RELATEREDE ARTIKLER

Har vi råd til private banker? Lokalpolitikere går ind i den globale kamp Neoliberalismens korrupte verden Bankunionen til debat Spekulation mod kronen – hvad er det socialistiske svar? Hvornår vender krisen? Finanskrisen i EU IMF-erklæringer, som de europæiske ledere ikke bryder sig om Hvorfor sparer de op? Tag det tilbage Teorien om kapitalismens lange bølger Argentinas eksempel fra 2001 Krisen i Europa – venstrefløjens alternativer Anti-kapitalistiske veje ud af krisen EU-topmødets aftale er uacceptabel Har socialister et fælles europæisk svar på krisen? Krisen i Europa – og de antikapitalistiske svar En anden verden er mulig – men ikke ved at reformere EU og holde fast i euroen! Et internationalistisk overgangsprogram på vej til et antikapitalistisk Europa En venstrefløjsstrategi for Europa En europæisk strategi for venstrefløjen? Derfor er keynesianisme ikke svaret Keynes går ikke igen Nationalisér banksektoren – brug kreditten til at skabe arbejdspladser og økonomisk tryghed Hvem skal betale? Rejs krav om behovsstyret produktion Meningen med den græske krise Omstil den skrantende bilindustri til klimavenlig produktion Internationalt seminar om krisen og marxistisk økonomi Er krisen slut? Velfærd uden vækst? Socialdemokratiske og antikapitalistiske kriseløsninger En social og politisk polarisering Hver dag nye ofre Den kommende kapitalistiske konsensus Enhedslisten og den økonomiske krise Om styrkeforhold, agitation og meget andet Enhedslisten og finanskrisen Nyliberalismens krise Grøn ny kurs For en løsning af krisen på arbejderklassens betingelser ’Krisen bliver forstærket af klima- og fødevarekrisen’ Giftig kapitalisme Finanskrisen i Danmark Til kamp for en spekulationsfri finanssektor! Finanskrisen forandrer amerikansk politik Deres krise, vores konsekvenser Har kapitalismen fået fnat? Del 1 Har kapitalismen fået fnat? Del 2 Finanskrise – en åbning for kapitalismekritik De privatiserer gevinsterne og nationaliserer tabene Den nye kinesiske kapitalisme Regeringens redning er asocial Hundreder af millioner sulter Kapitalismen efter den amerikanske boligkrise En økonomi smurt i gæld "Utryghedsskabende"? SDs nye principprogram Post Danmark - resultatet af statslig misregimente Lille sejr midt i en humanitær katastrofe Regeringen blæser til vandkamp Den sidste olie (fra Nordsøen…) For de rige og formuende (2) ”New Public Management” – eller ”Regnedrengenes Amokløb” Sammenhold mod Uber For de rige og formuende DF´s vælgere er ordentlige mennesker! Fattigdomsgrænsen er kun toppen af isbjerget Hvem betaler, når Løkke ryster posen? Welcome to Denmark Finansloven er en tillidserklæring til regeringen De rige svin slap igen alt for let Dansk Folkeparti og den danske højrepopulisme Recepten til S og SF Winter is coming Nytårshilsen fra en anden planet Landsdækkende aktionsdag 2. oktober Optøjer afspejler sociale problemer Permanent ophold bliver nemmere Fortryder, men lægger linjen Enhedslistens rolle under en S-R-SF-regering Slut med point på kærlighed SRSF-regeringen og klimaet En antibureaukratisk regering? Fagforeningsfolk vil stille krav til en rød regering Om SF's højredrejning og fremgang Fem års mobilisering baner vejen for ny regering Kommunale 3F’ere kræver rød regering Kampen for holdbare industriarbejdspladser Mail-gate: Næste offer bliver vel tyngdeloven Velkommen til veltilpassede udlændinge Profitstyringen af energiforsyningen skal stoppes I clinch med systemet Etniske mindretal får pisk Vi holder sammen på Danmark S-SF og klimavisionerne Dyrere og dårligere post i vente Fattigdommen vokser Når Helle og Villy overtager krisen Socialdemokratiet – et sikkert kort? Socialisme og revolution - er der forskel på Enhedslisten og SF? Enhedslistens produktions- og erhvervspolitiske program Enhedslisten og folketingsvalget To be or not to be – en ven af Enhedslisten Din fjendes fjende er ikke din ven! Enhedslisten og partiapparatet Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Fronterne trækkes op i Enhedslisten Del arbejdet! Søren Søndergård stiller op til Folketinget Tryghed og arbejde Derfor var en finanslovsforliget en fejltagelse Enhedslisten med i budgetaftale Den svære diskussion forude En revolutionær vej til socialisme Vi står på samme side Konturerne af en reformistisk strategi i Enhedslisten Små resultater i Folketinget er ikke nok Enhedslistens rolle og politiske prioriteringer Brug valgsejren til at presse regeringen og opbygge Enhedslisten Nej til imperialistisk krig i Libyen Fra den daglige kamp til det socialistiske mål NATO skal pensioneres, ikke moderniseres Fagbevægelsen må rejse krav om fyringspulje og offentlig, deltagerstyret produktion Ta' med til euro-demo i Bruxelles Årsmøde i optimismens tegn Vores bidrag til Enhedslisten på venstrekurs Med Helle ved roret Hold Enhedslisten til venstre Enhedslisten på venstrekurs Enhedslisten i SFs fodspor 'Det var en fejl' "En knivspids mere ansvarlighed" Enhedslisten gik både tilbage og fik et godt valg Meningsmåling - eller politiske mål Socialistisk politik under en ny regering? Enhedslisten, klimakampen og antikapitalismen Enhedslistens politiske rolle Hvordan får vi en ny regering – og en ny politik? 20 år med socialistiske lokallister Hvad er Kodeordet? Klassens pæne eller frække dreng/pige? Enhedslisten og EU-domstolen Enhedslistens kommunalpolitiske strategi 'Dobbeltorganisering' – hvordan og hvorfor? Hvad er forskellen? Mere end en kuriøs vagthund Enhedslisten skal tage bevægelserne alvorligt

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Enhedslisten | Økonomi | Dansk politik

29.05.11 | Anders Hadberg

Tip en ven      |    Print  

Kriseplan: S og SF på afveje i Fair Løsning 2020

S og SF’s seneste udspil, Fair Løsning 2020, bekræfter den bane som koalitionen slog ind på med En Fair Løsning fra 2009: fra venstre mod højre. Fair Løsning 2020 viser, at S og SF på ingen måde er villige til at gøre op de centrale dele af VK-regeringens borgerlige politik gennem 10 år. Tværtimod ser det ud til at linjen skal skærpes hvad angår den offentlige sektors tilpasning til de private virksomheders behov.

 

Denne artikel er et kritisk blik på S og SF’s ”Fair Løsning 2020” med vægt på fordelingsprofilen, og forholdet mellem den offentlige sektor og private virksomheder – dvs. den offentlige sektors funktion. Det er altså særligt interessant at se, hvordan den offentlige sektor bliver brugt som redskab til at flytte styrkeforhold og økonomiske ressourcer i det danske samfund og mellem klasserne i samfundet.

Der er andre aspekter af de to partiers økonomiske program, fx styringsmekanismerne mellem stat, regioner og kommuner, eller forskellige omprioriteringer indenfor enkeltsektorer, som denne analyse ikke kommenterer. Disse områder er naturligvis også centrale; men det er interessant i anden række, da det er programmets overordnede sociale profil, som bestemmer resten af programmets indhold.
Først er det dog på sin plads med et par indledende bemærkninger om S og SF’s ny-reformistiske projekt.

S og SF’s dilemma: sikre velfærd uden at skade kapitalismen
Det overordnede mål for S og SF er at sikre den offentlige sektors velfærdsydelser til danskerne. Men det må ske inden for rammerne af den kapitalistiske økonomi og balancen mellem den offentlige sektors begrænsninger overfor de private virksomheder. Med andre ord: det må ikke skade kapitalismen at sikre velfærden.

Det er imidlertid ikke nogen nem balancegang. Det har S og SF måttet sande gennem perioden fra fremlæggelsen af Fair Løsning i 2009 og den nu fremlagte Fair Løsning 2020, hvor medier, vælgere og andre partier har åbnet kritikpunkter, S og SF ikke kunne lukke.
Og opgaven, som S og SF har givet sig selv, med at ville både tilfredsstille almindelige lønarbejderes behov for et tidssvarende velfærdsniveau og arbejdsgivernes krav om nedskæringer i den offentlige sektor, skatten og lønnen, bliver kun vanskeligere under presset fra den økonomiske krise. Ellers sagt anderledes – det er umuligt.

Fair Løsning 2020 – førstehjælp til klassesamarbejdet
Udfordringen vil S og SF løse ved at skabe et nationalt fællesskab, som er til gavn for både arbejdsgivere og lønarbejdere. Det er samarbejdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere – vel iscenesat af staten – der giver de økonomiske resultater, som tilgodeser begge sider af den strukturelle fordeling. Og Fair Løsning 2020 har de rigtige løsninger til det gode samarbejde.

Fair Løsning 2020 indeholder en 4-punktsplan i følgende etaper:

  1. Sætte væksten i gang – bl.a. lempelse af beskatning på private virksomheders investeringer i maskiner og anlæg (15-20 mia.kr.), fremrykning af offentlige investeringer (10. mia.kr.), vækst reform på virksomhedernes betingelser, bedre rammevilkår for virksomhederne (bl.a. skattekreditter og eksportstøtte).
  2. Styr på indtægterne – bl.a. omfordeling fra virksomhederne og de rige til almindelige lønmodtagere, omfordeling fra privatbilisme til kollektiv trafik.
  3. En effektiv offentlig sektor – bl.a. sikre realvækst i den offentlige sektor, afviklet bureaukratisering og kontrolsystemer, mangeårige kommuneaftaler, nedskæringer i forsvaret.
  4. Arbejde mere og hurtigere uddannelse – arbejdstiden skal op, unge hurtigere gennem uddannelsen, og generelle besparelser.


Fair Løsning 2020 er med andre ord førstehjælp til det danske klassesamarbejde, som VK-regeringen har snigløbet siden 2001 og stormløbet frontalt siden 2008. Det er genoplivning af samarbejds- og konsensustraditionen i dansk økonomi, hvor de store linjer ordnes mellem fagtoppen og Dansk Industri i forhandlingskontorerne i statsministeriet.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der gemmer sig under overfladen på det projekt, som S og SF tegner for den kommende regering. Er vi alle i samme båd, når det handler om at betale regningen for krisen og sikre velfærden til alle? Eller hvem betaler i virkeligheden på den korte og lange bane for en Fair Løsning i 2020?

Den offentlige sektor som redskab – for private virksomheder
Lad os først se på den måde den offentlige sektors rolle i Fair Løsning 2020. Et gennemgående tema i Fair Løsning 2020 er, at den offentlige sektor skal styrkes. Ikke fordi den offentlige sektor udgør et vigtigt redskab for socialister i omformningen af dansk kapitalisme til et demokratisk og bæredygtigt samfund. Tværtimod for at styrke de private virksomheder og intensivere deres indbyrdes konkurrence. Den offentlige sektor skal med andre ord være løftestang for en dansk kapitalisme, gearet til konkurrencen på verdensmarkedet.

”Tiden er inde til en pragmatisk opblødning af grænserne mellem den private og den offentlige sektor. Årtier med dogmatiske slagsmål om udlicitering og privatisering af statslige virksomheder bør afløses af nye samarbejdsformer, der bygger på en klar erkendelse af, at den offentlige sektor bidrager til privat vækst, samt at den offentlige sektor har et ansvar for at fremme privat vækst”(s.28)

Det er denne røde tråd, der følges hele vejen igennem Fair Løsning 2020; både inden for arbejdsmarkedet, forskningen, erhvervspolitikken og uddannelsesområdet. Sågar gennemsyrer det velfærdsområdet og det offentliges indkøbspolitik.

Fx foreslår S og SF:

  • Skattevindue, hvor virksomheder kan investere skattefrit i 2012 (”straksafskrivninger”)
     
  • Flere offentligt private partnerskaber
     
  • Offentlig efterspørgsel skal fremme private firmaer, deres produktivitet og innovation
     
  • Fortsættelse af Eksportlåneordningen på 20 mia. kr. (fra Bankpakke II)
     
  • Ligestilling af offentlige og private virksomheder i løsning af serviceopgaver
     
  • Danske universiteter skal oprette erhvervsforskningscentre til at skabe eksportafsætning i Brasilien, Rusland, Indien, og Kina
     
  • Unge hurtigere gennemuddannelsessystemet

Der er således en lang række områder, hvor den offentlige sektor skal tage et ansvar for at hjælpe den private sektor i gang.

Strategisk erhvervspolitik: Fra markedsreguleret til statsreguleret kapitalisme
Men hvordan adskiller S og SF’s strategi sig da fra VK’s nyliberale strategi?
Jo, forskellen består i at S og SF vil gå bort fra en liberal markedsreguleret kapitalisme til en statsreguleret ditto. Det betyder kort og godt, at i stedet for at lade markedet være regulerende på en række områder både udenfor og indenfor den offentlige sektor, så skal det offentlige påtage sig en mere aktiv rolle i at skabe nationale konkurrencedygtige virksomheder. Staten bliver omdrejningspunktet for at korrigere ”en laden stå til”-styring af dansk økonomi mod en sundere tilstand. For som Fair Løsning 2020 siger: ”det kommer ikke af sig selv” (s. 34).

Inspirationen fra keynesianismen viser sig derved, at økonomien skal rationaliseres fra oven. Det er nødvendigt at forme økonomien for at skabe en konkurrencedygtig privat sektor, som kan klare sig på verdensmarkedet. Fair Løsning 2020 introducerer begrebet ”strategisk erhvervspolitik” til at betegne et nødvendigt ”moderne samspil mellem stat og marked”, hvor staten skal ”sikre et konkurrencemæssigt forspring … i en situation hvor hele kloden smelter sammen i til ét marked for stadigt flere produkter”. (s. 30).

Men det er ingen tilbagevenden til statslig detailstyring a la keynesianismens guldalder i efterkrigstiden. Politikerne skal ikke ”forsøge at fastlægge hvilke virksomheder, der skal skabe vækst og beskæftigelse. Det ender galt, og bør overlades til de frie markedskræfter. Kun derved sikres det, at de bedste virksomheder vokset – dat de dårligste bukker under – og at økonomien samlet set fungerer effektivt.” (s. 30)

I stedet skal politikere, stat og erhvervsliv sammen udpege særlige satsningsområder ud fra tre krav:

  • udsigt til stigende efterspørgsel på verdensmarkedet
     
  • Danmark skal have særlige styrkepositioner og kunne levere løsninger
     
  • skabe en bæredygtig vækst


Med andre ord handler det om at politikerne og den offentlige sektor skal hjælpe erhvervslivet med at lægge en plan for deres ekspansion på verdensmarkedet. Læg i forbifarten mærke til at ”Danmark” – den nationale enhed – har overtaget rollen som interessent i planen. Der er ingen klasser eller sociale grupper i konflikt. Og hvis der er, så er det meningen at de skal enes om dansk erhvervslivs fremtid.

Fordelingsprofilen i Fair Løsning 2020 – hvem betaler?
Lad os se på fordelingsprofilen i Fair Løsning 2020. For der er både gode og dårlige elementer i Fair Løsning 2020 – på samme måde som i Fair Løsning fra 2009. Se i den forbindelse en tidligere analyse af S og SF’s plan i SI her.

Fair Løsning 2020 ændrer ikke meget ved den økonomiske plan, som allerede er fremlagt i Fair Løsning fra 2009. Derimod kan man se en række mindre ændringer som følge af udmøntningen af VK-regeringens Genopretningsplan. Nedenfor er en tabel over elementerne i Fair Løsning 2020.

Fair Løsning 2020 – virkning i år 2020
 

 

År 2020

1. Fair Løsning - økonomisk holdbarhed

21,5

Trepartsforhandlinger

15,0

Mere og hurtigere uddannelse

4,8

Konkrete spareforslag

1,7

2. Fair Løsning - forbedring af strukturel balance i 2020

8,6

Fremrykning af pensionsbeskatning

5,6

Udskydelse af lettelse af topskat

2,0

Lavere niveau for offentlige investeringer

1,0

3. Genopretningspakken

9,7

Accept af elementer i genopretningspakken

7,6

Genopretningspakkens reduktion af offentligt forbrug i 2011

2,1

4. Før Nye Initiativer

39,8

5. Nye tiltag for øget beskæftigelse

7,4

Bedre integration

2,5

Bedre forebyggelse

1,5

Lavere strukturel arbejdsløshed

3,0

Lukkedage

0,4

I alt 1.-5.

47,2

Strukturelt underskud i 2020

47,0


Med i ovenstående beregning skal lægges den udgift – eller rettere manglende indtægt, som S og SF vil give statskassen gennem de såkaldte ”straksafskrivninger” i 2012. Her vil skattefrihed for investeringer i maskiner og anlæg medføre mellem 15 og 20 milliarder kroner i mistede indtægter i 2012. S og SF holder dette op overfor den kortsigtede virkning af VK-regeringens efterlønsreform, der vil betyde at det offentlige mister 25,5 milliarder kroner i 2012.

Målet for S og SF’s plan er at skaffe indtægter til at lukke det hul i statskassen, som EU-økonomer og statsministeriet har beregnet sig frem til under et antal ukendte forudsætninger til 47 mia. kr. i 2020. Samtidig vil S og SF hente yderligere midler gennem skattepolitikken til at finansiere mere velfærd.
Til at lukke det (”fiktive” må man vel sige) hul i statskassen sammenstykker S og SF indtægter fra både blivende ændringer i finansieringen af statens indtægter og midlertidige. I alt regner S og SF med at skaffe 47,2 mia. kr.

De centrale elementer er (stadig) følgende:

  • Højere arbejdstid og hurtigere færdiggørelsestid hos uddannelsessøgende udgør cirka halvdelen af planens finansiering og skaffer 21,5 mia. kr.
     
  • Hertil vil S og SF fremrykke pensionsbeskatningen (ved et loft over indbetalinger hertil), udskyde topskatten til 2020, og acceptere et lavere niveau af offentlige investeringer – samlet finansierer det 1/6 af planen
     
  • S og SF accepterer dele af VK-regeringens Genopretningspakke, der varigt forhøjer skatterne ved at fastfryse i kroner/øre beløbet af skattesatserne i skattesystemet. Det finansierer cirka 1/5 af planen
     
  • S og SF vil tage nye initiativer, der øger arbejdsudbuddet – bl.a. ved at fremme beskæftigelsen for indvandrere, forebyggelse af tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, sænke den såkaldt strukturelle ledighed, samt minimere antallet af lukkedage i institutionerne. Det skaffer 7,4 mia. kr. svarende til knapt 1/6 af finansieringen i løsningen.


Ser man på fordelingen af byrderne i Fair Løsning 2020 er det stadig lønmodtagerne, der betaler gennem højere arbejdstid, udskydelse skattesatsernes automatiske opregulering, reduceret offentligt forbrug i 2011 og reducerede offentlige investeringer 2013-2022.
Ligeledes er det de studerende, der skal lægge for ved skynde sig gennem uddannelsessystemet for at øge arbejdsudbuddet og dermed skaffe statskassen knapt 5 mia. kr. mere i 2020.

Skattepolitikken i Fair Løsning 2020 (Fair Forandring)
Fair Løsning 2020 rummer udover den langsigtede ændring i forholdet mellem indtægter og udgifter også en omfordeling gennem dels hævning af skatter og afgifter svarende til netto 17,7 milliarder kroner. Disse penge skal bruges til at sikre velfærden. Omfordelingen har til formål at løfte velfærdsniveauet og finansiere iværksættelse af de initiativer, som S og SF foreslår indenfor trafik, uddannelse og arbejdsmarkedspolitikken.

Omfordelingen – der oprindeligt blev udkastet som Fair Forandring i 2007/08 – er det fordelingsmæssigt mest progressive fra de to partier til dato. Her er der langt flere elementer, der flytter økonomiske midler fra virksomhederne og de rige til velfærdsydelser. I tabel 2  kan man se hvordan S og SF vil bruge skatterne til at omfordele. Jeg har markeret de skatteforhøjelser, som rammer erhvervslivet og de rige. Resten må antages primært at tages fra et bredt udsnit af forbrugere i særdeleshed lønmodtagere og deres familier. Det gælder fx betalingsring omkring København, og højere afgifter på usunde fødevarer.

Tabel 2 viser bl.a. at:

  • Ud af den samlede finansiering på 24,1 milliarder kroner bidrager erhvervslivet og de rige med 12,5 milliarder kroner – altså cirka 50 pct.
     
  • Indtægten på 2,2, milliarder kroner fra ”Sanering af erhvervsstøtte” under posten ”Grøn og fremadrettet erhvervsstøtte er ikke medtaget, da erhvervsstøtten omlægges til anden erhvervsstøtte.  Midlerne bliver altså hos virksomhederne
     
  • Der gives på udgiftssiden 6,4 milliarder kroner i skattelettelser, der rammer primært lavtlønnede og folk på overførselsindkomst
     
  • Af den samlede finansiering går 12,2 milliarder kroner stadig til at finansiere offentlig velfærd

Selv om der er gode elementer i skattepolitikken, så finansierer erhvervslivet og de rige altså blot omkring halvdelen af bidraget herfra til velfærdsforbedringerne. Der er altså tale om at arbejderklassen og kapitalisterne skal dele i porten så at sige. Eller som S og SF selv siger om deres indgreb overfor erhvervslivet: ” Samlet set er erhvervsbelastningen beskeden” (s.41).

Endvidere er skattepolitikken dog blot ét element i den samlede finansiering af den mere velfærd. For tegne den samlede fordelingsprofil af Fair Løsning 2020 må vi derfor først indregne effekterne af yderligere tiltag.

Væksten i den offentlige sektor
Væksten i den offentlige sektor – dvs. det statistiske udtryk for den forbedring af velfærdsniveauet, som S og SF ønsker at fremme – er således afhængigt af yderligere et finansieringselement i Fair Løsning 2020: produktivitetsvæksten i den offentlige sektor.

For selvom skattekronerne netop gennemgået ovenfor skaffer flere penge i den offentlige kasse, er det ikke nok til at finansiere en tilstrækkelig realvækst, der kan løfte velfærdsniveauet. Hertil laver S og SF en fiffig manøvre. De vil lade kommuner og regioners budgetter vokse med 53,8 milliarder kroner frem til 2020. Men det fikse er, at den offentlige sektor skal effektivisere sig til 18 milliarder af disse kroner. Det svarer altså til at regioner og kommuner skal effektivisere sig til 1/3 af den vækst, som S og SF hævder at ville tilføre.

Og hvem betaler så for denne effektivisering? S og SF foreslår bl.a. mindre brug af konsulenter i staten, stop for overbetaling af private sygehuse og gevinster ved energi-effektiviseringer. Men samlet beløber forslagene sig til en maksimal besparelse på 4 milliarder kroner. Resten skal de offentligt ansatte løbe sig til. For som Henrik Herløv Lund tidligere har skrevet om VK-regeringens effektiviseringsforslag på 10 milliarder kroner, så er de lavt hængende frugter ifm. administration og energi allerede høstet.

Der er altså grund til at så tvivl om muligheden for at høste både besparelserne uden at øge presset på offentligt ansatte.

Enhedslistens rolle under en S-SF regering
S og SF’s Fair Løsning 2020 adskiller sig markant fra det program for den offentlige sektor, som Enhedslisten netop har vedtaget på sit 22. årsmøde. I Enhedslistens program er den offentlige sektor omvendt et centralt redskab i kampen for vinde styrke positioner for arbejderklassen overfor den private kapitalisme. Forskellen på de to programmer er åbenbar derved, at Enhedslisten vil lade arbejdsgiverne og de rige betale for deres egen krise.

Men ikke desto mindre har der så sent som på Enhedslistens årsmøde været debat om, hvorvidt Fair Løsning 2020 er ”et godt forhandlingsoplæg” med tidsler som kan luges ud – men som dog er ”mere ansvarlig, mere realistisk og mere retfærdig” end den nuværende regerings 2020-plan. Eller om planen er ”en mark fuld af tidsler”, der ikke kan luges ud i, men som Enhedslisten må gå i en stor bue uden om.

Analysen ovenfor viser, at der bestemt er gode elementer i S og SF’s Fair Løsning 2020. Det drejer sig især om skattepolitikken, hvor der hentes et to-cifret milliardbeløb på erhvervslivet og de rigeste. Men der er langt flere tidsler i den samlede Fair Løsning 2020, end der er blomster.
Problemet med S og SF’s plan er – set fra Enhedslistens side, at planen ikke afgørende flytter midler eller styrkeforhold til fordel for arbejderklassen. Den gør det modsatte: nemlig styrker de private virksomheder og deres magt i samfundet overfor lønarbejderne.

Derfor bliver det overordentligt svært at se, hvordan Enhedslisten kan få et resultat hjem i en forhandling med S og SF udfra de nuværende styrkeforhold. Det kræver en social bevægelse med mere markant krav til S og SF. Det er her den virkelige opgave ligger for Enhedslisten i den kommende periode: netop at få skabt et pres uden for Folketinget på S og SF med kravet om at skære de mange tidsler væk, som Fair Løsning 2020 er fuld af.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.