27.05.11 | Søren Søndergaard

Tip en ven       |     Print  

Ny bog: Krigskib for pilgrimme

”Endnu engang stod Victor Mortensen og ventede på kystbanen på Østerport Station. Denne fantastiske jernbane, der efter 113 års drift stadig kørte med stort set samme hastighed, men nu med en præcision som i en bananrepublik. Miraklernes tid var ikke forbi, toget kørte ind på stationen efter køreplanen”.

Med denne underfundighed starter Jørgen Bodilsens seneste – eller mere præcist: første og hidtil eneste – roman: ”Syndikatet”. Debutromanen har fået undertitlen ”en politisk thriller”. Og det er i sandhed korrekt.

Efter kystbanetogets mirakuløse overholdelse af køreplanen følger i hurtigt tempo en ung kurdisk kvinde, et lukningstruet værft, en ordre på tre krigsskibe, en forsvunden konto med 80 millioner i Schweiz, nogle svagtseende politikere og tillidsfolk, en krig mellem Iran og Irak, et par mord i Helsingør og omegn, en hæderlig politimester, en glemt affaldscontainer og en sensation, der ryster Danmark.

Selv om noget af ovenstående måske er hentet fra fiktionens verden, så tager thrilleren udgangspunkt i den skinbarlige virkelighed. Nemlig bygningen af tre skibe på Helsingør Værft. I øvrigt de tre sidste, som løb af stablen i værftets 101 år lange historie før lukningen i 1983.

Officielt var der tale om handelsskibe bestilt af rederiet ”Iraky Lines”, som var ejet af det irakiske forsvarsministerium. Imidlertid skulle man være idiot – eller løgner – for ikke at erkende, at der i virkeligheden var tale om krigsskibe beregnet til troppetransport.

Også den gang sad en del idioter og løgnhalse i Rigets fornemmeste positioner. Dels i den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering, hvor industriminister Erling Jensen (valgt i Helsingør-kredsen!) spillede en central rolle i de indledende forhandlinger. Dels i den efterfølgende borgerlige Schlüter-regering, som systematisk dækkede over sandheden og tillod den endelige levering.

Også tillidsfolkene på værftet valgte af hensyn til beskæftigelsen, at ”sætte kikkerten for det blinde øje”, som den kommunistiske fællestillidsmand, Thomas Nielsen, senere indrømmede.

Når det var så vigtigt at fastholde løgnen om uskyldige ”handelsskibe”, så skyldtes det selvfølgelig modtageren, nemlig Iraks diktator Saddam Hussein. Allerede ved ordrens indgåelse var han ”en slemmer karl”, som undertrykte sin egen befolkning, ikke mindst kurderne. Og den 22. september 1980 angreb han Iran. Alene derfor burde handlen være afblæst på grund af de gældende danske regler om ikke at eksportere krigsmateriel til krigsførende lande.

Men showet fortsatte. Helt ind i folketinget, hvor daværende folketingsmedlem for VS, Steen Folke, i efteråret 1982 og foråret 1983 stillede fire spørgsmål til henholdsvis industriminister Ib Stetter, forsvarsminister Hans Engell og justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Det skete på baggrund af oplysninger i SAPs ugeavis Klassekampen den 7. oktober 1982, som påviste, at der i virkeligheden var tale om troppetransportskibe. Bl.a. blev der ud over den normale besætning på 20-30 mand indrettet plads til et ”ekstra mandskab” på 250-300 personer, men uden at der samtidig blev lavet nogen fælles faciliteter til disse, f.eks. køkken og kantine.

Stillet overfor disse kendsgerninger forsvarede den borgerlige regering sig med, at rederen – dvs. det irakiske diktatur – havde oplyst, at de ekstra pladser var beregnet til ”pilgrimme”.

Det fik Steen Folk til at fare i flint: ”Hellige enfold. Man kan vel næppe forvente, at rederen skal oplyse, at det egentlige formål er troppetransport – vel vidende, at dansk lovgivning i så fald vil forhindre leverancen. Men det er mildest talt usandsynligt, at disse avancerede roll on/roll off-skibe nogen sinde vil blive brugt til transport af pilgrimme. I den forbindelse er det i hvert fald svært at forestille sig nytten af skibenes helikopterlandingsdæk, kanonfundamenter og ”strong room”, velegnet til opbevaring af ammunition. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at sidstnævnte i virkeligheden er beregnet til særligt beskyttet transport af et større antal eksemplarer af Koranen”.

Lige meget hjalp det. Og selv ikke mange år senere har det officielle Danmark veget fra sin forklaring. F.eks. i forbindelse med Irak-krigen, hvor Villy Søvndal og jeg forsøgte at afdække samarbejdet med den irakiske diktator.

I februar 2004 spurgte jeg f.eks. statsminister Anders Fogh Rasmussen ”om de danske myndigheder var i besiddelse af oplysninger om, hvad Irak ville bruge de tre skibe fra Helsingør Skibsværft til, inden de blev eksporteret til Irak, herunder hvorfor de blev indrettet med forstærket fordæk og et for et fragtskib meget stort antal passagerpladser?”.

Men det havde han ikke andet end lirum-larum til overs for. Måske ikke så underligt, når man husker på, at en yngre Anders Fogh Rasmussen i 1982 indtog en fremtrædende post i Venstre under den borgerlige regering, som godkendte afskibning af krigsfartøjerne til den irakiske diktator. Hans stiltiende accept dengang passede jo ikke så godt ind i det image at være den store Saddam-basher, som han senere forsøgte at fremstille sig selv som.

Så var der andre, som var mere ærlige. F.eks. mangeårig generalstabsofficer, Michael H. Clemmensen, som en del år efter leveringen af de irakiske skibe udtalte til Jyllands-Posten: ”Jeg selv og mine officerskolleger grinede meget dengang, da en fagforeningsmand fra Metal stod på kajen i Helsingør og fortalte, at de tre skibe var civile. Alle kunne jo se, det var landgangsskibe”!

Denne spændende historie har Jørgen Bodilsen alle forudsætninger for at fortælle. Han arbejdede som elektriker på Helsingør Værft i den periode, hvor de tre skibe blev bygget. Og det var faktisk ham, som var hovedkilden til den tidligere omtalte artikel i Klassekampen.

Jørgen Bodilsens mission er at få dén historie frem. Det giver bogen fremdrift og autencitet. Mest vellykket, når han beskriver politiske processer og livet omkring værftet. Mindre vellykket – efter min mening – når han giver sig i kast med de dybere personanalyser, som alligevel altid ender med, at noget er gået galt i barndommen.

Men hele vejen igennem med en vidunderlig underspillet humor. Som når værkføreren overfuser en værftsarbejder, som kommer for sent med bemærkningen: ”Ved du, hvad tid vi starter her?”. Og den ansatte svarer: ”Prøv at spørge en af de andre, de er som regel startet, når jeg kommer!”.

”Syndikatet – en politisk thriller” kan købes i boghandlen eller hos www.skriveforlaget.dk. Prisen er 149 kroner for de 174 sider.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: UCkV6K
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk