreformer, socialisering af bankerne og de økonomiske nøglesektorer, udvidelse af den sociale sikring i forhold til arbejdsløshed, sundhed og tilbagetrækning, eftergivelse af gælden, national og folkelig suverænitet. Det er programmet for en demokratisk regering, der vil stå i arbejdernes og befolkningens tjeneste.

På samme tid organiserer arbejdere og unge mennesker deres egne sammenslutninger og komiteer for at organisere forsvaret af distrikterne, for at drive RDS-lederne fra statsadministrationen eller de store firmaer ud, for at reorganisere fordelingen af fødevarer. De mest militante sektorer og de mest radikale må støtte, inspirere, organisere og koordinere alle disse selvorganiserede strukturer. Det er dem, man kan bygge på, for at opbygge en demokratisk magt for de folkelige klasser.
I Egypten er landet, når dette skrives, i en tilstand af oprør. På trods af den blodige undertrykkelse, udvikler den folkelige mobiliseringsbølge sig. Der er hundredtusinder af demonstranter i gaderne i Kairo, Alexandria og Suez. Det regerende NDP-partis kontorer og symbolerne på regimet er blevet angrebet. Hadet til Mubarak-systemet, den totale forkastelse af korruption og kravet om opfyldelse af vitale sociale krav mod prisstigninger har provokeret og stimuleret til mobilisering af alle de folkelige klasser. Regimet er vaklende. Hærens ledelse, der er støttet af USA har forsøgt et "selviscenesat kup" ved at sætte Omar Suleiman, leder af efterretningstjenesten og en af det eksisterende regimes støtter, op ved siden af Mubarak som vice-præsident. Hæren er under pres. Der har væres scener med fraternisering mellem befolkningen og soldaterne, men stillet overfor egypternes beslutsomhed kunne hærledelsen også risikere at vælge konfrontation og brutal undertrykkelse. Kravet fra millionerne i gaderne er krystalklart. Mubarak må gå af, men det er hele det diktatoriske system, hele det undertrykkende apparat, der må brydes ned og afløses af en demokratisk proces med fulde rettigheder og friheder i stedet. Det næste skridt er opfordring til mobiliseringsdagen den 1. februar.
Også i Egypten er det nødvendig at gøre op med diktaturet og at grundlægge en demokratisk proces med alle rettigheder og grundlæggende demokratiske friheder.

Den nuværende bevægelse er den vigtigste, siden brødopstanden i 1977, men også denne har dybe rødder.
Gennem de sidste 30 år har Mubarak opretholdt et diktatorisk regime. Han har fængslet og myrdet sine modstandere, undertrykt enhver uafhængig ytring fra de sociale bevægelser og den politiske opposition.

Valgfarcen i november 2010, der var fuldstændig kontrolleret af NDP, der vandt over 80 procent at pladserne, er det seneste eksempel. I de sidste få år har der været vigtige strejkebevægelser især blandt tekstilarbejderne i El-Mahalla, generalstrejker og demonstrationer og forskellige sociale protester. De store antiimperialistiske mobiliseringer mod den militære besættelse af Irak og Afghanistan i 2004 viser forkastelsen og isoleringen af et regime, der kun holdes ved magten gennem støtte fra USA og EU.

Egypten er, sammen med Israel og Saudi Arabien, en af de tre støtter for den imperialistiske politik i regionen. USA, Israel og Europa vil gøre alt, hvad de kan for at forhindre Egypten i at slippe ud af deres indflydelseszone, og de vil gøre alt, hvad de kan for at modsætte sig en revolutionær udvikling af protesterne.

Den tunesiske revolution sætter den arabiske verden i flammer. For en hel generation er det deres første revolution. Alt kan ændre sig i dag med det egyptiske folks opstand. Mobiliseringen vil utvivlsomt få efterdønninger ud over regionen. Det vil især opmuntre palæstinenserne på trods af Mahmouds Abbas skændige udtalelser.

Vi må opbygge en mur af solidaritet rundt om den revolutionære proces, der er under udvikling i Tunesien og Egypten, støttet af aktiv solidaritet med mobiliseringer ud over den arabiske verden. Vi kan ikke ignorere muligheden af uhyggelige modangreb fra Ben Alis undertrykkelsesapparat, eller trusler fra hans ven Gaddafi. Vi kan også risikere, hvis regimet beslutter sig for konfrontation, at hærens ledelse kunne udløse en blodig undertrykkelse.

Stillet overfor uddybningen af den revolutionære proces, vil de vestlige magter og de herskende klasser prøve at tage kontrollen tilbage ved at nedbryde dette lysende håb.

De tunesiske og egyptiske folk må kunne regne med hele den internationale arbejderbevægelse, med alle bevægelserne for global retfærdighed. I fagforeninger, bevægelser og venstrefløjspartier må vi støtte disse folks kampe og det oprør, der nu ruller gennem den arabiske verden.

Længe leve de tunesiske og egyptiske revolutioner!
Solidaritet med kampene i den arabiske verden!

Fjerde Internationales Forretningsudvalg
Paris, 30 januar 2011, kl. 20:00,

Oversat fra engelsk af Martin Mørch

 

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: 2nIOdV
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk