07.11.11 | Finn Kjeller

Tip en ven       |     Print  

Ikke godt nok: SRSF-regeringen og klimaet

Den nye regering har lagt op til mere ambitiøse klimamålsætninger end VK-regeringen. Spørgsmålet er, om ambitionerne er på højde med det nødvendige, men også om regeringen vil give sig selv midlerne til at føre ambitionerne ud i livet.

Ved at udnævne Martin Lidegaard, formanden for den grønne tænketank CONCITO, fik den nye regering en klimaminister, som er inde i stoffet, og som er en ildsjæl i kampen mod klimaødelæggelsen. Det er i sig selv en klar forbedring efter de ti år med VKO. Som grøn lobbyist skrev Martin Lidegaard i 2008 en bog med titlen: Sidste udkald. Sådan halverer vi Danmarks CO2-udslip på 10 år.

Men kan han gøre det som radikal minister?

Målsætningerne løftet… for lidt
De klimamæssige mål skal ifølge den nye regering skrives ind i en klimalov – inspireret af den britiske og den skotske klimalov. Loven skal ”gøre det muligt at foretage årlige vurderinger af, hvorvidt klimaindsatsen er på rette spor”. At der overhovedet skal laves en klimalov, er en sejr for klima- og miljøbevægelsen. Men det afgørende bliver selvfølgelig, hvor stærke mål der indskrives i loven.

”Hele vores energiforsyning skal dækkes af vedvarende energi i 2050. Vores el- og varmeforsyning skal dækkes af vedvarende energi i 2035. Kul udfases fra danske kraftværker, og oliefyr udfases senest i 2030. Disse mål skal nås gennem en offensiv indsats fra dag et,” siger regeringen i sit grundlag.<br /> <br /> For 2020 er det regeringens mål, at Danmarks udslip af drivhusgasser reduceres med 40 procent i forhold til niveauet i 1990.

Dermed løftes ambitionerne i forhold til VK-tiden. Men hvad Martin Lidegaard angår, sænkes de i forhold til hans bog fra 2008, hvor han skrev:

”Der er en chance, men kun hvis vi satser på massive reduktioner med det samme. Det taler alt sammen for, at et land som Danmark bør gå efter 50% reduktion af CO2-udslippet i 2020 og 80% i 2030.”

Som engageret skribent tog Lidegaard udgangspunkt i FN’s klimapanels seneste rapport og NASA’s klimaforskning. Som politiker går Lidegaard på kompromis. Problemet er bare, at klimaet følger fysiske lovmæssigheder, som ikke kan forhandles.

Hvis den danske indsats skal rokke ved verdens kurs mod klimasammenbrud, skal den fungere som et af de eksempler, der kan overtale resten af EU og verden til at leve op til videnskabens anbefalinger. Ikke desto mindre vil regeringen ikke slås for de samme reduktionsmål i EU som i Danmark:

”I EU vil regeringen arbejde for, at der fastlægges bindende mål for energibesparelser og vedvarende energi – også efter 2020 – og at EU’s målsætning for reduktion af CO2-udledningen i 2020 sættes op fra 20 pct. til 30 pct.”

Finanslovsforslaget
En måned inde i den nye regerings liv er meget endnu ikke afgjort, men da regeringen den 2. november fremlagde sit udspil om finanslov 2012, kunne det hurtigt konstateres, at det ikke ligefrem giver regeringen en flyvende start i retning af ”massive reduktioner med det samme”.

Gode nyheder for klimabeskyttelse er der, men de er til at overskue:
- Fremrykning af visse offentlige investeringer, bl.a. energirenovering af offentlige bygninger og almene boliger samt jernbaner
- Energirenoveringtilskud i stedet for boligforbedringstilskud
- Øget energispareindsats i energiselskaberne og flere kystvindmøller
- Fjernelse af bevillingerne til Bjørn Lomborgs center
- 50 mio. kr. i 2012 til et miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram
- Indeksering af forskellige bil- og miljøafgifter i 2012 og 2013.

Samtidig der også punkter, hvor finanslovsforslaget trækker i den gale retning eller trækker i land i forhold til regeringsgrundlaget.

Indsatsens omfang og de foreslåede midler bærer stærkt præg af, at det for regeringen gælder om at…

1. øge væksten i økonomien generelt
2. satse på teknologiske løsninger
3. forvalte den kapitalistiske krise og være tilbageholdende med statslige investeringer
4. stole på markedskræfterne og offentligt-private partnerskaber
5. indgå brede politiske forlig.

Det vil blive uddybet senere i artiklen. Men først skal vi se på, hvordan regeringens politiske kurs kommer til udtryk på vigtige klimapolitiske områder som boliger, trafik og landbrug.

Energirenovering af boliger

Som en positiv forandring lovede regeringen i sit grundlag at skrotte den nuværende BoligJobordning, der smider penge ud til allehånde ”boligforbedringer”, og udskifte den med en målrettet støtte til energirenovering fra 1. januar 2012. Men ifølge finanslovsudspillet videreføres BoligJobordningen i hele 2012. Dog skal det ”undersøges, om reglerne kan justeres, så incitamenterne til at foretage energirenoveringer styrkes”.

De statslige nedskæringer, som skulle finansiere BoligJobordningen, fastholdes i øvrigt, dvs. 2,5 % af statens driftsmidler i 2012 og 5 % i 2013 – ud over de løbende nedskæringer på et par procent om året.

Det Økologiske Råd er ”kede af, at BoligJobordningen forlænges et helt år, og at den ikke er udvidet til også at gavne lejere – samt at der lægges op til et markant lavere beløb til en energirenoveringsordning i 2012”.

Organisationen hæfter sig også ved den relativt begrænsede satsning på området: ”Energirenoveringspuljen vil kun omfatte 500 mio. kr. set i forhold til BoligJobordningen, som forventes at koste 1.750 mio. kr. En så lille pulje kan risikere at skabe en kraftig efterspørgsel først på året for derefter at skabe stilstand i en periode, indtil puljen fyldes op igen i 2014.”

Det Økologiske Råd påpeger desuden, at der ”i regeringsgrundlaget loves flere midler til Landsbyggefonden, bl.a. til energirenovering af almene boliger, men i finanslovsforslaget er der kun en fremrykning inden for den eksisterende ramme”.

Om end der kvitteres for nye klima- og miljøvenlige takter, understreger Det Økologiske Råd, at der er ”langt igen, hvis regeringen skal leve op til sine mål”.

Trafik
Det gælder også på trafikområdet, hvor CO2-udledningerne er ubønhørligt stigende. Her fremrykkes anlæg af jernbaner, men også anlæg af motorveje.

”Der er tværtimod brug for et moratorium for nye og udvidede motorveje, indtil vi ser, hvad trafikbehovet er, når kørselsafgift/roadpricing er gennemført,” bemærker Det Økologiske Råd.

Men det er i overensstemmelse med regeringsgrundlaget, som klart afviser at stoppe motorvejsudbygningen: ”Der er en lang række vej- og baneprojekter som det ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ville være fornuftigt at gennemføre,” og ”vi skal investere i nye veje og jernbaner, der giver vækst”. Regeringen vil desuden ”fortsætte undersøgelserne af en Kattegatforbindelse” – i givet fald en satsning i 100 milliarders-klassen.

Regeringen lægger i sit grundlag vægt på ”høj mobilitet” og en ”udbygget trafikal infrastruktur”. Der siges intet om at reducere behovene for at transportere mennesker og varer.

Der er nye, positive toner om at gøre den kollektive trafik mere attraktiv og om at flytte godstransport over på bane og skib. Men det er ”stigningen” i biltrafikken, der skal begrænses, ikke biltrafikken som sådan. Regeringen mener tilsyneladende, at ikke alene de nuværende 2,6 mio. person- og varebiler kan bæres af klimaet, men flere oveni – blot en voksende del er ”energieffektive køretøjer som hybrid plug-in, el-biler m.m.”.

Der nævnes ingen tiltag for begrænsning af flytrafikken. S og SF ville inden valget gennemføre en afgift på 75 kroner ved flyrejser fra danske lufthavne, men det bliver ikke til noget.

Landbrug
Stadig udgør det økologiske areal kun ca. 7 procent af det danske landbrugsareal. Danmarks Naturfredningsforening arbejder for et 100 procent økologisk landbrug senest i 2040, men regeringens mål er kun en fordobling af arealet i 2020. Heller ikke på langt sigt ønskes en overgang til økologi:

”Regeringen ser to udviklingslinjer for landbruget: Et økologispor og et konventionelt industrilandbrugsspor, ” hedder det i regeringsgrundlaget.

Landbrugets klimabelastning skal hovedsagelig modvirkes ved hjælp af teknologiske løsninger: Der lægges vægt på biogas og bioethanol.

I stedet for en fuld satsning overgang til økologisk landbrug vil man fastholde den massive, industrielle dyreproduktion, hvor gyllen fra grisene i stor stil skal bruges til produktion af biogas. Det handler formentlig om at etablere store ”svinefabrikker” og biogasanlæg langs motorvejene, sådan som både VK-regeringen og Socialdemokraterne har været inde på. Ideen blev f.eks. luftet i 2009 af Socialdemokraternes daværende miljøordfører, Torben Hansen. Produktion af grise havde udviklet sig til ren industriproduktion, og derfor skulle fremtidens svinefarme væk fra landområderne og i stedet placeres i store såkaldt agro-industrielle områder langs motorvejene, på havnene eller ved andre trafikknudepunkter, foreslog Socialdemokraterne. (dr.dk, 23.1.2009)

Der er da heller ikke et ord om dyrevelfærd i regeringsgrundlaget.

Energiforskning
Klimaministeriet gik i forbindelse med finanslovsudspillet ud med en nyhed om, at finansloven ”redder” energiforskningen, som stod til at blive skåret ned af VK:

”Regeringen vil med ændringerne til Finansloven for 2012 afsætte yderligere 439 millioner til forskning, udvikling og demonstration af ny energiteknologi. Det samlede beløb til energiforskning ender dermed på samme niveau som sidste år med over 1,2 mia. kroner.”

Hos Enhedslisten er man dog ikke imponeret over beløbet: "Det er en af de ting, der har undret os mest i regeringens forslag. Det er utroligt, at energi spiller en næsten helt usynlig rolle i finanslovsforslaget," siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.

Vækst over en bred kam
Martin Lidegaard skrev i 2008 kritisk om ”den hellige økonomiske vækst”. Han mente ikke, at målet kan være at opgive alle former for vækst, men fastslog, at ”ikke al økonomisk vækst er ønskelig”. I en del tilfælde kan man nemlig ”sætte spørgsmålstegn ved, om produktionen af dette eller hint overhovedet opvejer de miljø- og energimæssige omkostninger, der er forbundet med den pågældende aktivitet. Eller tværtimod forholder det sig sådan, at samfundet samlet havde været bedre stillet – rigere – uden denne produktion, ganske uanset at markedet finder afsætning for produktet, og at det er med til at øge den økonomiske vækst målt som BNP.”

Lidegaard slog derfor til lyd for en anden økonomisk tankegang med ”en ny definition på økonomisk vækst og en ny metode til at beregne og måle vores udvikling”. Væksten skal gå ”fra at være koncentreret om en stigning i vores materielle forbrug til at være en stigning i service, bæredygtighed og livskvalitet”.

”I fremtidens grønne BNP skal energibesparelser indregnes som en økonomisk gevinst og et større CO2-udslip som det modsatte,” forudså Lidegaard.

Så sent som to dage før valget pointerede han i en kommentar fra sin tænketank, CONCITO: ”En fortsættelse af det nuværende vækstparadigme er ikke en mulighed.”

Sådanne vækstkritiske overvejelser leder man forgæves efter i regeringsgrundlaget. Hele vejen igennem fokuserer det på målsætningen om øget vækst i den danske økonomi. Ikke desto mindre hævder det, at ”regeringens vækstinitiativer og økonomiske politik [vil] gå hånd i hånd med en langsigtet og omfattende grøn omstilling af Danmark”.

Teknologiske løsninger
I stedet for en samlet begrænsning af den materielle vækst satser regeringsgrundlaget overvejende på teknologiske virkemidler: elbiler, biogas, bioethanol osv.

Selv ikke lagring af CO2 i jorden afvises på lidt længere sigt. Klimaministeren mener ikke længere, at lagring af CO2 i jorden er en teknologi, der kan afvises.

"Jeg har svært ved at se teknologien for mig i Danmark på den korte bane. Og det er ikke umiddelbart et satsningsområde for os inden for de næste 10 år. Men omvendt vil vi heller ikke afskrive, at teknologien kan udvikle sig," siger Martin Lidegaard. Han vil afvente udenlandske erfaringer, før der kan tages endelig stilling.

Martin Lidegaard fastslog ellers i sin bog fra 2008, at dansk CO2-lagring i forbindelse med fossile brændstoffer ville være ”en blindgyde”: Ikke alene er CO2-lagring langt fra en færdigudviklet teknologi, den har også problemer med både kapaciteten, effektiviteten og økonomien. Og sikkerheden, kunne man tilføje.

Den økonomiske ansvarlighed
Finanslovsudspillets – i forhold til målsætningerne – beskedne klimainvesteringer afspejler regeringsgrundlagets forståelse af ”økonomisk ansvarlighed”, som ikke efterlader mange penge til offentlige initiativer. Regeringen vil ifølge sit ”særlige forsigtighedsprincip” være tilbageholdende med statslige investeringer, indtil ”reformer” har skaffet flere penge i statskassen.

”Fremrykkede” investeringer betyder da også, at der vil blive givet tilsvarende færre penge til disse områder i de efterfølgende år: ”Regeringen lægger vægt på en stram styring og prioritering af de offentlige udgifter. Fremrykningen af investeringer vil blive fulgt op af lavere investeringer over de kommende år.”

På markedets betingelser
I regeringens optik foregår den ”grønne omstilling” inden for de gældende, kapitalistiske rammer, uden at rokke ved ejendomsforholdene, finanssektoren eller markedsøkonomien i øvrigt. Man forholder sig ikke til, at hele det økonomiske system er baseret på, at den enkelte produktions- eller finansvirksomhed må prøve at få så stor profit som muligt og afsætte så meget som muligt for at klare sig i konkurrencen med de andre på markedet.

For regeringen gælder det om at ”bevare og udvikle nye produktions- og vidensarbejdspladser i den private sektor”, og ”den grønne omstilling skal ske gennem et tæt offentligt-privat-samarbejde”.

Hvordan det kan påvirke regeringens grønne profil, fik vi en forsmag på i oktober, da pensionsfirmaet ATP tilbød at betale og drive motorveje i Københavnsområdet, idet vejene udbygges med betalingsspor. Firmaet lokkede med milliarder til nye motorveje, f.eks. mellem Ballerup og Lyngby. Ud fra regeringens ønske om at fremme offentligt-private partnerskaber var det logisk, at socialdemokraternes politiske ordfører tog godt imod ATP’s frieri:

»Det er et spændende forslag, og det skal vi i dialog om,« sagde Rasmus Prehn (dr.dk, 13.10.2011).

Brede politiske forlig
Regeringen har lovet at udmønte sit grundlag på klimaområdet i kommende forslag til en ny energiaftale, til en klimalov og til en plan for de 40 procents reduktion af drivhusgasudledningerne inden 2020.

Et forhandlingsoplæg til en energiaftale forventes inden længe. Det skal ifølge regeringsgrundlaget være ”en bred og langsigtet energiaftale” frem til 2020, og der sigtes mod at have den i hus inden nytår, hvor den nuværende energiaftale udløber. Det er naturligvis rart for virksomhederne med kendte, stabile betingelser, men med sin udmelding har regeringen nærmest givet V og K vetoret over for energipolitikken.

Og Venstre og Konservative er ikke umiddelbart positivt indstillede. For VK må det ikke blive ”dyrere”, end VK-regeringen selv lagde op til i sit forslag. Men klimaministeren taler optimistisk om forligsmulighederne og nedtoner forskellene på den nye og den gamle regerings energipolitiske mål:

"Vi skal huske, at energiforhandlingerne jo ikke handler om målsætningen om de 40 pct. Dem tager vi fat på, når vi senere skal forhandle en klimalov. Det her bliver en ren energiforhandling, som vil stå på skuldrene af den tidligere regerings udspil. Det udspil ville i sig selv give en reduktion på 30 pct. i 2020. Og det er rigtigt, at vi gerne vil gå lidt længere end VK-regeringen på energibesparelser og vind – men ikke dramatisk meget mere,” siger Martin Lidegaard ifølge Altinget.dk.

”Vi tager den samlede buket fra VK-regeringen, fjerner et par tidsler og sætter et par store, flotte roser i stedet. Vi håber, at den samlet set bliver så flot, at oppositionen ikke kan sige nej."

Også klimaloven skal ifølge regeringsgrundlaget vedtages ”på et bredt politisk grundlag”.

Folkelig indblanding påkrævet
Vil en ny, ambitiøs dansk klimaindsats udfolde sig og blive et eksempel til efterfølgelse – eller bliver den offer for borgerlig krisepolitik og den ”grønne kapitalismes” begrænsninger?

Regeringens grundlag og udspil den første måned er dybt modsætningsfyldte og lover ikke for godt. SRSF kan være godt i gang med at spænde ben for deres egne målsætninger.

Som Martin Lidegaard skrev i 2008: ”Selv i partier som SF og det Radikale Venstre kan bølgerne gå højt i de interne diskussioner, når de miljøpolitiske ordførere nærmer sig den usynlige grænse, hvor de økonomiske ordførere siger stop og påberåber sig både vækst og økonomisk ansvarlighed.”

Den grænse ser allerede ud til at være nået – desværre uden synlige sværdslag i SF og det Radikale Venstre. Men folkelige kræfter kan stadig nå at blande sig i diskussionerne om energiaftale, klimalov og klimastrategi. Som det hedder i oplægget til klimademonstrationen i København på den internationale klimaaktionsdag den 3. december 2011:

"Set i lyset af de ganske mange løfter som blev givet i valgkampen, og som den nye regering efter valget ikke synes at kunne indfri, så synes det at være ekstremt vigtigt at lægge maksimalt pres på de nye folkevalgte i regeringen for at få dem til at holde de løfter som de har indføjet i regeringsgrundlaget. Derfor vil vi den 3. december benytte lejligheden til at markere nødvendigheden af handling nu, og vi går til demonstration under parolen: ”Tag ansvar for klimaet - en stærk klimalov nu”, og vi håber meget at du/I vil være med til at hjælpe os.”

Læs mere:

- Klimademonstrationen 3. december 2011

- Enhedslistens klimahjemmeside

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: RmKFjk
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk