01.01.07 | Nicolai Bentsen

Tip en ven       |     Print  

USA: En økonomi smurt i gæld

USA's økonomi bygger på gældsætning af både den almindelige amerikaner og af nationen. Landet risikerer meget snart at stå overfor en alvorlig økonomisk krise, enten fordi Kina og Japan lukker kassen i eller fordi bolig- og aktieboblen brister. Når det sker, vil det trække hele verdensøkonomien med sig i faldet.

»Det lyder alt sammen uholdbart. Og det er det også.« Sådan beskrev den internationalt anerkendte økonomiprofessor Paul Krugman for nyligt amerikansk økonomi i International Herald Tribune.
 
Uholdbart er et ord, der går igen i fleste beskrivelser af amerikansk økonomi. Det uholdbare består i USA’s kæmpe underskud på både statsbudget og på handelsbalance. USA har stort set haft konstant underskud på samhandlen med omverdenen siden Vietnam-krigen, men siden Bush kom til magten i 2001 er dette underskud eksploderet og nåede sidste år en foreløbig rekord på ikke mindre end 767 milliarder dollars.

Samtidigt nåede underskuddet på statsbudgettet sidste år op på over 300 milliarder dollars. For ethvert andet land ville en sådan skødesløshed for længst have skabt en lang række økonomiske problemer. Takket være sin position som verdens ledende politiske og økonomiske supermagt har USA en række særlige økonomiske fordele, som gør, at USA foreløbigt har kunnet klare skærene.

Situationen er dog uholdbar, og den amerikanske befolkning risiker meget snart at vågne op til en alvorlig økonomisk krise, der som altid vil gå hårdest ud over arbejderklassen og de fattigste.

På grund af USA centrale position i verdensøkonomien vil et økonomisk kollaps i landet true hele verdensøkonomien.

Gældsfesten under Clinton
De nuværende problemer for amerikansk økonomi startede allerede, mens Bill Clinton var præsident. I perioden 1993-2000, hvor Bill Clinton var præsident, var amerikansk økonomi ganske vist kendetegnet ved pæne vækstrater på omkring 4 procent. Men grundlaget for denne vækst var, at både den menige amerikaner og Amerika som nation satte sig voldsomt i gæld.

Michel Husson, der er økonom og medlem af 4. Internationale, forklarer, at den amerikanske vækst, der også blev kendt under betegnelsen »den ny økonomi« i virkeligheden var modsætningsfyldt og baserede sig på, hvad han kalder de »syv uholdbare processer.«

Igennem 1990erne begyndte amerikanske familier i stigende grad at finansiere deres forbrug gennem lån. Således kunne den private efterspørgsel efter varer og serviceydelser vokse hurtigere end folks indkomst. Vækst i privatforbruget sætter altid gang i væksten i en kapitalistisk økonomi, og USA kunne derfor fremvise højere vækstrater end både EU og Japan. Men det var en vækst baseret på forbrug gennem privat gældsætning.
 
De amerikanske familier købte ikke blot amerikanske varer for deres lånte penge men i stor stil også udenlandske varer. Derfor steg importen og handelsbalancen blev forværret. Det årlige underskud på handelsbalancen voksedes som konsekvens fra 115 milliarder dollars i 1993 til 436 milliarder dollars i 2000.
 
Pengepressen sættes i gang
For at skaffe penge til at købe varerne i udlandet begyndte den amerikanske centralbank at trykke flere dollarsedler.
 
For alle andre lande ville dette betyde prisstigninger (inflation), og at landets valuta blev mindre værd i forhold til andre landes valutaer (devaluering). De fleste kender historien om, hvordan der i 1920ernes Tyskland opstod hyperinflation efter, at den tyske centralbank begyndte at trykke penge for at kunne betale de offentligt ansattes løn. Men for USA skete der præcis det modsatte; prisstigningerne blev holdt nede og dollaren blev ikke svækket men tværtimod styrket. Fra 1995 til 2001 blev den amerikanske dollar styrket (revalueret) med 30 procent i forhold til de europæiske valutaer. I 1995 kunne man veksle en 100-dollarseddel til, hvad der i dag ville svare til 76 euro, mens man 2001 kunne få hele 111 euro for en 100-dollarseddel.

100 dollars var altså blevet 35 euro mere værd.
 
Dollarens særstatus
Når det kunne lade sig gøre at trykke flere dollarsedler og samtidigt styrke dollarens værdi, så hænger det sammen med USA’s særlige position som verdens ledende økonomiske og politiske magt. Siden 2. verdenskrig har dollaren fungeret som internationalt betalingsmiddel. Det betyder, at dollaren overalt i verden regnes som acceptabelt betalingsmiddel. Derfor opbevarer Danmarks Nationalbank og resten af verdens andre centralbanker store mængder dollarsedler i deres kældre. Det gør de, for at kunne bruge dollaren til at opkøbe og dermed styrke deres egets lands valuta (pund, euro, yen, kroner) i tilfælde af at et fremtidigt pres på valutaen.

Disse lagre af dollars har centralbankerne anskaffet sig ved at købe dollars for deres eget lands valuta. Denne valuta kan amerikanske virksomheder så købe varer for. Et smart bytte for USA; amerikanske dollars lavet af papir til gengæld for rigtige varer! Medvirkende til at give dollaren status som internationalt betalingsmiddel, har været at den amerikanske stat har fået gennemført, at olie og en række andre råvarer altid skal handles i dollar. Når europæiske lande køber olie i Mellemøsten, så betaler de derfor altid i dollars. Konsekvensen er, at der altid er et ekstra stort behov for dollars, hvilket styrker dollaren. Derfor betyder en stigning i olieprisen også en styrkelse af dollaren, fordi der så skal bruges endnu flere dollars.
Det har da givetvis også været en medvirkende årsag til USA’s beslutning om at gå i krig mod Irak i 2003, at Saddam Husseins offentliggjorde, at Irak ikke længere ville handle irakisk olie i dollars, men i euro.

Aktieboblen vokser
Når dollaren blev styrket i anden halvdel af 1990erne, så skyldes det også, at udenlandsk kapital begyndte at investere i det amerikanske aktiemarked. Som nævnt var der højere vækstrater i USA end i EU og Japan. Det gjorde amerikanske firmaer attraktive. Samtidigt betød valutakriserne i Mexico i 1994, i Asien i 1997 og i Rusland i 1998, at den internationale kapital søgte væk fra disse lande.

De udenlandske investorer fik selskab af amerikanske pensionsselskaber og småsparer. I løbet af 1990erne voksede antallet husstande der havde investeret i aktier fra 10 millioner til 40 millioner.
Sammen drev det de amerikanske aktiekurser i vejret. Stigningen kom især inden for IT-virksomhederne og det højteknologiske NASDAQ aktieindeks blev firdoblet mellem 1999 og 2000. Men optimismen/spekulationsiveren berørte alle brancher, og fra 1995 til 2000 steg det toneangivende amerikanske Dow Jones Industrial aktieindeks fra 4.000 til 12.000 milliarder dollars.

Boblen brister
Frem til 1997 afspejlede de stigende aktiekurser faktisk den positive udvikling i amerikansk erhvervsliv. Mellem 1993 og 1997 steg profitraten for amerikanske virksomheder fra 8 procent til 13 procent. Men fra 1997 mistede aktiekurserne forbindelsen til virkeligheden. Mellem 1997 og 2000 faldt profitraten, men Dow Jones indekset steg fra 7.000 til 12.000 milliarder dollars.

USA 's daværende centralbankdirektør Allan Greenspan advarede flere gange om, at aktiemarkedet var overvurderet, men aktierne fortsatte ufortrødent deres himmelflugt. USA var på vej ind i en klassisk spekulationsboble, der siden skulle blive kendt som dot.com-boblen.

I en spekulationsøkonomi køber man ikke aktier, fordi man forventer at tjene penge på aktieafkastet, men fordi man spekulerer i, at aktiekursen vil stige endnu mere, så man kan sælge aktierne med fortjeneste. Denne situation, hvor alle køber løs alene i forventning om stigende kurser kan ikke vare ved for evigt. Dot.com-boblen bristede da også i starten af 2000 og sendte kurserne nedad. Som konsekvens heraf begyndte virksomhederne at investere mindre, med det resultat at væksten så småt begyndte at tage af.
Den økonomiske afmatning skulle dog snart udvikle sig til en decideret krise.

Bush træder ind på scenen
Den 11. september 2001 fløj tre fly ind i World Trade Center og Pentagon. Det skabte ikke bare en ny international politisk situation, men udløste også de modsætninger, der var blevet opbygget i den amerikanske økonomi i sidste del af 1990erne. Efter 11. september styrtdykkede Dow Jones indekset og var snart nede på 1997-niveau. Det bremsede investeringerne og den økonomiske vækst røg i 2001 under 1 procent. Der er dog ikke tale om, at 11. september skabte den økonomiske krise, men blot at 11. september forstærkede de krisetendenser, der allerede var udløst med dot.com-boblens sammenbrud. Det er især tydeligt, hvis man betragter den økonomiske vækst kvartalsvis, hvilket afslører, at faldet i væksten satte ind i efteråret 2000.

I den tilspidsede økonomiske krise besluttede Bush-regeringen sig for en økonomisk politik, der skulle redde amerikansk økonomi, uanset om det ville betyde, at krisen sendtes videre til andre lande. Michel Husson forklarer, at strategien først og fremmest gik ud på, at holde det indenlandske forbrug oppe. Det skulle ske ved at give enorme skattelettelser til de rige og ved at sænke renten, så boligpriserne kunne holdes oppe og lånefesten fortsætte. Samtidigt fortsatte centralbanken med at pumpe penge ud i det amerikanske samfund ved mellem 2001 og 2005 at trykke over 100 milliarder dollars, så den samlede mængde af sedler og mønter voksede fra 581 til 716 milliarder dollars.

En stakket frist
Bush-regeringens politik lykkedes på sin vis. De lave vækstrater i 2001 og 2002 er vendt til vækstrater på i snit 3,5 procent de sidste 3 år. Dow Jones indekset er med en værdi på 11.000 milliarder dollars næsten oppe på niveauet før dot.com-boblen sprang, og der er skabt næsten 200.000 nye jobs. Men denne vækst er baseret på et yderst skrøbeligt og uholdbart grundlag både nationalt og internationalt.

Væksten er ikke båret frem af virksomhedernes investeringer men af et stigende privatforbrug.
Når privatforbruget er vokset hænger det sammen med, at amerikanske familier har sat sig endnu mere i gæld end under Clinton. Den private opsparing er fortsat med at falde under Bush, og nåede sidste år det laveste niveau siden 1933.

Disse lån har amerikanerne først og fremmest optaget med sikkerhed i deres boliger. I alt skylder amerikanske familier 7 billioner dollars i boliglån alene. Eksperter vurderer således, at 60 procent af stigningen i det indenlandske forbrug de seneste år skyldes de stigende boligpriser.

En økonomi baseret på et gældsbaseret privatforbrug er en sårbar økonomi. Fordi amerikanske familier har allerede har forgældet sig op til begge ører, vil de have meget svært ved at låne flere penge i en krisesituation. I tilfælde af at de bliver ramt af arbejdsløshed eller lønnedgang vil mange familier derfor ikke have anden udvej end at sætte forbruget ned, hvilket vil skade landets økonomi. Af den grund kan selv en mindre økonomisk afmatning udvikle sig til en regulær krise.

Boligboblen
Når amerikanske familier hvert år har kunnet låne 3-cifrede milliardbeløb til forbrug, så skyldes det, at boligpriserne er steget voldsomt de seneste år. De sidste fem år er boligpriserne i USA i gennemsnit steget med 55 procent, men stigningerne har især fundet sted i særlige byområder langs kysten, hvor priserne er steget med mange hundrede procent. Derfor taler mange om, at boligmarkedet er ved at udvikle sig til en boble, hvor boligpriserne alene drives frem af spekulation i at priserne stiger endnu mere. Den internationale bank HSBC advarer om, at boligpriserne i vækstzonerne er overvurderet med 35-40 procent.
Hvis boligboblen brister og boligpriserne begynder at falde, vil det have alvorlige følger for amerikansk økonomi. Amerikanerne vil blive mere forsigtige med at låne penge til forbrug, hvilket vil sænke det privatforbrug, som er drivkraften i den amerikanske vækst. Det vurderes, at et fald i boligpriserne har dobbelt så stor betydning for privatforbruget, som et fald i aktiemarkedet. Et 20 procent fald i boligpriserne kan altså få samme konsekvenser, som da aktiemarkedet i 2001 faldt 40 procent og sendte amerikansk økonomi til tælling.

I værste fald kan et fald i boligpriserne falde sammen med et krak på aktiemarkedet. Efter at være styrtdykket i 2000-2002 er aktiekurserne atter tilbage til niveauet inden dot.com.boblen bristede. Selvom profitraten er vokset de sidste 3 år, ligger den stadig ikke over niveauet i 1997, og Michel Husson er derfor ikke i tvivl om, at også aktiemarkedet sammen med boligmarkedet er på vej ind i en boblefase. Det betyder, at det blot er et spørgsmål om tid førend aktiemarkedet krakker og økonomien atter tager en rutschetur. Et sådan aktiekrak kan faktisk udløses af et fald i boligpriserne, fordi det vil gøre de 40 millioner små aktieejere mere forsigtige med at købe aktier.

Amerikansk økonomi er altså truet indefra af udsigten til faldende aktie- og boligpriser, der kan tage luften ud af det gældsbaserede privatforbrug. Endnu mere afgørende er dog USA’s forhold til omverden og især Japan og Kina.

En gældsplaget nation
Bush-regeringen økonomiske politik med at understøtte et gældsbaseret privatforbrug minder på mange punkter Clinton-regeringens linje, men der er én afgørende forskel. Mens Clinton opbyggede et overskud på det offentlige budget fra 1998 og frem, så har Bush-regeringen sat dette over styr ved at give 3-ciferede milliard skattelettelser til det private erhvervsliv og landets allerrigeste personer. Sammen med krigen i Irak og de stigende forsvarsudgifter har det skabt enorme underskud på det offentlige budget, der sidste år nåede op på 300 milliarder dollars. Den offentlige gæld er derfor på blot 5 år steget fra 5.700 til 7.900 milliarder dollars og ligger nu på 65% af BNP. Hvilket faktisk ville gøre det umuligt for USA i blive optaget i ØMUen!

Formålet med skattelettelserne har været at holde privatforbruget oppe, hvilket som nævnt er lykkedes. Problemet er, at i takt med, at privatforbruget stiger, så køber amerikanske familier stadig flere varer i udlandet. Derfor er underskuddet på handelsbalancen blevet fordoblet under Bush og nåede sidste år en rekord på 767 milliarder dollars. Følgelig voksede udlandsgælden endnu hurtigere end under Clinton, og ved udgangen af 2005 skyldte amerikanerne over 4.000 milliarder dollar til omverdenen svarende til 1/3 af BNP. Hvis det fortsætter blot 5 år endnu vil udlandsgælden nå 8.000 milliarder dollars!

Dollaren svækkes
At USA har et underskud på handelsbalancen på 767 milliarder, er en anden måde at sige, at amerikanerne forbruger for 767 milliarder mere om året end de producerer. Det er naturligvis uholdbart i det lange løb og dette overforbrug har allerede haft konsekvenser for amerikansk økonomi. Selvom olieprisen er fordoblet siden 2001, hvilket som nævnt styrker dollarens, så er dollaren alligevel blevet voldsomt svækket under Bush.

De sidste 5 år er dollaren blevet devalueret med mere end en tredjedel i forhold til Euroen og ligger nu på sit laveste niveau siden 2. verdenskrig. For en 100-dollar seddel får man i dag kun 84 euro mod 111 euro for 5 år siden.

Den lave dollar giver faktisk USA en fordel i samhandlen med andre lande, fordi amerikanske varer bliver billigere at købe målt i andre landes valuta. Derfor har USA forbedret sin internationale konkurrenceevne, hvilket har skadet især Europa. Mens der blev skabt 10 millioner jobs i Europa i perioden 1996 til 2001, da dollaren var høj, så har dollarens fald gjort det sværere for Europa at konkurrere med USA, hvilket atter har kastet Europas kernelande ud i økonomisk stagnation.

Arbejderklassens problem
Problemet er, at trods svækkelsen af dollaren, så har USA stadig et enormt handelsunderskud med omverdenen. De fleste økonomer er derfor enige om, at dollaren skal falde yderligere 30-40 procent, hvis dette underskud skal væk, og at dollaren derfor er voldsomt overvurderet.

Hvis dollaren falder, vil det ramme den amerikanske arbejderklasse hårdt, og samtidigt kaste ikke bare den amerikanske økonomi men også verdensøkonomien ud i krise.

En devaluering af den amerikanske dollar betyder, at importerede varer bliver dyrere målt i amerikanske dollars, hvilket hurtigt breder sig som generelle prisstigninger. Prisstigninger udhuler lønningernes købekraft. Et inflationsdreven fald i reallønningerne vil være et meget hårdt slag for arbejderklassen i et land, hvor stort set al stigning i indkomsten de sidste 30 år er tilfaldet de rigeste 20 procent, som nu sidder på over halvdelen af indtægterne.

Hvis lønningerne udhules kan det også gøre middelklassen mindre tilbøjelig til at låne sig til forbrug, hvilket vil skade væksten og beskæftigelsen. Et fald i dollaren kan også have meget negative konsekvenser for bolig- og aktiemarkedet, fordi boliger og værdipapirer pludselig bliver mindre værd målt i udenlandsk valuta. Det gør dem mindre attraktive at eje for udlændinge, der så kan finde på at sælge dem og dermed presse bolig- og aktiepriserne ned og dermed kaste landet ud i økonomisk krise. Det vil skade alle de lande, der eksporterer varer til USA, fordi mindre vækst i USA nødvendigvis vil betyde at USA importerer færre varer fra udlandet.

Endelig vil et fald i dollaren især ramme Europa hårdt, fordi det vil gøre europæiske varer endnu mindre konkurrencedygtige sammenlignet med amerikanske varer. En yderligere svækkelse af dollaren kan i værste fald kaste Europa ud i regulær økonomisk recession svarende til 1930ernes krise.

Asien holder hånden under USA
Når dollaren ikke er faldet mere end den er, så skyldes det dels dollarens særstatus som internationalt betalingsmiddel, men først og fremmest, at den japanske og kinesiske centralbanker vælger bruge enorme summer på at holde dollaren oppe.

Kina og Japan har i kraft af deres kæmpe handelsoverskud hvert år et kæmpe overskud af dollars. Frem for at bruge disse dollars på at købe varer i USA eller Europa, så vælger den japanske og især den kinesiske centralbank, dels at opbevare dem i kælderen og dels at købe amerikanske statsobligationer for dem. Statsobligationer er en slags tilgodehavendebeviser, som stater sælger for at dække underskuddet på de offentlige budgetter.

Ved at købe statsobligationer finansierer den japanske og kinesiske centralbank underskuddet på det offentlige budget i USA. Sidste år tegnede udlandet sig for hele 95 procent af underskuddet på det offentlige budget i USA.

Cirka halvdelen af alle dollarsedler befinder sig i dag uden for USA’s grænser. Den japanske og kinesiske er de to centralbanker i verden med de suverænt største valutareserver. IMF vurderer, at den kinesiske centralbank ligger inde med for næsten 600 milliarder dollars i dollarsedler og amerikanske statsobligationer. Den japanske centralbank ligger inde med et tilsvarende beløb.

Det er så store beløb, at de to landes centralbanker sammen eller på egen hånd ved at sælge ud af deres dollarreserver har magt til at sende den amerikanske dollar i frit fald. USA’s klemme på Asien
Når den japanske og kinesiske centralbank (endnu!) bruger deres dollars på at dække det amerikanske underskud, så skyldes det, at disse landes økonomier er helt afhængige af eksport til USA. Hvis den amerikanske økonomi ryger i krise vil det bremse amerikansk import fra Kina og Japan og dermed skade disse landes økonomi voldsomt. Derfor kan de ikke tillade, at amerikansk økonomi krakker.

Situationen er altså den, at amerikanerne forbruger langt mere end de producerer, og at det sker ved at både privat og offentlig gæld vokser i USA. Når den indenlandske gældsfest kan fortsætte, så skyldes det, først og fremmest at den kinesiske og japanske centralbank låner milliard beløb til USA hvert eneste år. Denne asiatisk finansierede amerikanske gældsfest holder foreløbigt amerikansk økonomi og dermed verdensøkonomien kørende.

Vi befinder os altså i en slags international keynesianisme, hvor den amerikanske stat holder hjulene kørerne gennem underskud på statsbudgettet og en slap pengepolitik betalt af Kina og Japan.
For Kina og Japan betyder denne situation, at de bruger deres dollars til at betale det amerikanske overforbrug, frem for at bruge dem på at importere produktionsmidler til deres industri og varer til deres befolkning. Spørgsmålet er om denne situation vil vare ved for evigt, eller om Kina og Japan en dag vil kræve varer for deres mange dollars. I et kommende nummer af Socialistisk Information ser vi på, hvad alt dette betyder for magtforholdet mellem de kapitalistiske stormagter.

Anbefalet videre læsning:
Michel Husson: "World Capitalism in a Phase of Permanent Instability", International Viewpoint, februar 2005.
Michel Husson: "Europe/USA a stable disequilibrium", International Viewpoint, februar 2004.
Eduardo Lucita: "World Economy – Tendencies and Tensions", International Viewpoint, februar 2006

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: PEBIIV
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk