28.11.11 | Gilbert Achcar

Tip en ven       |     Print  

Syrien: Militarisering, militær intervention og manglen på strategi

Den libanesiskfødte socialist, forfatter og aktivist Gilbert Achcar deltog for nylig i et møde for den syriske opposition, hvor han talte om udenlandsk intervention i den aktuelle situation i Syrien.

Jeg havde mulighed for at deltage i mødet for den syriske opposition, som blev afholdt den 8.-9. oktober nær Stockholm i Sverige. En række aktivister fra Syrien og udlandet, både mænd og kvinder, mødtes her med fremtrædende repræsentanter fra den Syriske Koordinations Komite (SNC – som var kommet fra Syrien pga. denne begivenhed), og formanden for det Syriske Nationalråd, Burhan Ghalioun.

Arrangørerne af konferencen havde inviteret mig til at tale om emnet udenlandsk militær intervention i den aktuelle syriske situation. Min tale blev modtaget med interesse, og jeg blev bedt om at skrive den ned (jeg havde kun en række stikord). Det lovede jeg at gøre, men travlhed forhindrede mig i at holde løftet indtil nu.

Så kom den pludselige udvikling i situationen i Syrien i de sidste par dage og en voksende diskussion om militær intervention og militarisering af konflikten, hvilket netop var de to temaer for min tale i Sverige. Denne udvikling fik mig til at fuldføre mit løfte, før det er for sent. Jeg vil derfor herunder udvikle de synspunkter, jeg præsenterede i Sverige, opdateret med kommentarer til den seneste udvikling i forhold til emnet.

Min tale på oktober-konferencen fandt sted lige efter, at en af deltagerne havde rettet et spørgsmål til Burhan Ghalioun om hans holdning, eller SNC’s holdning, til spørgsmålet om at anmode om en militær intervention i Syrien. Ghalioun svarede, at dette spørgsmål ikke er til diskussion nu, fordi der ikke er noget land, der ønsker at intervenere militært i Syrien i øjeblikket, og ”når vi ser en vilje til dette, vil vi finde den rette holdning.”

Jeg startede min tale med at understrege, at den syriske opposition må lægge en klar linje på spørgsmålet om militær intervention, eftersom det er klart, at dens holdning vil få væsentlig indflydelse på, om en intervention vil finde sted eller ej. Den tilbageholdenhed, som vi ser nu i forhold til direkte intervention, fra vestlige og regionale stater, kan ændre sig i morgen, hvis anmodning om intervention fra den syriske opposition vokser

Det var det Libyske Nationalråds anmodning om international militær intervention i starten af marts, som banede vejen for en tilsvarende anmodning fra Den Arabiske Liga, og den efterfølgende resolution fra FN’s Sikkerhedsråd. Hvis den libyske opposition havde modsat sig en militær intervention i alle dens former (i stedet for kun at afvise intervention på jorden og anmode om flystøtte, som den gjorde), så ville den Arabiske Liga ikke have søgt en intervention, ligesom dette skridt ikke ville være blevet sanktioneret af FN.

Libyen og omkostningerne ved udenlandsk militær intervention
i min tale opholdt jeg mig ved læren fra den libyske erfaring, som en af dem, der har deltaget i diskussionerne om dette. Som det store flertal af den arabiske offentlighed har jeg udtrykt min forståelse for den kendsgerning, at de libyske oprørere var tvunget til at appellere om udenlandsk støtte for at undgå en helstøbt massakre, som kunne have fundet sted, hvis Gaddafis styrker havde løbet oprørets bastioner i Benghazi, Misrata og andre steder over ende, eftersom oprørerne manglede de militære midler til at slå et sådant angreb tilbage på det tidspunkt.

Vi placerede det fulde ansvar på Gaddafi for at skabe betingelserne for udenlandsk intervention, samtidig med at vi advarede oprørerne mod enhver illusion om intentionerne hos de vestlige styrker, som angiveligt intervenerede på oprørets vegne. Faktisk kom den udenlandske intervention i den libyske stat med en høj pris, som kan opsummeres således:


– Den umiddelbare politiske pris for den udenlandske intervention var, at den tillod Gaddafi at foregive, at han på en måde havde repræsenteret den nationale suverænitet, og at han kunne kalde oprørerne agenter for den vestlige imperialisme. Det påvirkede en del af det libyske samfund, om end kun en begrænset del.

– Den mere alvorlige politiske pris var, at de intervenerende magter forsøgte at kidnappe beslutningerne fra de libyske oprørere. De nøjedes ikke med at forhindre angrebet på oprørets bastioner og forhindre Gaddafi i at bruge sit luftvåben. De gik meget længere, og ødelagde det libyske luftvåben (vestlige stater, særligt Frankrig og Storbritannien, ser ivrigt frem til at sælge våben til Libyen efter Gaddafi), såvel som en væsentlig del af Libyens infrastruktur og officielle bygninger (vestlige stater startede sammen med Tyrkiet konkurrencen om markedet for genopbygning i Libyen, endnu inden Gaddafi-regimet var faldet). Vestlige magter nægtede at forsyne de libyske rebeller med de våben, som de indtrængende og insisterende havde bedt om, for at de kunne gennemføre befrielsen af deres land uden direkte udenlandsk intervention. Våben blev kun leveret (af Qatar og Frankrig) i kampens sidste faser. Denne begrænsede tilgang af våben fremskyndede Gaddafi-regimets fald, efter en lang periode med militært dødvande.

– De vestlige magters mål var, at de selv skulle blive hovedaktører i krigen mod Gaddafis regime, så de kunne styre den. De ønskede at tegne en plan for Libyen efter Gaddafi, og de nedsatte endda en international komite til dette formål. De prøvede også for en periode at indgå en aftale med Gaddafis familie bag ryggen på det Libyske Nationalråd. Som resultatet af dette blev Libyens skæbne tegnet i Washington, London, Paris og Doha mere end i selve Libyen før befrielsen af Tripoli. Ganske vist var de vestlige staters ønske om at kontrollere situationen i Libyen efter Gaddafi ekstremt illusorisk, præcis som vi forventede. Men samtidig hersker der nu stort kaos i Libyen, som forstærkes af den udenlandske mægling, vestlig eller regional.

Syrien: Mellem Libyen og Egypten
Og alligevel er det indtryk, som i øjeblikket dominerer, at den udenlandske intervention forhindrede det libyske oprør i at blive smadret, som – hvis det var sket – ville have afsluttet den revolutionære proces over hele det arabiske område.

Interventionen gjorde det muligt for de libyske oprørere at befri deres land fra deres brutale diktators greb for en pris, som blegner i forhold til den pris, irakerne betalte for deres befrielse fra Saddam Husseins tyranniske regime ved hjælp af udenlandsk intervention. Besættelsen af Irak er omsider ved at slutte efter otte elendige år, hvor landet har nået et lavpunkt og betalt en ufattelig menneskelig og materiel pris, kun for at møde en ny og dyster og truende fremtid.

Resultatet af denne modsætning mellem Libyen og Irak er, at mens det sidstnævnte var temmelig afskrækkende i syrernes øjne , så har mange fået lyst til at efterligne det libyske eksempel. Dette viser sig ved et stigende antal anmodninger om international militær intervention efter befrielsen af Tripoli, endda så langt, at man kalder aktionsdagen den 28. oktober for ”flyforbuds-fredag”.

Men hvis man tror, at det libyske begivenhedsforløb kan gentage sig i Syrien, tager man alvorligt fejl. Den syriske opposition må være bevidst om, at prisen for at tillade en direkte udenlandsk militær intervention (i modsætning til indirekte intervention som for eksempel at anmode om våben) vil blive meget højere i Syrien end i Libyen af flere grunde. De vigtigste er disse:

Den nationale opposition må ikke give regimet lov til at overbyde den i forhold til at forsvare den nationale sag, og den må forstå, at eftersom Syriens territorium er delvist besat af Israel med støtte fra Vesten, må den ikke søge om hjælp fra Syriens fjender og dets undertrykkere.

Den militære situation i Syrien er meget forskellig fra, hvordan den var i Libyen. Sidstnævnte land er kendetegnet af bycentre adskilt af ofte store strækninger i ørkenagtige områder. I en sådan situation bliver luftvåbnet helt afgørende, især fordi de områder, som de libyske oprørere kontrollerede, næsten var tømt for tilhængere af regimet. Derfor tyede regimet til flyvåbenmagt i dets kontrarevolutionære offensiv, og en udenlandsk luftstøtte var derfor særdeles effektiv til at beskytte oprørsområderne og begrænse regimets manøvremuligheder uden for tætbebyggede områder, og alt dette med en relativ lille omkostning for civile liv.

I modsætning hertil er Syriens befolkningstæthed meget højere end Libyens, og det samme er blandingen af tilhængere og modstandere af regimet, hvilket forhindrer det syriske regime fra at benytte luftangreb i stor stil. Derfor vil en flyforbudszone over Syrien enten have en begrænset effekt, hvis den holder sig til et flyveforbud i snæver forstand, eller den vil have ødelæggende konsekvenser i form af dræbte og materielle skader, hvis den tager form som en total luftkrig mod regimet, som det skete i Libyen. Eftersom den syriske hærs forsvarskapacitet er betydeligt større end Gaddafis styrler, vil omfanget og intensiteten af kampe være meget større i Syrien, for ikke at nævne at det syriske regime ikke er isoleret som Gaddafi var, og at enhver udenlandsk intervention i Syrien dermed vil sætte ild til hele regionen, som er en decideret krudttønde.

Samtidig er der ingen syrisk by, som i øjeblikket risikerer en storstilet massakre på samme måde som Benghazi, ikke engang en skæbne, som kan sammenlignes med det, der overgik den syriske by Hama i 1982, hvor Assad-regimet var i stand til at isolerer den fra resten af landet.

Styrken i den syriske opstand ligger i, at den har opnået en meget stor udbredelse, og det faktum, at oprørerne ikke har begået den fejltagelse at gribe til våben, hvad der – hvis man havde gjort det – alvorligt ville have svækket den folkelige opstand og gjort det nemmere for regimet at slå opstanden ned.


De syriske oprørere har indtil nu bygget på kampformer som aftenprotester og fredags-demonstrationer (ikke af religiøse grunde, men fordi fredag er official fridag og det er svært for regimet at forhindre sammenkomster i moskeer), så de fleste deltagere ikke bliver udstillet. Denne guerillaagtige demonstrationsform er den rigtige metode, når et folkeligt oprør står over for en brutal undertrykkelse fra en overvældende militær magt.

I modsætning til Gaddafis karikaturagtige regime, som for flere år siden begyndte at indgå et tæt økonomisk, sikkerhedsmæssigt og efterretningsmæssigt samarbejde med forskellige vestlige magter, så er det syriske regime stadig i USA’s øjne en anstødssten for dets projekter i regionen, eftersom landet er allieret med Iran og Hezbollah og støtter en række palæstinensiske kræfter, som vender sig mod en USA-sponsoreret kapitulation.

At anerkende denne virkelighed betyder på ingen made, at vi afstår fra at støtte folks krav om demokrati og menneskerettigheder, hverken i Syrien eller Iran. Men det er nødvendigt at tage i betragtning på samme måde, som den iranske opposition gør, når den helt og aldeles afviser udenlandsk militær intervention i landets anliggender og forsvarer landets ret til at udvikle atomkraft over for israelsk-amerikanske trusler, som forsøger at forhindre Iran i at gøre dette, ved at hævde at Iran er i gang med at udvikle atomvåben.

Et af de vigtigste fokuspunkter i en strategi for den syriske revolution må være at vinde en del af den syriske hærs menige over på revolutionens side. Den syriske opposition kritiserer med rette regimet for dets opportunisme, med henvisning til dets intervention i Libanon i 1976 mod den palæstinensiske modstand og den Nationale Libanesiske Bevægelse, såvel som Syriens deltagelse i den USA-ledede koalition i 1991 mod Irak. De, der kritiserer det syriske regimes hykleri i forhold til den nationale sag, må ikke anerkende påstanden om, at regimet i øjeblikket bekæmper ”agenter” fra vestlige magter, ved at kræve en militær intervention fra de samme vestlige magter. Den nationale opposition må ikke give regimet lov til at overtrumfe den i spørgsmålet om den nationale sag, og den må se i øjnene, at eftersom Syriens territorium delvist er besat af Israel med støtte fra vestlige stater, så må den ikke søge hjælp fra Syriens fjender og undertrykkere. Hvis disse skulle finde på at intervenere, ville de med sikkerhed forsøge at svække Syrien strategisk, ligesom de har svækket Irak.

At vælte et regime, uanset hvilket, er et strategisk mål, hvor midlerne varierer afhængigt af den konkrete situation i hvert enkelt land. Strategien afhænger af karakteren af det regime, som de revolutionære forsøger at vælte.

Lad os se på forskellene mellem Egypten og Libyen for eksempel. i Egypten var det hæren som institution, som udgjorde regimets rygrad – og det er det fortsat. Mubaraks magt kom fra og byggede på hæren, men han ”ejede” den ikke. Det betød, at det folkelige oprør fokuserede på at holde hæren neutral for at kunne vælte despoten. Denne strategi lykkedes, selv om det forstrede illusioner blandt masserne om, at hæren som en institution med dets topledelse kunne blive en uselvisk tjener for folket. i stedet for at skærpe folks og soldaternes kritiske holdning og advare dem om, at hærens topledelse ville gøre alt for at bevare sine privilegier og kontrollen over staten, så spredte de ledende kræfter i oppositionsbevægelsen illusioner blandt masserne. Resultatet er, at den egyptiske revolution er forblevet ufuldendt; faktisk er der lige så mange elementer af kontinuitet i det egyptiske regime, som der er elementer af forandring, hvis ikke flere.’

Omvendt, så havde Gaddafi i Libyen opløst den militære institution og omstruktureret den i form af brigader bundet til hans person gennem stamme-, familiemæssige og finansielle band. Derfor var det umuligt at bygge på en neutralitet fra militæret, for ikke at snakke om at trække dem over på revolutionens side; snarere var det uundgåeligt, at vejen til at vælte det libyske regime måtte ske ved at besejre dets væbnede styrker, med andre ord gennem krig. Eftersom styrkeforholdet mellem Gaddafis styrker og de nærmest ubevæbnede oprørere var overvældende, var en ydre faktors bidrag til regnestykket uundgåelig, enten i form af en bevæbning af oprøret (det bedste scenarie) eller i form af direkte deltagelse i krigen mellem oprørerne og regimet enten ved at besætte landet (det værste scenarie) eller ved bombninger udefra uden en invasion, som det skete i Libyen. Resultatet er, at omvæltningen i Libyen er meget dybere i Libyen end i Egypten på grund af det totale kollaps for alle Gaddafis institutioner. i dag er Libyen et land uden en stat, det vil sige et apparat, som monopoliserer de væbnede styrker, og ingen ved, hvordan en ny stat vil blive opbygget eller hvordan den kommer til at se ud.

Hvor passer Syrien så ind i dette regnestykke? Et eller andet sted mellem Egypten og Libyen. i Syrien har regimet, ligesom i Libyen, omgivet sig med specialstyrker, som er tæt tilknyttet i kraft af familiebånd, religiøs sekt eller privilegier. De er nødt til at blive besejret for at regimet falder. i den henseende havde kommandanten for Syriens Frie Hær, oberst Riyad al-As‘ad ret, da han udtalte til Al-Sharq Al-Awsat (5. november 2011), at ”enhver, som tror, at det syriske regime vil falde fredeligt, drømmer.”

Men fordi Israel har besat en del af landets territorium, har Syrien i modsætning til Libyen også en regulær hær, som bygger på almindlig værnepligt for unge mænd, og hvor soldaterne og de laverestående officerer afspejler den syriske befolkning, som de kommer fra. Derfor må et af den syriske revolutions fokuspunkter være at vinde de menige fra den syriske hær over på revolutionens side.

Hærens rolle i oppositionens strategi
En direkte militær intervention i Syrien ville overbevise soldaterne om det, som regimet har påstået lige siden oprøret startede, det vil sige at det står over for en ”udenlandsk konspiration”, som ønsker at underlaste Syrien, - at det har været rigtigt hele tiden. Hvis den syriske revolution havde været ledet af en strategisk orientering (og her ser vi begrænsningerne i ”Facebook-revolutionerne”), ville den have forsøgt at udbrede oppositionelle netværk inden for hæren, og samtidig slå på, at soldaterne ikke skulle desertere individuelt eller i små grupper, men hellere i så store grupper som muligt. I fraværet af lederskab og strategi er soldater og officerer begyndt at desertere på eget initiativ og helt uorganiseret.

Omfanget af deserteringer er vokset i de sidste to måneder og fortsætter med at brede sig. Disse deserteringer har forvirret den politiske opposition, hvor nogle har kritiseret desertørerne for at afspore oprøret fra en fredelig kurs, mens andre har hyldet desertørerne, men opfordret dem til ikke at vende våbnene mod regimet. Sidstnævnte er en selvmorderisk ide, som deserterede soldater gør ret i at afvise med foragt.

Den strategiske opgave med at vinde de syriske soldater over på revolutionens side må ikke stå i modsætning til den ikke-voldelige karakter af de folkelige demonstrationer. Også her kombinerer det syriske eksempel elementer fra den egyptiske og den libyske erfaring, det vil sige store folkelige demonstrationer ved siden af militære konfrontationer. Den ikke-voldelige karakter af de folkelige demonstrationer var, og er fortsat, et grundlæggende element i bevægelsens momentum og dens masse-karakter, herunder også deltagelsen af kvinder. Dette momentum er i sig selv en afgørende faktor for at få soldaterne til at gøre oprør mod regimet.

Den største strategiske udfordring er således at kombinerer de fredelge massedemonstrationer med udbredelsen af modstand inden for militæret og en væbnet konfrontation, uden hvilken regimets styrker aldrig vil blive overvundet og aldrig vil falde. Sådan er situationen, med mindre nogle højtstående officerer fra toppen af regimets hierarki træder ud og tvinger den herskende familie til at flygte ud af landet til Iran. Hvis det skulle ske, ville Syrien stå i en situation, der ligner Egypten, hvor en enkelt sten faldt fra toppen af pyramiden, uden at den væltede helt.

Hvad angår direkte militær intervention i Syrien, enten i form af en invasion eller mere begrænset i form af bombardementer udefra, ville det sætte en stopper for deserteringerne og få de menige til at stå sammen i en konfrontation, som overbeviser soldaterne om, at det fra starten har været sandt, når regimet har fortalt, at det står over for en ”udenlandsk konspiration”, som ønsker at underkaste Syrien. De krav, som Riyad al-As‘ad, lederen af det Syriske frie Hær, har rejst (i ovennævnte interview), om international intervention for at ”etablere en flyforbuds- eller sejlforbuds-zone i Syrien”, og oprette en ”en sikkerhedszone i det nordlige Syrien, som den Syriske Frie Hær kan administrere” er i bedste fald endnu et bevis på en manglende strategisk vision blandt lederne af det syriske oprør. De er også et resultat af den blanding af kortsynethed og følelsesmæssige reaktion på regimets ondskab, som får nogle af dets modstandere til at håbe på noget, som kan ende med en historisk katastrofe i Syrien og ofr hele regionen.


De, der ønsker en sejr for det syriske folks oprør for frihed og demokrati på en måde, som gør det muligt at styrke fædrelandet snarere end at underminere det, må formulere en krystalklar linje på disse vitale spørgsmål. Det er ikke muligt blot at ignorere dem med henvisning til en enhed mod regimet, for kampens udfald og faktisk hele landets fremtid afhænger af disse spørgsmål.

Gilbert Achcar er libanesisk akademiker, forfatter og socialistisk aktivist. Han underviser på School of Oriental and African Studies på University of London og har udgivet en række bøger om især mellemøstlige forhold.
Dette indlæg blev først offentliggjort fredag den 18. november 2011 på det libanesiske dagblad
al-akhbars hjemmeside (engelsk version) og er siden genoptrykt i International Viewpoint. Oversat af Karina Skov.

 

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: 15qDQj
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk