læs mere om: Trafik

11.05.11 | Arne Lund

Tip en ven      |    Print  

DSB First: Udbudspolitikkens fallit

”DSB kan glæde sig over, at vi gennem de seneste år har vundet en række udbud i udlandet. Især i Sverige har vi stor succes…DSB lærer meget af at drive virksomhed i udlandet, hvilket kommer de danske kunder til gode”. Så lyrisk var det skønmaleri som DSB i efteråret 2009 vise frem, men som de sidste måneder, har vist sig at være det modsatte.

For da facaden omsider krakelerede, viste det sig, at Kystbanen og Øresundstrafikken var ét morads af regnskabsfusk, inkompetence, manipulationer, trusler mod kritiske journalister, ansvarsforflygtigelse og en chokerende mangel på almindelig hæderlighed.

Hvordan kunne det gå til, at en gammel statsvirksomhed, lidt stiv i det måske, men grundlæggende fornuftig og på miljøets side, kunne komme så langt ud? Var der gået svamp i den?

Ja, det var det. Hvad vi så, var den nyliberalistiske udbudspolitik i frit løb, og politikere, der havde så megen prestige i klemme, at de med alle midler søgte at skjule fiaskoen. De ansvarlige er samtlige transportministre siden 2001, og især Flemming Hansen og Lars Barfoed.

Udbud trods advarsler
Flemming Hansen var den, der sendte Kystbanen og Øresundstrafikken i udbud, til trods for at han fik
advarsler fra egne rækker om at finde en mindre problematisk strækning. Og Lars Barfoed, fordi det var i hans ministertid, at proforma-selskabet DSB-First overtog driften af Kystbanen, og inden længe kom ud i så store vanskeligheder, at en hvilken som helst minister burde have grebet ind.

Allerede i sommeren 2009 stod det klart, at der foregik uregelmæssigheder mellem DSB og DSB-First. Barfoed lukkede øjne og ører for de advarsler, der kom blot et halvt år efter, at DSB-First havde overtaget Kystbanen og Øresundstrafikken. End ikke da DR i efteråret 2009 bragte et indslag om forholdene i DSB-First, reagerede Barfoed, men valgte ukritisk at tro på DSB. 

Vandt på underbud
DSB vandt sin egen strækning - 10 procent af omsætningen - ved at underbyde konkurrenterne, og snart
meldte problemerne sig: En urealistisk køreplan, for få togsæt, elendige togsæt, der brød sammen i ét væk, samt overgangsproblemer mellem dansk og svensk strækning. Det var tåbeligt at lave et udbud, der bestod af tæt forstadstrafik (Kystbanen), flaskehalsen Østerport-København H-Kastrup, samt lange strækninger i tyndt befolkede områder i Sydsverige på enkeltsporede strækninger, hvor flere operatører kæmpede om pladsen. Det kunne kun gå galt, og pengene fossede ud af DSB.

Resten er historie. Fyringer af DSB-toppen, af landets førende revisorfirmaer, en bestyrelses-formand, der stak halen mellem benene, og en transportminister (Schmidt), der nok har vist vilje til at rydde op, men også kæmper for at holde ansvaret væk fra sin eget ministerium. Heller ikke Folketingets trafikpoltikere har noget at være stolte af, også de troede på skønmaleriet, så længe det varede. Også her drejede det sig om ”alle partier undtagen Enhedslisten”.

Intet lært
Nu er der sat en række undersøgelser i gang: Hvad var det, der skete? Hvem vidste hvad, og hvornår vidste de det? Den fulde sandhed får vi næppe, dertil er der for mange ministre involveret i fadæsen, mest som sagt Flemming Hansen og Lars Barfoed. Så det går nok som det plejer: Ansvaret placeres på et lavere plan, mens de ansvarlige i regeringen atter går fri.

I regeringen har man intet lært, for mens skandalen oprulles for åbent tæppe, så foreslog transportminister Hans Chr. Schmidt mere konkurrence i jernbanetrafikken. Midt i det værste snekaos i julen 2010 brillerede Schmidt ved at undsige den virksomhed, DSB, han er leder af.

Øget konkurrence skulle indføres på den givtige strækning mellem København og Aalborg, for DSB var da helt håbløse og kunne ikke klare opgaven. Ja, sikke da en julegave til de ansatte, der knoklede for at få det hele til at løbe rundt, og som vintervejret til trods afviklede togtrafikken langt bedre og med færre forsinkelser, end de fleste europæiske lande, Norge og Schweiz medregnet.

Vold på virkeligheden
I sin blinde iver efter mere konkurrence, gjorde Schmidt vold på virkeligheden. ”Glemte”, at der ikke er plads til flere tog mellem København og Århus, og ”glemte”, at mulige konkurrenter ikke selv rådede over egne tog. Intet problem, sagde Schmidt, dem lejer de blot hos DSB. Det hører vist til sjældenhederne, at en virksomhedsejer undsiger og svækker sin egen bedrift midt i primetime. Jeg har i hvert fald aldrig hørt Mærsk falde sin egen virksomhed i ryggen på denne måde.

Schmidts fortrængninger stod i kø. Han talte om private operatører, og så derved bort fra, at de, der kan komme på tale, ejes af udenlandske statsbaner, og at private operatører snart hører fortiden til. Han ville ikke svare på, hvem der skulle have førsteret til de lukrative myldretidsafgange.

Ville der blive stillet krav om miljøforbedringer? Lavere takster? Og om at køre på tidspunkter, hvor der ikke var ret mange passagerer, sådan som DSB er forpligtiget til? Næppe. I de lande, hvor hovedstrækninger er blevet konkurrenceudsat, da holder de ”private” operatører sig langt væk fra afgange med få rejsende, for her er fortjenesten selvsagt ikke stor nok. Minder en del om de private hospitaler, der kun tager de lette operationer, mens de svære overlades til de offentlige sygehuse. Hvem sagde risikovillig kapital?

Bagateller, vrissede Schmidt, nu gælder det konkurrencen, og det skal være til gavn for de rejsende, ellers har det ingen interesse, ”for jeg nærer stor omsorg for den kollektive trafik”, fortalte ministeren til stor undren, for de, der hørte på.

For alle vidste jo godt, at omsorgen ikke rakte længere, end at ministeren holdt hånden over endnu flere skandaler, der bestemt ikke kom de rejsende til gode: De manglende leveringer af IC4 og det elektroniske rejsekort, der begge er 4-6 år forsinkede, som har sprængt budgetterne adskillige gange, og som ikke ser ud til at kunne gennemføres som tænkt. End ikke en så simpel ting, som at forlænge en lejekontrakt på 112 dobbeltdækkervogne har DSB og ministeren kunnet klare.

"Professionelle " bestyrelser
Regeringen er forblændet af tanken om, at blot der indsættes professionelle bestyrelser i de statslige selskaber, så går det hele meget bedre. Men den ide ligger mildt sagt i ruiner, og det er ikke kun i DSB, at den er gal. Det gælder Københavns Lufthavn, der har overførte milliarder til skattely i Caribien, det gælder Københavns Universitet, der ikke kunne styre Penkowa-sagen, det gælder Handelshøjskolen, der ikke tjekkede en lidt for smart rektor, det gælder DONG, der har vrøvl med miljøet, det gælder PostDanmarks vedvarende serviceforringelser osv.

Tiden er inde til at smide de professionelle bestyrelser på porten. De læser alligevel ikke de papirer, de skal, og aner ikke, hvad der sker i virksomheden, og når det brænder på, så træder de tilbage af helbredsmæssige grunde.

Idealismen hos det Folketingsflertal, der vil have konkurrence eller sælge ud af statens ejendom, rækker ikke længere end til det pekuniære. Uanset at det hele svøbes ind i kønne ord som ”bedre togtrafik til en lavere pris”, ”konkurrencehensyn” osv., så viser de hidtidige eksempler på salg af statslige selskaber, at det modsatte er tilfældet.

Til Politiken 7. april 2006, siger udbudseksperten Carsten Greve fra Handelshøjskolen: ”Skiftende regeringer er gået efter at få en så høj betaling som muligt, og har fraskrevet sig indflydelse, fordi det ville være gået ud over prisen”.

Så billigt som muligt - eller?
Hele øvelsen går ud på, at staten skal slippe billigst muligt om ved at drive kollektiv trafik. Som vi har set med Kystbanen og Øresundstrafikken, er det imidlertid, det modsatte, der sker. At henvise til Arriva i Midt- og Vestjylland er ikke relevant, for her er det ingen kunst at køre med tog to gange i timen på baner, hvor der ikke kommer andre tog.

De, der ønsker konkurrence i togtrafikken, henviser til, hvor billigt det er blevet at flyve, efter at lavprisselskaberne er kommet til. At fly og tog fungerer under ret forskellige fysiske betingelser, spiller øjensynligt ikke nogen rolle for markedstilhængerne. Her er det centrale, at konkurrencens virkning grundlæggende vil være den samme: kampen om kunderne på pris og kvalitet. 

Og det er netop konkurrence i stedet for samarbejde og koordination, der er problemet.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.