02.12.11 | Mick Woods

Tip en ven       |     Print  

Anmeldelse: Venstrefløjens nye partier

Ikke kun Enhedslisten i Danmark, men mange andre partier og grupper på den yderste venstrefløj i Europa er gået sammen for at skabe et slagkraftigt alternativ. Ny bog gør status over succeser og fiaskoer gennem 20 år.

Arbejdsgivernes offensive i 1980’erne og den langsomme død for Sovjetunionen og dets satellitter I slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne fik frygtelige konsekvenser for venstrefløjen, både den del, der sympatiserede med den sovjetiske model, og dem der var kritiske. Mange kommunistiske partier gav simpelthen op og blev til socialdemokratiske partier, tusindvis af medlemmer droppede ud af politisk aktivitet, og hele grupper nedlagde simpelthen sig selv. Venstrefløjen stod over for en eksistentiel krise, ikke bare med fortællingen om ”historiens afslutning”, hvor det borgerlige demokrati blev præsenteret som højdepunktet af menneskehedens bedrifter, men også med Thatchers ”der er ikke noget alternativ” (TINA – There Is No Alternative), godt hjulpet på vej af voksende magt til finanskapitalen, privatiseringer, nedskæringer og afskaffelse af kollektive resultater på arbejdsmarkedet. Alle på venstrefløjen havde grund til at slå alarm og være bekymret.

Også Fjerde Internationale blev negativt påvirket, men indså, at der i denne farlige situation også lå nogle muligheder, fordi det politiske landkort var forandret, og gamle politiske uenigheder og splittelser ikke længere eksisterede. På sin 14. Verdenskongres i 1995 besluttede man at slå ind på en strategi for politisk omgruppering inden for den del af arbejderklassen, som stadig var parat til at deltage i klassekampen og bekæmpe kapitalismen. Få år senere begyndte begrebet ”anti-kapitalistisk” at blive brugt efter begivenhederne i Seattle [massedemonstrationer af miljøaktivister, anti-imperialister og fagforeningsfolk mod WTO-topmødet i Seattle i 1999 gav starten på den internationale bevægelse for global retfærdighed, red.]. 16 år senere efter at denne nye linje blev lagt, udkommer bogen ”New Parties of the Left” med et overblik over denne politik og en status over, hvordan det er gået, især i Europa, og med særligt fokus på Danmark, Storbritannien, Frankrig, Italien, Tyskland og Portugal.

Der er ingen grund til at spilde tiden med Danmark, eftersom Michael Voss så udmærket beskriver dannelsen og udviklingen af Enhedslisten. Kun er det en skam, at dette kapitel blev skrevet i januar, hvor Enhedslisten håbede på 6 eller 7 mandater, Villy stadig gik på vandet, og der tilsyneladende var gode chancer for, at S og SF kunne danne regering uden de Radikale. En hel del har ændret sig siden da.

Det mest deprimerende kapitel handler om England og er skrevet af Alan Thornett og John Lister, begge ledende aktivister i Socialist Alliance (SA) og Respect, som blev dannet efter krigen mod Irak i 2003. SA havde eksisteret siden de tidlige 1990’ere som et samlingssted for venstrefløjen af Labour og den udenomsparlamentariske venstrefløj, både den organiserede og ikke-organiserede. Der var ikke noget reelt venstrefløjs-alternativ til Labour ved valget i 1997, hvor Labour blev genvalgt efter 18 frygtelige år med konservativt styre. Det afspejlede venstrefløjens svaghed, men også den opfattelse, at alt andet end en Tory [konservativ]-regering ville være et skridt i den rigtige retning, plus det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse, som diskriminerer små venstrefløjspartier.

Hvor stor begejstringen end var for en ny labour-regering, så begyndte den hurtigt at fordampe, da regeringens politik vise sig at være temmelig magen til den, der kendetegnede æraen med Thatcher og Major, kun en smule mindre ondskabsfuld. For eksempel blev der indført en minimumsløn, men den var meget lav. I 2000 var størstedelen af den venstrefløj, som havde arbejdet inden for Labour, enten allerede gået ud eller havde ganske enkelt opgivet, eftersom partiet var drejet kraftigt til højre, partidemokratiet var blevet erstattet af en slags top-down-regime, som var fremmed i forhold til partiets traditioner, og medlemstallet var raslet ned til et punkt, hvor lokale afdelinger gik i opløsning. Traditionelt havde dele af venstrefløjen arbejdet inden for Labour og formået at spille en ledende rolle i modstanden mod nedskæringer gennem 1980’erne, da radikale Labour-byrådspolitikere, heraf mange trotskister i den ene eller anden afskygning, forsøgte at køre en konfrontationskurs mod centralregeringen.

Socialist Alliance omdannede sig selv fra et venstrefløjsforum til en valgmaskine og opstillede et begrænset antal kandidater mod Labour ved det efterfølgende valg I 2001. Det lykkedes ikke at blive valgt, men i nogle arbejderklassekredse fik man et hæderligt antal stemmer. Denne relative succes formåede dog ikke at lægge låg på uenighederne mellem de seks eller syv grupper i SA, og meget hurtigt mistede man Socialist Party, den næststørste gruppe, som ikke ville gå med til en mere centralistisk struktur. Også mindre grupper faldt fra, indtil de eneste tilbageværende organiserede strømninger stort set var Socialist Workers Party (samme strømning som IS i Danmark) og Fjerde Internationales gruppe.

Den Anden Golfkrig skabte en meget mere eksplosiv situation i Storbritannien. En enorm antikrigsdemonstration – nogle siger 2 millioner deltagere – fandt sted i London, og MP George Galloway blev ekskluderet for at angribe Blair for at ligge på knæ for Bush. Resterne af SA allierede sig med ham og med radikale muslimer og dannede Respect. George Galloway vandt faktisk et mandat i parlamentet i 2005, og også andre Respect-kandidater klarede sig godt – alle i kredse med mange muslimer. Flere medlemmer vandt også byrådspladser omkring dette tidspunkt, og i en kort periode var Respect det største parti i byrådet i Tower Hamlet i det østlige London. Så brød helvede løs, og Galloway og SWP blev uvenner, og SWP trak sig ud på en meget destruktiv måde. Respect kravlede videre et stykke tid, men mistede sit mandat i parlamentet, og de fleste byrådsmedlemmer og endda også vores kammerater trak sig ud, da George Galloway annoncerede, at han ville stille op til valget i Skotland mod Scottish Socialist Party.

Jeg synes, de to forfattere giver en god beskrivelse af denne nærmest tragiske historie, men måske undervurderer de hvor inderligt udemokratisk det engelske valgsystem er, og hvor udemokratisk og fraktionelt destruktivt størstedelen af den britiske udenomsparlamentariske venstrefløj er. De fleste så SA og Respect som et projekt til at opbygge deres egne organisationer, snarere end et seriøst projekt for at rodfæste en socialistisk stemme i den engelske debat.

Jeg skriver her engelsk og ikke britisk, fordi Skotland havde et meget lovende bredt parti med Scottish Socialist Party. Da jeg overværede deres kongres i Dundee i 2006 havde partiet lige så mange medlemmer som Enhedslisten og en større vælgeropbakning. Inden for et år blev det splittet midt over og mistede de fleste af dets medlemmer, og står nu i meningsmålingerne til nærmest ingenting. Årsagen? Partiets karismatiske leder Tommy Sheridans personlige livsførelse og hans fatale beslutning om at sagsøge en avis for bagvaskelse. En lære er måske, at partiet må være mere end enkeltpersoner.

Kapitlet om Italien er historien om Partito della Rifondazione Comunista (PRC), fortalt af trotskistiske aktivister, som selv var en del af partiet i dets opgang som et ægte anti-kapitalistisk parti indtil dets politiske kollaps for få år siden. For mig var dette det bedste kapitel, og det indeholder en tankevækkende teoretisk vurdering af PRC. Med dets bortgang er der ikke længere nogen stemme til venstre i det italienske parlament til at sige fra over for kuppet fra EU. Vores kammerater har nu omorganiseret sig i Sinistra Critica, men er langt fra at have tilstrækkelig vælgermæssig styrke til at vinde parlamentarisk repræsentation.

Den portugisiske Venstreblok (Bloco de Ezquerda) er måske det eksempel, der minder mest om Enhedslisten, og som bygger på den venstrefløj, der voksede ud af revolutionen i 1974-75. Den blev dannet som en valgalliance mellem de portugisiske trotskister, et relativt sundt eks-maoistisk parti og en gruppe eks-kommunistiske intellektuelle, og kom til at spille en ledende rolle i kampen for kvinders rettigheder, ligesom partiet fik et imponerende stemmetal og repræsentation i parlamentet, hvor der i forvejen sidder et meget stærkt kommunistisk parti. Efter det sidste valg, hvor højrefløjen vandt magten tilbage, gik Venstreblokken også tilbage mandatmæssigt, men det eksisterer stadig og er reelt blevet et parti mere end en valgalliance.

i Frankrig ledte trotskisterne i Ligue Comuniste Revolutionaire (LCR) forgæves efter andre kræfter til at skabe et anti-kapitalistisk parti, men da det ikke lykkedes, dannede de det selv. Initiativet ser ud til at være en behersket succes, i og med at det Nye Antikapitalistiske Parti er en del større end det gamle LCR, men imidlertid ser det ikke ud til at have gjort en kvalitativ forskel. Ved præsidentvalget i 2002 fik LCR og en anden trotskistisk gruppe (Lutte Ouvriere) over 10 procent af stemmerne i den første valgrunde, men desværre afviste LO at gå med i et fælles projekt, og det samme gjorde det noget mindre Parti Communiste Internationaliste, som har sit eget projekt med at opbygge et nyt arbejderparti. En noget trist historie!

Rapporten fra Tyskland handler om Die Linke, som ikke på nogen måde er et anti-kapitalistisk parti, men derimod det mest seriøse (reformistiske) venstrefløjsparti i Tyskland. Venstrefløjen (den anti-kapitalistiske) er noget splittet i forhold til, hvad man skal gøre i forhold til Die Linke. Selv i Fjerde Internationale er den ene af sektionerne inden for, mens den anden ikke er. Kapitlet er skrevet af en af dem, som ikke er med i Die Linke, og er derfor ikke særligt entusiastisk.

Denne bog er bestemt værd at læse som en oversigt over, hvordan Venstrefløjens og især Fjerde Internationales arbejde udfolder sig I Europa, og som en inspiration om, at vi ikke er alene. Der er mange erfaringer at lære af, og de er ikke alle sammen positive, men krisen i Europa står ikke ved sin afslutning foreløbig, og jeg håber at se alle disse initiativer brede sig og vokse.

New Parties of the Left. Udgivet af IIRE og Resistance Books. Bidrag af: Daniel Bensaïd, Salvatore Cannavo, Jorge Costa, Klaus Engert, Alain Krivine, John Lister, Miguel Romero, Alda Sousa, Alan Thornett, Bertil Videt, Michael Voss. 208 sider. 100 kr. Bogen kan bestilles fra SAP, sap@sap-fi.dk

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: pP8X9y
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk