23.10.11 | Pierre Mouterde

Tip en ven       |     Print  

Chile: Udsigt til et socialt og politisk forår

Chiles studenter har vist vejen for hele samfundet med en eksemplarisk og omfattende mobilisering for fælles velfærd.

I den barske vinter i syd har studenter fra Chile i kulde og regn kæmpet for deres krav i snart tre måneder. Men frøene blev sået, og med en mobilisering af det civile samfund, som er blevet ved med at vokse, giver det forhåbninger om et fantastisk socialt og politisk forår. Da vi så ekkoet af den sociale glæde, som mundede ud i generalstrejken den 23-24. august, kunne man ikke lade være med at blive slået af, hvor dyb en blindgyde den neoliberale linje er, og af de tiltag, som et samfund må sætte ind for at lykkes med at bekæmpe dem.

Chile er et land, der altid har været et barometer, et slags socialt og politisk laboratorium, som åbner vores øjne for, hvad der sker i hele verden. Sådan var det i 1960'erne og 1970'erne, med Salvador Allendes folkefront i smeltediglens time, hvor revolutionen i Cuba satte kontinentet i flammer med lysende håb om social forandring. Så kom 1970-80'erne, under Pinochets diktatur, et symbol på den glubske og blodtørstige undertrykkelse og indførelsen af den neoliberale økonomiske model, som snart blev mønsteret i hele verden. Det var også et eksempel i de sidste to årtier, da landet vendte tilbage til demokratiet, et 'begrænset demokrati', hvor det var militæret, der blev ved med at trække i trådene. Og måske også med denne strejke, der ikke ligner noget som helst andet, der er sket.


En historisk strejke
Det var nemlig ikke bare en bred studenterstrejke, som også omfattede gymnasieelever. Det var en bevægelse, som det lykkedes, som ugerne gik, at få støtte fra ikke bare lærere, fagforeninger og forældreorganisationer, men fra meget bredere dele af det civile samfund.

Det var, som om studenterne forstod, at deres kamp var alles kamp. Og derfor udviklede bevægelsen sig hurtigt, den klarede alle de forhindringer, som den mødte siden 28. april, dagen før den første store studenterdemonstration (8000 deltagere), indtil den generalstrejke, der så kom 30. juni (300.000) og 9. august (500.000). Der har været mange demonstrationer, besættelser, sultestrejker, massemøder. Og så førte det til en kæde af andre sociale krav, som der ikke er kommet noget svar på – mapuche-indianerne i syd, økologerne, der samarbejder med HydroAysen-projektet i Patagonien, og endelig kravene fagbevægelsen, der især handler om en bedre fordeling af den sociale rigdom.


Høje mål
Der var livsvigtige ting på spil i Chile under Pinochet, uddannelserne blev knust af neoliberalismens damptromle, og de følgende demokratiske regeringer (det gælder også Michele Bachelet, socialdemokratisk præsident 2006-2010, red), de ændrede ikke rigtig noget. Uddannelse blev et spørgsmål om penge og business, en kilde for håbet om profit til bankerne og de grådige forretningsmænd, der også kun håber på profit. Indtil 1973 var den offentlige uddannelse i Chile kendt for sit høje niveau og sin frihed. De økonomiske principper, som Chicago-dengserne førte frem, og som Pinochet-diktaturet bare fulgte op på, vendte det hele på hovedet, som Victor de la Fuente skrev i 'Le Monde Diplomatique'.

”Private skoler, der var sjældne i 1973, tager nu 60 procent af elevene i folkeskolen og gymnasiet. Mindre end 25 procent af uddannelsessystemet bliver finansieret af staten, og hvis man skal i skole, så er der et gebyr på 75 procent af indkomsten. Chile giver kun 4,4 procent af bruttonationalproduktet til uddannelse, meget mindre end de 7 procent, som UNESCO har anbefalet. Og det, som studenterne skal betale, er steget enormt. I et land, der ifølge statistikker fra det økonomiske institut i Chile, har en minimumsløn på 1800 kroner, og hvor gennemsnitslønnen er 5300 kr., så må unge mennesker bruge mellem 1600 og 4200 kroner pr. måned for at gå på universitetet. Så 70 procent af studenterne er i dyb gæld, og 65 procent af de fattigste studenter stopper af økonomiske grunde.”


Et brud med demokratiet
Det mest bemærkelsesværdige overgår alt, hvad man kan forestille sig. Det er den måde, som studenterne kører deres kamp på imod præsident Piñera. Selv om alle vidste, at deres ledere - også den karismatiske Camilla Vallejos, forkvinde for studenterforeningen - er medlemmer af venstrefløjspartier, så har de skabt en bred, demokratisk og ikke partipolitisk bevægelse, og samtidig har de givet den en helt ny retning, hvor de, uanset krav fra diverse organisationer, simpelthen forlangte, at nu skulle det være slut med 'profit på uddannelse', og det offentlige skal sikre 'en fri og ordentlig uddannelse'.

Så de gav bare fingeren, ikke bare til den neoliberale model, hvor Chile var blevet gjort til dydsmønster, men også til det overvældende flertal i Chiles politiske verden, som i de seneste år alle sammen har gjort knæfald for neoliberalismen. Det er så endt med, at det store flertal af kravene om strukturelle ændringer har fået voksende støtte fra befolkningen (80 procent), og det sætter regeringen (som også omfatter fortidens hårde højrefløj), i defensiven i en grad, så den i de seneste meningsmålinger kun får opbakning fra 20 procent.

Det er, som om folk er blevet tændt af studenternes grænseløse mod, hele samfundet er begyndt at forstå alle de perverse og dybt ulige og uretfærdige sider af denne model, som diktaturet efterlod sig, så nu blomstrer demokratiet op, og der bliver håb om forandring. Det forklarer også, hvorfor de trusler, som præsident Piñera kommer med, har så lille effekt. Det er også derfor, at kravene om en folkeafstemning om studenternes krav og en grundlovsgivende forsamling nu breder sig mere og mere, som et krav om et virkeligt demokratisk gennembrud.

Selv om det er meget svært at sige noget om, hvad der vil ske i fremtiden, så kan vi sige, at Chile er ved at finde sin egen vej. Trods al den terror og frygt, som Pinochets diktatur efterlod sig, så giver landet og folket os håbet om, at en anden verden er mulig.


Artiklen blev først bragt den 31. august i det fransksprogede webmagasin La Gauche

Sidste: Flere måneders forhandlinger med regeringen om en uddannelsesreform er endt uden resultat. Derfor opfordrede studenter- og fagbevægelsen til en ny national mobilisering og aktion den 18-19. oktober. 300.000 deltog i demonstrationer over hele landet, ifølge studenternes hjemmeside http://fech.cl/


Oversat af Niels Overgaard Hansen fra den engelske version i International Viewpoint.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: wZ0vPD
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk